Vi gider ikke folkedanse

Aflyste DM-arrangementer og gamle udøvere truer folkedans som fænomen. Historiker er overrasket, for det matcher ikke med vores debat om danskhed.

I storhedstiden i 1980erne var der over 20.000 medlemmer af Folkedans Danmark og de tilknyttede foreninger. I dag er der bare 4.600 medlemmer. Fold sammen
Læs mere

Eksperter, der for nogle år siden foreslog, at folkedans sammen med blandt andet andelsbevægelsen og ballettens Bournonville-tradition burde sættes på UNESCOs liste over immateriel kulturarv, havde ikke held i sprøjten.

Foreningen Folkedans Danmark har tilsvarende svært ved at få polka og »Totur til Vejle« på danskernes liste over, hvad de vil bruge deres tid på.

Folkedans Danmarks 4.600 medlemmer og de 150 tilknyttede foreninger lider under, at medlemmerne bliver ældre og ældre med deraf følgende skavanker eller at de simpelthen stiller træskoene på grund af alder. Uden at nye medlemmer kommer til. Medlemstallet var i folkedansens storhedstid i 1980erne på over 20.000.

I år har konsekvensen af folkedansens krise blandt andet været, at man til DM 17. juli har måttet aflyse holdkonkurrencerne og konkurrencerne for små børn. Og på grund af for få tilmeldte og frygt for tomme tilskuerpladser er DM flyttet fra Ringsted Kongrescenter til Ravnsborghallen i Køge, så arrangementet kommer til at ligge i forbindelse med landsstævnet for folkedansere, der normalt samler omkring 1.000 deltagere.

»Alle kender en, der danser folkedans«

Formand for Folkedans Danmark, Jan Kirk Todsen, kalder det underspillet for »trist«, at hans forening vil være en saga blot, hvis ikke yngre mennesker – og her taler vi bare om folk under 50 – kommer til indenfor en overskuelig fremtid.

»Vi har nok ikke lavet reklame nok for os selv. Vi har tænkt: Det kommer af sig selv. Vi er jo rigt repræsenteret med folkedanserforeninger ud over hele Danmark. Medlemmerne kommer af sig selv, har vi troet. Alle kender en, der danser folkedans. Det har så vist sig, at der skal lidt mere til for at få folk til at gå til folkedans,« siger Jan Kirk Todsen.

For at redde folkedansen har Folkedans Danmark helt i tidens toneklang lavet visioner og handleplaner og nedsat fokusgrupper, der skal identificere problemet. En konklusion er under udarbejdelse. Ligesom man arbejder med, at dem, der vinder DM, som »lokkemad« for de, der overvejer at danse folkedans, får mulighed for at deltage i verdensmesterskaberne i folkloredans.
Man håber også at have held med at få grupper af interesserede indmeldt i folkedanserforeningerne på én gang, så deltagerne får mulighed for at danse med folk på deres egen alder og med tilsvarende fysik.

 

Overhalet af salsa og square dance

Vi skal ikke begræde folkedansens eventuelle endeligt med henvisning til, at folkedans er et gammelt og urdansk fænomen med rod i bondekulturens frodige muld.
Det mener Uffe Østergaard, professor emeritus ved CBS Handelshøjskolen i København og historiker med speciale i europæisk identitetshistorie.

»Folkedans er oprindelig opfundet som elitekultur i 1700-1800 tallet. Og så bliver det i 1800-tallet kaldt ægte folkekultur ligesom folkedragterne. Måske er folkedans på vej væk, fordi folk bare hellere vil danse salsa og square dance,« siger Uffe Østergaard.

Han kalder det »overraskende«, at det går tilbage for folkedans.

»Det bryder med forestillingen om, hvad befolkningen har gang i med snakken om, hvor vigtigt det er at være dansk og den slags.«

Uffe Østergaard ser globaliseringen slå igennem på den her måde. I hans bog »Den globale nationalisme« (1998) er pointen netop, at det, der bliver global kultur, er globale forskelligheder. De, der holder af at danse, har blot skiftet polkaen ud med argentinsk tango eller sydamerikansk salsa.

I foreningen FOD, hvis to hundrede medlemmer mellem 15 og 30 år afholder et årligt folkedanse og -musikstævne på lige fod med flere andre ungdomsgrupper, der ikke er repræsenteret i Folkedans Danmark, vurderer Adrian Koch Bentzon, at folkedans måske er ved at uddø, fordi man først kan forstå og holde af folkedans og folkemusik, når man selv udøver den, fordi den er ikke repræsenteret i radioen eller i popkulturen.

»Dans skal være noget, man videreudvikler på, så det ikke er de gamle sure nisser, der sidder på det. Der skal nyt blod til,« siger Adrian Koch Bentzon.

Hvis man skulle lide af den vildfarelse, at folkedans i befolkningen har et nisse-agtigt og halm i træskoene-image, så passer det ikke, mener Jan Kirk Todsen.

»Problemet er ikke, at befolkningen har et negativt billede af folkedans. Problemet er, at folk ikke har noget billede af folkedans overhovedet.«