»Vi har brug for både uddannelse og dannelse«

Den almindelige dannelse er på vej ud af folkeskolen. Og det er en farlig kurs. Vi risikerer at skabe en nation af ukritiske og manipulerbare borgere, der giver mere plads til totalitære kræfter, siger Michael Böss. Den holdningsstærke historiker fortsætter interviewserien »Bliver vi klogere med tiden« med at tale om 1960ernes opgør med den sorte skole og kamp for et styrket dannelsesideal.

Michael Böss, samfundsforsker og historiker, Aarhus Universitet. Fold sammen
Læs mere

Diskussionen raser. Holdninger krydser spor. Kampen om den danske folkeskole fortsætter. Det har de færreste undgået at bemærke.

På den vis er der ikke noget nyt under solen. Interviewet her er blot et i rækken af mange, der bemærker, at landets skoler i disse år lægger arena til en kamp om to forskellige måder at forstå begrebet dannelse på. En kamp mellem dem, der går ind for et funktionelt og formalt dannelsesideal. Som mener, at folkeskolen først og fremmest skal lære eleverne at stave, læse og lægge tal sammen. Og dem som forsvarer et såkaldt materialt dannelsesideal. Som mener, at skolen skal fremme elevernes personlige udvikling, kritiske sans og refleksionsevne.

»Vi taler groft sagt om kampen mellem uddannelse og dannelse,« siger historiker Michael Böss, inden han tager hul på en rå gennemgang af folkeskolens historiske udvikling:

»Før Anden Verdenskrig var der ingen officiel beskrivelse for folkeskolen. Dengang lagde man stor vægt på fællesskabet, og selv om politikere var begyndt at tale om dannelsesværdier, var det så som så med den individuelle åndsfrihed. Men efter krigen begyndte man at vende blikket mod det enkelte barns behov, og i 1960 fik vi den såkaldte Blå Betænkning,« fortæller han.

»Meget af indholdet var forudsigeligt. Skolen skulle gøre eleverne kloge og ruste dem til at træde ind i samfundet. Men der stod også, at »det er skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker«.«

Den sidste del af sætningen læser Michael Böss ordret op fra et af papirerne i stakken af medbragte noter, der ligger på bordet mellem os på kontor 414 på Aarhus Universitet, hvor den 63-årige lektor underviser til daglig. »Det første er altså underordnet det andet. Harmoniske, lykkelige og gode mennesker er det væsentlige, og det er et udtryk for det skifte fra fællesskabsfokusering til fokusering på individet, der finder sted i årene efter krigen. Fra 1960 begynder man at se det enkelte barn som mere end bare et individ, der skal uddannes til arbejdsmarkedet,« siger han.

Ændret styrkeforhold

Den Blå Betænkning bliver skelsættende. Ikke mindst frem mod den demokratisering, der op gennem 1960erne ruller ind over folkeskolen og for alvor sætter sig igennem med Ritt Bjerregaards (S) berømte folkeskolelov fra 1975.

Eller som Michael Böss udtrykker sig:

»Nu skulle undervisningen også bygge på åndsfrihed og respekt for det enkelte individ.«

Michael Böss er ikke en tilfældig udvalgt historiker med lidt spredt viden om hjemlige forhold. Han har i årevis beskæftiget sig indgående med den danske folkeskole og dens historiske udvikling, og han er kendt for sine samfundskritiske bøger og debatskabende indlæg i blandt andet Berlingske.

Af samme grund er han også et naturligt valg for et interview om de forandringer, folkeskolen har været udsat for gennem det seneste halve århundrede. For noget har forandret sig i tidsspændet mellem 60ernes gryende demokratiske åndsfrihed og nutidens krævende konkurrencestat, lyder det fra historikeren.

»Frem til 1975 har dannelsesaspektet et lille overtag. Herefter kommer uddannelsesaspektet til at fylde mere og mere, indtil vi ender med den skole, vi har i dag. En skole, der er en uddannelsesinstitution snarere end en dannelsesinstitution.«

Stædig modstand

Ifølge Böss begynder skolen allerede i 1980erne en udvikling frem mod at blive opfattet som samfundets problemløser, der skal udstyre ungdommen med de rette værktøjer, så den kan udfylde huller på arbejdsmarkedet.

