»Vi har da heldigvis frihed til at flytte«

Asger og Doris Daugbjerg fra Annisse i Nordsjælland skal til at tælle point, hvis hun vil have permanent opholdstilladelse i Danmark. Men de overvejer at slippe for bøvlet og flytte permanent til hendes hjemland, Singapore.

Asger Daugbjergs kone, Doris fra Singapore, er hjemmegående. Det har parret valgt. Derfor kan hun ikke samle de point for erhvervsarbejde, der er nødvendige for at få permanent opholdstilladelse. Hun er for øjeblikket på besøg i Singapore. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Asger og Doris Daugbjerg boede i Singapore, fik han hvert eneste år et brev tilbage, når han havde udfyldt og indsendt sin selvangivelse. Tak fordi du støtter samfundet, stod der. Her i Danmark fik Doris Daugbjerg, der selv er født og opvokset i Singapore, et brev med en advarsel om alle de ulykker, der sker, hvis hun ikke overholder reglerne.

»Det er så tydeligt, hvordan man her i landet bliver mødt med mistænkeliggørelse modsat andre steder, hvor man bliver budt velkommen med åbne arme,« siger Asger Daugbjerg.

Han har tidligere arbejdet i reklamebranchen, men i 2002 flyttede han til Singapore som udstationeret direktør for et amerikansk reklamebureau. Han møder Doris Marie Chew, der er ejendomsmægler, og de gifter sig og vælger at flytte til Danmark i en periode. Men måske valgte de forkert.

Doris Daugbjerg arbejder nemlig ikke på fuld tid. Hun går til dansk på sprogskole flere dage om ugen og bruger noget af sin fritid på frivilligt arbejde i Frivilligcentret i Helsinge. Og da hun er i Danmark på en midlertidig opholdstilladelse via familiesammenføring med sin ægtefælle, er hun omfattet af de nye regler for permanent opholdstilladelse, hvis hun vil søge en sådan. Og dermed også omfattet af det omdiskuterede pointsystem. Her er kravene fuldtidsarbejde i to et halvt ud af tre år samt en række øvrige kriterier som aktivt medborgerskab og sprogkundskaber.

Mest synd for Danmark

Men permanent ophold bliver ikke en løsning for ægteparret ifølge Asger Daugbjerg.
»Jeg vil simpelthen ikke lade et pointsystem diktere vores liv, så hvis der bliver problemer, har vi da heldigvis frihed til at flytte,« siger Asger Daugbjerg, der er partner i en konsulentvirksomhed.

Ægteparret har ingen børn, men de har taget et valg om, at det er ham, der arbejder mest i en periode.

De får ikke nogen offentlig støtte og lever ifølge Asger Daugbjerg et helt almindeligt borgerligt liv, hvor manden måske har lidt for travlt med arbejdet engang imellem.

»Og det har vi det fint med. Det er ikke meget anderledes end hos mange andre danske ægtepar, der har valgt samme levevis. Vi er ikke så påvirket af situationen i dagligdagen som mange andre par, der ikke har lige så mange muligheder som os. Men vi er da påvirket af hele udlændingedebatten og stramningerne af udlændingeloven. Jeg synes, det er mest synd for Danmark, for vi har brug for flere hænder i arbejdsstyrken for at kunne finansiere vores velfærd,« siger Asger Daugbjerg.

Hans hustru er netop fløjet til Singapore for at besøge familie og venner.

»Det er nok meget godt lige at komme lidt væk fra Danmark. Her er ingen optimisme, og det er pointsystemet et meget godt billede på,« understreger han og tilføjer:

»Jeg ved, der er mange andre, der har det på samme måde som os. Folk, der har gang i en karriere og lever et stille liv uden problemer og besvær. Men hvis vi virkelig herhjemme ønsker at rangordne borgere, så fred være med det, så må vi videre.«