Vi gaber også når vi ikke keder os

Vi gaber alle i løbet af dagen, og gabet er ekstremt smitsomt. Det er omtrent, hvad forskerne ved om, hvorfor vi vrider kæberne af led i tide og utide. Ny teori foreslår, at gabet er et tegn på medfølelse.

Lige om lidt bryder Madeleine Albright ud i en gaben i sympati med politikerkollegaen Warren Christopher, hvis ellers den seneste forskning har ret i påstanden om, at empatiske mennesker ofte gaber, når de ser andre gøre det. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der er god chance for, at du begynder at gabe på et tidspunkt, mens du læser denne artikel. Forhåbentlig ikke fordi du er i kedeligt selskab med Berlingske Tidende, men simpelthen fordi gabet er så smitsomt, at alene tanken om at gabe ofte betyder, at vi udfører denne lident flatterende manøvre. Men på trods af gabets almindelighed har det længe været et stort mysterium, hvorfor i al verden vi alle gaber flere gange om dagen.

Nu foreslår den amerikanske psykolog og neurolog Steve Platek, at det i virkeligheden er et tegn på menneskets evne til at være medfølende. Han mener, at jo mere empatisk eller medfølende du er, jo mere sandsynligt er det, at du identificerer dig med en anden »gaber« og selv, om end ufrivilligt, kaster dig ud i et sympatigab.

Platek hjernescannede en gruppe frivillige og fik dem til at gabe ved at afspille bånd med gabelyde. Når de gabte, var der stor aktivitet i den del af hjernen, hvor vores evne til medfølelse ligger gemt. Desuden var den del af testpersonerne, som inden scanningen havde sat kryds i et spørgeskema ud for »lav medfølelsesevne«, langt sværere at få til at gabe.

En af mange teorier

Hans tese st]øttes af tidligere undersøgelser, som viser, at psykopater sjældent gaber, men flere forskere har kritiseret konklusionen, fordi der også er flere ting, som taler imod Plateks teori.

Blandt andet gaber mange andre arter af pattedyr, så som hunde, katte og aber. Fugle gaber til tider også næbbet af led, og sågar visse arter af fisk er notoriske gabere.

Derfor er der stadig liv i en lang række af de øvrige teorier om, hvorfor vi gaber, og hvorfor gabet smitter.

En af dem går på, at når vi begynder at kede os eller er ved at blive overmandet af søvighed, betyder gabets ekstra store åndedrag, samt strækken af ansigtets og kroppens muskler, at blodcirkulationen til hjernen stiger med mere livlighed til følge. Men som med de fleste andre gabende teser er der endnu ingen videnskabelige beviser for denne ellers umiddelbart logiske forklaring. Desuden forklarer det ikke gabets smitsomhed.

En mini-orgasme

Det kan være, at årsagen til smitsomheden skal findes mange hundredtusinde år tilbage i tiden.

Det er fra flere sider blevet fremævet, at gabet var en måde urmenneskerne ubevidst brugte til at signalere over for hinanden, hvor friske de var. På den måde kunne flokken koordinere deres indbyrdes døgnrytme.

Til de mere farverige forklaringer hører den hollandsk forsker Wolter Seuntjens. Han afleverede sidste år en 464 sider lang afhandling med titlen »The Hidden Sexuality of the Human Yawn«, der påstulerer, at gabet har seksuelle undertoner.

Kroppens strækning under gabet skulle ifølge Seuntjen være et signal om lyst eller forelskelse. Desuden mener han, at flere af kroppens fysiske reaktioner på et gab har så mange ligheder med en orgasme, at termen »mini-orgasme« er på sin plads.

Og så er det jo ikke så kedeligt længere.