»Det er selvfølgelig også en del af skolens opgave, men undervejs overser man, at der findes problemer, som ikke kan løses. Hvordan løser man for eksempel, at ens mor har fået kræft og måske dør af sygdommen? De eksistentielle problemer i tilværelsen kan ikke løses ved at lære lægge to tal sammen. De kræver, at man får nogle andre ressourcer end dem, man kan erhverve sig i matematiktimerne,« siger Michael Böss og hiver fat i filosoffen K.E. Løgstrups tanker om værdien af åndshistoriske og humanistiske fag.

»Løgstrup mente, at selve det at beskæftige sig med kunst, religion og litteratur gør eleverne i stand til at håndtere uløselige problemer. Og det vil i sidste ende også gøre dem mere produktive, fordi de bliver hele mennesker, som er i stand til at overkomme de eksistentielle udfordringer, de møder i livet.«

Løgstrup var opmærksom på, at uddannelse med tiden blev vigtigere end oplysning, og han nærede en stædig modstand mod den stigende instrumentalisering af skolen, han oplevede.

Det samme gør Michael Böss. Ikke fordi han er modstander af højere faglighed. Man kan fint forene en højere faglighed med stærke dannelsesværdier, lyder pointen. Der skal bare være balance i regnskabet.

»I dag satser man for ensidigt på de målbare færdigheder og kompetencer, eleverne tilegner sig. Undervejs overser man, at meget ikke kan måles, og man risikerer at få nogle sårbare børn, der har svært ved at klare udfordringerne i deres private liv.«

Når alt i klasseværelse skal kunne måles, betyder det naturligt nok, at der er ikke er tid til diskussioner, man ikke umiddelbart kan måle værdien af.

»En dansktime kan ikke længere bruges til at snakke sammen om for eksempel etik og menneskelivets udfordringer, fordi den slags samtaler ikke kan måles på samme måde som stavning og læsning.«

Alt er ikke tabt

Den nye skole er i stor stil resultatet af ekspertvældets arbejde. Et arbejde, der tager udgangspunkt i systemteorier, og hvor et ord som »evidensbaseret pædagogik« styrer slagets gang, lyder påstanden fra Michael Böss.

»I dag formulerer embedsværket de fleste af ændringerne i lovene, og jeg tvivler på, om politikerne til fulde forstår konsekvenserne af disse ændringer. Der tales meget om at styrke elevernes viden og give skolen et fagligt løft, men alt udover den slags klare budskaber, er jeg ikke sikker på, flertallet af politikere reelt forstår.«

En af grundene er en udbredt mangel på humanistiskuddannede repræsentanter i Folketinget, mener Michael Böss. Det betyder i sidste ende, at vi går glip af en række væsentlige debatter.

»Mange politikere forstår ikke det dybere indhold i kritikernes tanker, og derfor foregår debatten på to niveauer: Et abstrakt niveau og et meget konkret niveau. Problemet opstår, fordi politik i dag rekrutterer fra akademiske miljøer, hvor man er skolet i at tænke instrumentelt og funktionalistisk.«

Men alt er ikke tabt. Michael Böss er optimistisk på folkeskolens vegne og mærker et paradigmeskifte lure i kulissen. I nær fremtid indser politikerne, at vi går den forkerte vej, siger han.

»Den tidligere regerings idé om en ny skole var et voldsomt brud med forestillingen om, at der både for den enkelte og for fællesskabet er en værdi i at møde kulturarven i form af kulturelle fortællinger, litterære tekster og historiske minder. For Christine Antorini (S) og flertallet i den tidligere regering var skolens formål at forberede børnene til arbejdsmarkedet. Altså en udpræget konkurrencestatspædagogik.«

Af samme grund er Michael Böss glad for, at vi har fået en undervisningsminister, der som kunsthistoriker er rundet af en humanistisk tankegang.

»Ellen Trane Nørby er ikke formet af en kasse-tænkningskultur, og jeg noterer mig med glæde, at hun allerede taler om dannelse inden for uddannelse. Det er forhåbentlig første skridt frem mod en besindelse.«

Og dannelse skal tolkes bredt, og ikke kun ses som den nationalhistoriske dannelse, eksempelvis Dansk Folkeparti står vagt om, siger Michael Böss.

»Den nationalhistoriske dannelse bør selvfølgelig også fremover være del af folkeskolen, men vi har også brug for at tilføre en europæisk og global dimension. Filosoffen Peter Kemp taler om verdensborgeren som pædagogisk ideal. Han argumenterer ligesom jeg for, at vi skal kende vores nationale udgangspunkt. Det er et dybt menneskeligt behov. Men, tilføjer filosoffen, det at erkende sine kulturelle rødder er ikke det samme som at overtage fortidens idealer uændret.«

Ligesom Peter Kemp mener Michael Böss, at folkeskolen som modvægt til den rodløshed, globaliseringen skaber, skal gøre det muligt for både nye og gamle danskere at udvikle en følelse af at høre til på et bestemt sted og til et bestemt historisk folk, frem for at gøre afnationaliseringen af dannelses­begrebet til et mål.

»Jeg taler for, at dannelsesidealet tilføjes en global dimension, som tager udgangspunkt i et syn på mennesket som et historisk væsen og ikke blot et biologisk og socialt væsen. Ellers bliver både gamle og nye danskere fremmede over for det land, de bor i.«

Og den historiske dannelse er vigtig. Den gør os til oplyste og kritiske borgere, der er svære at manipulere med.

»Jeg plejer at bruge et citat af forfatteren Milan Kundera, som oplevede Tjekkoslovakiets brutale totalitarisme. Han sagde klogt, at »menneskets kamp mod magten er erindringens kamp mod glemslen«. Jeg er klar over, at vi lever i et demokratisk samfund, men jeg vil vove at påstå, at der også eksisterer totalitære tendenser herhjemme. Vi ser dem bare ikke, fordi mange beslutninger sker uden vores viden.«

Dybt totalitær forestilling

Som eksempel på totalitære tendenser nævner Michael Böss de senere års fremherskende forestilling om »nødvendighedens politik«.

»I store dele af befolkningen har man accepteret idéen om, at politiske beslutninger altid har rod i nødvendighed. Men selve forestillingen om nødvendighedens politik er dybt totalitær,« siger Michael Böss.

Han kan ikke forestille sig et demokrati, hvor der ikke findes alternativer til de forskellige politiske beslutninger.

»Vi ser den samme kultur i diskussion omkring folkeskolen. Der er skabt en grundlæggende forestilling om, at der ikke findes noget alternativ til konkurrencestaten, og den virkelighed må folkeskolen så bare tilpasse sig. Vi nærmer os faretruende en totalitær tankegang.«

I det hele taget har der herhjemme– på grund af PISA-panikken og frygten for kinesernes brutale fremmarch– længe eksisteret en forestilling om, at vi må ændre tingene hurtigt og radikalt, hvis vi skal fremtidssikre samfundet. Men det er den lige vej mod afgrunden, mener historikeren.

Michael Böss taler ikke om, at vi skal tilbage til 1960erne, men om at den historiske dannelse er afgørende for, at vi har kritiske aktive medborgere. Den kan kun udvikles, hvis man giver den enkelte elev mulighed for selv at tage del i sin dannelse frem for kun at blive uddannet.

»I dag gør man det sidste. Man uddanner konkurrencestatsmedarbejdere, men vi har brug kritiske individer og stærke fælles­skaber. Det moderne Danmark har brug for, at vi har mennesker, der forstår værdien i den individuelle frihed men samtidig kan arbejde sammen og skabe forandringer ved at indgå i fællesskaber.«

Balancen mellem individets frihed og fællesskabets værdi er helt afgørende for vores samfund og kultur, mener historikeren.

»Det er vigtigt, at vi satser på at give vores børn og unge viden, for den er selve forudsætningen for, at der kan foregå en eksistentiel refleksion på et højere niveau. Omvendt skal vi passe på, at vi ikke ryger i den anden grøft, hvor viden kun får en instrumental betydning. Hvis det voksende krav om, at skolen skal kunne »bruges« til noget, får magten, overser man betydningen af alt det, der ikke har direkte anvendelighed i erhvervslivet, men som mennesket har nytte af for at kunne eksistere. Også for at kunne udfolde de faglige færdigheder, det tilegner sig. Vi har brug for både uddannelse og dannelse.«