Hanne Boel er rytmisk musiker med en alsidig karriere. Gennem et kvart århundrede aktiv i hele Europa og kendt blandt finsmagere over hele verden. Og for resten landets mest sælgende sangerinde til alle tider med ikke færre end 2,5 millioner album i alt.

Den danske rockdiva kan endnu og gør det endnu: Hun medvirker fra 28. august og frem til begyndelsen af oktober i »Toppen af poppen« på TV2. Et intimt og psykologisk udfordrende stævnemøde mellem nogle af Danmarks største musiknavne. »Det er det eneste realityshow, hvor de medvirkende arbejder professionelt med musik,« siger hun.

»Som ikke handler om amatører, der skal gå ind på scenen og dumme sig.« Rockscenerne er ellers byttet ud med et kontor for tiden. Hanne Boel har de seneste år været professor og prorektor på Rytmisk Musikkonservatorium. De studerende har fået en lærer med fokus på det evigt omskiftelige musikliv – og med en brændende besættelse af det fag, der hedder kunstnerisk udviklingsarbejde.

Når hun viser rundt i konservatoriet på Holmen, er det med synlig stolthed. »Vores studerende kan gå til eksamen i tre sale med vidt forskellige muligheder,« siger hun. »De kan selv vælge mellem salene og har både gear og lydfolk til rådighed. Så hvis deres musik lyder af lort, kan de kun blame sig selv.« Professorens ret så ydmyge kontor har sofa, skrivebord og et lettere forstemt klaver.

På hylderne finder man skuespilleren F.M. Alexanders bøger om kroppens rette brug. Og indtil flere bind af Franz Schuberts sange med to århundreder på bagen.

Helt skævt med faste ansættelser

Den nye kandidatuddannelse trækker talenter fra hele kontinentet til. København er igen blevet et fyrtårn inden for uddannelse af unge musikere.

»Og succesen forpligter: Vi skal kunne levere den lovede uddannelse«, siger Hanne Boel – med en bevægelse, som når man tørrer sved af panden.

Konservatoriets popularitet blandt de unge kan også mærkes på det samlede niveau rent kunstnerisk. Hanne Boel og hendes kolleger kan i princippet vælge frit mellem de optagelsessøgende. De behøver for eksempel ikke bekymre sig om den rette instrumentfordeling på hver årgang.

»Vi kan faktisk tage fra toppen inden for stort set alle fag. Især vores trommeslagere har ingen genregrænser for tiden. Det er meget spændende.«

Hvad uddanner I dem til?

»De rytmiske samtidsmusikere kommer ud til et arbejdsmarked, der ikke eksisterer på forhånd – og som de derfor selv må opfinde. Vi har stadig få pladser i DRs big band. Men for eksempel de gamle jobs på TV er væk. Så vores studerende må have en entreprenør i maven og kunne manøvrere på et meget frit arbejdsmarked.«

Igen: Det såkaldt rytmiske musiliv på dansk jord har i runde tal nul fastansættelser. Det klassiske musikliv beskæftiger til sammenligning op mod 1.500 mennesker.

Men man hører ingen klagesange fra Hanne Boels side af den grund.

»Jeg sad i Kunstrådets musikudvalg nogle år og ville i begyndelsen holde fanen højt,« siger hun.

»Vi skulle fa’me have nogle faste stillinger inden for det rytmiske. Koste, hvad det ville. Og helst nu. Men jeg har ærlig talt renonceret lidt på det siden dengang.«

Hvorfor?

»Fordi faste ansættelser ikke rigtig klæder rytmisk musik. Både musiklivet og spillestederne har godt af jævnlige udskiftninger. Jeg beder såmænd også vores egne studerende gøre sig fri fra konservatoriet. De skal ud i verden, prøve deres muligheder af, prøve alle sider af arbejdslivet. For jeg ved, de stort set altid kommer klogere tilbage. Man må ikke se et studium som den evige hvile. Eller for den sags skyld en arbejdsplads.«

Så lærerkræfter kan have en bevarende effekt – og ikke for det gode?

»Min egen force er måske nok min erfaring. En ung kan ikke stille med samme viden. Lad mig alligevel lige pensle det ud: Jeg finder tanken om en kunstnerisk uddannelsesinstitution med faste ansættelser helt skæv.

Og jeg priser mig i virkeligheden lykkelig for, jeg selv kun er åremålsansat. Jeg er færdig som professor her til næste sommer. Det passer sikkert konservatoriet helt fint. Det passer også mig selv helt fint. Når fru Boel har været her otte år, må hun bede uddannelsen tage vare på sig selv – og det er det eneste rigtige.«

Studerende skal kuratere sig selv

Hanne Boel kan i dag høres på flere end 20 udgivelser. Sangerinden har i runde tal været klar med et album hvert andet år siden midten af 1980erne.

Du har været i gang i et kvart århundrede. Hvad har forandret sig på den tid?

»Nok mest det rent forretningsmæssige,« siger hun.

»Vi kunne ikke sidde derhjemme dengang og skære vores plader selv. Jeg måtte lave mit allerførste album på nattider i studiet. Det var de tider, jeg måtte få. Det var dem, de turde give mig. Unge musikeres muligheder i dag er næsten endeløse og kan realiseres med yderst få midler.«

»Men ... vores vilkår dengang kunne også noget. Der var jo et kæmpe spring fra min ottespors båndoptager derhjemme til det rigtige gear. Så vi blev i vidt omfang kurateret af pladeselskaberne og til en vis grad også af spillestederne. Mine studerende i dag skal kunne kuratere sig selv – skal kunne vælge til og vælge fra på helt egen hånd.«

De kan så heller ikke leve af deres plader...

»Nej. Det var kun muligt frem til midten af 1990erne. Vi solgte plader som slik dengang. Vi skovlede plader ud. Så jeg tilhører i den forstand en meget forkælet generation af musikere. De færreste tjener noget særligt på en plade længere – både inden for klassisk og rytmisk musik. Man bruger mere det nye album som et visitkort. Som en anledning til at få spillet noget. Og til at få jobs.«

Og de nye streamingtjenester?

»De har i mine øjne revet musiklivet lidt af led. Nogle ganske få kunstnere tjener kassen på dem. Resten tjener ikke noget som helst. Jeg synes, det tegner et meget grimt landskab. Miljøet for live-musik er på den anden side mere levende end i gamle dage. De studerende opdyrker det utroligste omkring sig: Anderledes spillesteder, de nye koncertkirker, caféer uden tradition for musik.«

Den seneste kritik af Rytmisk Musikkonservatorium har særlig kørt i dagbladet Politiken og gået på en opfattelse af de studerende som talenter uden færdigheder.

Kritikken fik modsvar af rektor Henrik Sveidahl: Stedet ejer »en mangfoldighed af visionære og kompetente musikere, komponister, producere og managers, som har deres kunstneriske ståsted i alle tænkelige hjørner af den rytmiske samtidsmusik og hvoraf mange – allerede mens de studerer – sætter hørbare spor i branchen.«

Hanne Boel bakker op og ser resultaterne af de seneste tiltag som hundrede blomster i blomstring.

»Nyheden ved vores optagelsesprøver er den mindre vægt på teorien og noderne og alt det der. De unge skal demonstrere kreativitet. Vi skal se, de vil verden noget. I praksis under ti minutters koncert plus et kvarters samtale.«

Men det skader da ikke med lidt viden?

»Hvorvidt en vordende singer/song-writer kan kirketonearterne, er ikke vigtigt for os,« siger Hanne Boel.

»Vi kræver desto mere, de studerende kan skabe deres egen musik fra dag et. Og det er måske i virkeligheden det mest nye: Du må da hjertens gerne stille op med kopinumre. Vi skal bare kunne høre, hvad du vil med dem.«

Du skal ville noget med verden

En af filosoffen Hans Magnus Enzensbergers udødelige aforismer er »Ingen lærer frivilligt«. Vi mennesker vil allerhelst blive i vores comfort zone. Altså blive ved det, vi er bedst til. Hele tiden.

»Men en virkelig passioneret kunstner er ikke doven, » siger Hanne Boel.

»Og da vi kun har passionerede kunstnere gående her på skolen, er interessen for at lære nyt meget stor. Eller sagt på en anden måde: Vi arbejder stenhårdt på at motivere vores studerende til at skærpe deres færdigheder så de passer til deres kunstneriske intentioner.«

Skulle staten ikke hellere give de unge nogle redskaber til en bred deltagelse i musiklivet? I kunne ikke bede en udpræget rockmand spille jazz?

»Nej,« siger Hanne Boel med et meget bestemt udtryk i øjnene.

»Vi gjorde det i gamle dage. Vi forventede, du kunne både latin og salsa og tysk punk og alt muligt. Men det hang ikke sammen og gør det stadig ikke. Vi har brug for specialister i det her samfund.«

Så vil I overhovedet »lære« folk noget i dybere forstand?

»Du rører ved selve vores grundindstilling her. Hvad man end spiller i den her verden, skal det være et redskab til noget. Hvad enten du synger eller spiller på din panfløjte, skal du fortælle en historie med det. Du skal ville noget med verden. Og kunne vælge våben efter det.

Musikfaget indtager lidt en irriterende særstilling på det punkt. Lad mig bruge vores børn som eksempel: Når de har tegnet en tegning, siger vi »ih« og »næh« og »tak for det flotte billede«. Vi sætter altså pris på børnenes kreativitet. Men hvad hvis den lille viser evner på klaver? Vi finder en klaverlærer som det første. Det er simpelthen ikke heldigt,« siger hun og fortsætter:

Jeg har set folk fra Sydeuropa komme til os. Dybt trænede mennesker, der kan spille med 100 kilometer i timen. Men deres spil rykker ikke en hujende skid – og deres hoveder virker fuldstændig blæste. Vi må kun rose dem, hvis de har været dygtige nok i løbet af nummeret. Man skal simpelthen snakke skyld og skam som det allerførste. Gys.«

Så det skabende forbliver i højsædet hos jer?

»Jeps. Fabrikken i vores kreativitet skal køre hele tiden. Hvis vores fabrik ikke kører, bliver vi skabende mennesker ulykkelige.«