»Vi har diskuteret meget, om vi skal danse brudevals«

En smuk, hvid kjole. Det drømmer Monica Skytte Christensen om, når hun skal giftes med sin Christian Frederiksen. Berlingske følger parret i en ny serie om ægteskabet. Dette er tredje kapitel op mod den store dag.

Kjolen er godkendt. Både mor og datter elsker den. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

I et lille baghus på Amager ligger et skrædderi. Ved de store skriveborde sidder syersker og syer ind og ud, lægger op og retter til. Målebånd snor sig over bordfladerne, hvor tyl og kniplinger ligger som driver eller hænger fra loftet i glitrende bundter. Her bliver der syet kjoler. Balkjoler. Festkjoler. Og brudekjoler.

Når man går op ad trappen til førstesalen, hænger den der for enden. Brudekjolen. Den som Monica Skytte Christensen har udvalgt. Hun skal snart giftes med sin kæreste gennem fire år, Christian Frederiksen.

I Baghuset skal Monica prøve kjolen for første gang, siden hun sendte den til skrædder for at få den syet ind. Hun har sin mor, Birgit Christensen, med. Både som støtte og kjolechauffør.

Lise Oxvang tager kjolen ned af bøjlen. Hun ejer Baghuset, som hun har haft de sidste tyve år. De sidste fem her på Amager. Hendes arbejde bliver anbefalet af forskellige butikker, og hos Casa Lezar hvor Monica fandt sin kjole, sendte de den kommende brud til Lise Oxvang for at få de sidste detaljer på plads.

»Jeg havde prøvet et hav af kjoler. Men jeg kunne ikke finde den rigtige. Så en dag sagde ekspedienten i Casa Lezar, at hun havde lige kjolen til mig,« fortæller Monica. »Da jeg fik den på, gik jeg rundt i den i en halv time i butikken.« Hun smutter ind bag et cremefarvet forhæng.

Da hun kommer ud igen, er jeansene skiftet ud med en stropløs kjole overdænget med kniplingsdetaljer og med slæb og stofbetrukne knapper bagpå, som løber ned langs rygsøjlen.

Hun stråler og griner, da hun skal forsøge at sætte sig ned. »Hvis jeg taber mig mere, gør det vist ikke noget,« ler hun.

Men ned på bænken kommer hun. Kjolen passer perfekt. Lise Oxvang viser hende, hvordan hun kan hejse skørtet op, når hun skal danse brudevals, og hvordan hun kan holde slæbet i en lille silkesnor, som er gemt inde i et af skørtets lag. Valsen har Monica insisteret på, at hende og Christian skal danse. Det er en af de traditioner, de har valgt at holde på.

»Vi har diskuteret meget, om vi skulle danse brudevals. Christian var ikke meget for det, og det er endda mig, der ikke kan finde ud af at danse,« siger hun og fortæller, hvilke skikke de ellers har holdt på:At Monica skal følges op til alteret af sin far; at hun tager Christians efternavn; at gæster af det modsatte køn skal rende op og kysse bruden eller gommen, når den anden part forlader lokalet kortvarigt under festen; og et twist af den nyere tradition med at tromme i bordene med bestikket.

»Vi må ikke slå med bestikket og stå på stolene, der hvor vi holder festen. Det passer mig egentlig fint, men mange, som vi har fortalt det til, mener, at det er en tradition, man skal holde på. Derfor har vi fået kysseklokker i stedet. Så må folk ringe oppe og nede,« siger Monica.

Da Monica skal ud af kjolen igen, kræver det lidt hjælp. De mange kilo stof bliver nænsomt pakket ind i en hvid dragtpose, som Monica får over armen. Hun bærer den ud i bilen. Christian må ikke se den inden bryllupsdagen. Men sløret, som er købt på nettet, har han set derhjemme i Ørestad, og han har hørt meget om kjolen. Monica har haft svært ved at holde helt tæt. Nu er den købt, og brylluppet er rykket et godt stykke nærmere.

Denne artikel er den tredje af fire optaktsartikler inden Monicas og Christians bryllup. Læs den store reportage fra brylluppet i avisen den 13. juli, og følg med i Berlingskes nye serie om ægteskabet »Til Døden os skiller«.

Læs næste kapitel i serien den 12. juli.

Læs første kapitel her:
Læs andet kapitel her: