»Vi har den flåde, vi har«

Fire skibe, der ikke er bygget til Østersøen, er, hvad Danmark kan præstere over for et mere aggressivt Rusland. Søværnet kunne ikke reagere på en mistanke om en ubåd i Storebælt.

Fregatten Iver Huitfeldt er en af tre af Søværnets tre fregatter, men kun to af dem er fuldt bemandet og kan derfor operere som krigsskib. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen

To fregatter med besætninger og to støtteskibe med besætninger. Det er, hvad den bevæbnede del af den danske flåde består af. Flåden tæller også en tredje fregat, men den har kun en halv besætning, som ikke er tilstrækkeligt til at operere skibet som krigsskib.

Resten af flåden, de små patruljefartøjer af Diana-klassen og inspektionsskibene og -fartøjerne til Nordatlanten, har kun mulighed for at sætte nogle maskingeværer op ved rælingen eller – for inspektionsskibenes vedkommende – at forsvare sig med en kanon. Fregatterne og støtteskibene har desuden en sonar i skibets stævn, som hovedsagelig er beregnet til selvforsvar mod ubåde.

Det danske søværn råder derudover ikke over noget, der kan spore og bekæmpe ubåde. Om bord på fregatterne er monteret en missillauncher, som kan affyre både langt-rækkende missiler mod fly, krydsermissiler og endda missiler til at nedskyde angribende ballistiske missiler ude i verdensrummet. Men launcherne er tomme, fordi der ikke er råd til at købe missiler til dem.

Sådan ser værktøjskassen ud, når chefen for Marinestaben, kontreadmiral Frank Trojahn, kigger i den.

Den nye regering fastslår i sit regeringsprogram, at Danmark skal yde aktiv støtte til de baltiske lande og Polen, »som er truet af den aggressive russiske fremfærd.«

Hvad kan du tilbyde til støtte for Danmarks naboer i Østersøen?

»Vi har den flåde, vi har. Vi har kampenheder, der kan arbejde i hele konfliktspekteret. Det er rigtigt, at fregatternes missillauncher er tom, og det kan man mene om, hvad man vil. Men fregatterne er helikopterbærende. De er bevæbnede med »Evolved Sea Sparrow« (kortrækkende luftforsvar, red), torpedoer, harpunmissiler mod overfladeskibe og kanoner. Det er en fornuftig pakke,« siger Frank Trojahn.

Ubåde udfaset

Frank Trojahn medgiver, at Søværnets beskedne antal skibe spiller en rolle. Ofte vil en eller to af de fire skibe, der er besætninger til, befinde sig langt fra Danmark, på mission eller øvelse.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg godt kunne tænke mig, at den tredje fregat også fik en hel besætning. Men der er vi nok ovre i det næste forsvarsforlig,« siger flådechefen.

Hvad ville du vælge til Søværnets værktøjskasse, hvis der var frit valg på alle hylder?

»Hvis man alene ser på Søværnets behov, og hvis ressourcerne ikke var et problem, kunne jeg tænke mig et antal mindre kamp-enheder på størrelse med de Standard Flex-patruljefartøjer, vi udfasede for nogle år siden. De kan operere kystnært, de er slagkraftige, og man har mulighed for at udruste dem til antiubådskrigsførelse. Desuden ville vi med mindre kampenheder få en platform, hvor jeg kan uddanne og teste mine unge kaptajnløjtnanter i rollen som skibschefer og deres evne til at håndtere kommunikation og våbenindsats, så vi kan udvælge de skarpeste til at blive chefer på fregatterne.«

Frank Trojahn nævner også ubåde, som Danmark i forsvarsforliget i 2004 udfasede.

»Der er ingen tvivl om, at de er en nyttig kapacitet. Men faktum er, at de blev udfaset for cirka ti år siden. I bund og grund tror jeg ikke, at nogen håndværker bryder sig om, at værktøj tages fra ham. Det gælder også for ubåde. Men vi er i en alliance, NATO, som har ubåde i Østersøen.«

Hvor på din ønskeliste står der noget om kapacitet til antiubådskrigsførelse?

»Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil få spørgsmålet på den måde. Men i den bedste af alle verdener, med frit valg på alle hylder, er det klart, at ubåde er nyttige, i høj grad i Østersøen, hvor saltholdighed og temperaturforskelle skaber lag, som ubåde kan gemme sig under. Men nationalt er de altså fravalgt.«

Savner ikke gamle dage

Frank Trojahn nævner, at forsvarets nye maritime helikoptere af typen Seahawk MH-60R, der bliver leveret fra april næste år, er konstrueret til at kunne jagte ubåde ved hjælp af en »dyppe-sonar,« der er en sonar, som sænkes gennem helikopterens bund og ned i havet. Men den kapacitet har Danmark udtrykkeligt fravalgt.

Men selv om antallet af danske flådefartøjer med kampkraft kan tælles på én hånd, er kvaliteten af især de fire bemandede fregatter og støtteskibe på vej til topniveau. Fregatten »Peter Willemoes« har netop gennemført det krævende britiske kursus »Flag Officer Sea Training«, FOST, som er internationalt anerkendt. Næste år skal støtteskibet »Esbern Snare« på samme kursus, og derpå følger de øvrige store skibe.

»Herhjemme har vi ikke længere de enheder, der kræves, blandt andet ubåde, for at udfordre en moderne fregats operationsrum og command team. Derfor er vi nødt til at søge længere væk for at deltage i højintensive øvelser. Skibene er superskarpe, når de kommer tilbage derfra,« siger Frank Trojahn.

»Jeg klynker ikke. Jeg har den flåde, jeg har, og den er god. Jeg ønsker mig ikke tilbage til gamle dage, selv om jeg erkender, at bredden og dybden i Søværnet er begrænset.«

Mulig ubåd på civilt skibs sonar

Et eksempel på Søværnets evne til at reagere – eller rettere, ikke reagere – oplevede besætningen på det civile forskningsskib Aurora, da det 10. april i år sejlede i Storebælt ud for Romsø med en sonar på slæb for at undersøge havstrømme.

Klokken 10.19 registrerede sonaren, at et stort objekt – det kunne være en fiskestime, en drivende container eller en ubåd – befandt sig i vandsøjlen ud for Romsø. Samtidig fik sonaren en skade efter at have ramt noget under vandet.

Aurora kontaktede Søværnet, som seks timer senere sendte et par folk til at hente harddiskene med data fra sonaren. Man opfordrede Aurora til at sejle ud igen for at se, om objektet stadig var på stedet, ligesom patruljefartøjer af Diana-klassen blev sendt til området. Diana-klassen har ikke en sonar, som kan finde en ubåd, og hvis der var tale om en ubåd, ville den for længst være borte, da patruljebådene nåede frem.

Søværnets svar på en mulig neddykket ubåd i det nordlige Storebælt var altså at bede et civilt skib kigge efter den.

»Jeg har selvfølgelig hørt om episoden i april, men de oplysninger, vi har, tyder ikke på, at der var tale om en ubåd. Det tror jeg ikke på.«

Men var reaktionsevnen som den skulle være?

»Faktum er, at vi har fire bemandede enheder, som har en sonar, og som kan foretage sig noget i forhold til en ubåd. Det er også et faktum, at da vi byggede de tre fregatter, prioriterede vi evnen til luftforsvar og til at bekæmpe overfladetrusler. Man prioriterede kun i mindre omfang evnen til ubådskrig.Når det er sagt, har fregatterne en rigtigt god sonar og antiubådsvåben, men antalsmæssigt er der begrænsninger, og en fregat er ikke noget, du bare starter, som man starter en personbil. Hvis der ikke er en fregat på havet, skal man først samle en besætning og derpå starte fregattens maskineri og systemer. Det tager tid.«

Under Den Kolde Krig etablerede Søværnet og Forsvarets Efterretningstjeneste en række lytteanordninger og kabler under Storebælt, mellem Langeland og Lolland, som kunne opdage ubåde, der søgte at passere neddykket. De internationale regler om Storebælt foreskriver, at ubåde må passere i overfladen, hvilket russiske ubåde jævnligt gør. Efter Den Kolde Krig blev de gamle kabler fjernet – dele af dem skyllede i øvrigt op på stranden på Langeland. Men ifølge kilder blev de erstattet af nye sensorer.

Men det spørgsmål har Frank Trojahn ingen kommentarer til. Det er klassificeret.

Christian Brøndum skriver om »De nye fronter«

Posted by Berlingske on 22. juli 2015