»Vi går en mørk tid i møde«

Da Mériam Bousselmi var barn, blev hun ofte spurgt, hvad hun ville være, når hun blev stor. Svaret faldt prompte: »Præsident«.

Det var ikke et typisk svar for en lille tunesisk pige, og de voksne grinede og spurgte hvorfor.

»Jeg svarede, at jeg ville lave om på tingenes tilstand. Jeg ønskede lighed, frihed og retfærdighed,« fortæller Mériam Bousselmi, som er på besøg i København i anledning af opsætningen af hendes stykke »Det som diktatoren ikke sagde« på Takkelloftet i Operaen.

Som ung overvejede hun barndommens drøm om en politisk karriere men indså hurtigt, at det ikke var den rigtige vej for hende.

»Jeg er ikke diplomatisk. Jeg er en oprører, og politik handler ikke om at ændre verden. Politik handler om at indgå kompromiser,« mener Mériam Bousselmi, som både er uddannet jurist, dramatiker og instruktør.

Advokatgerningen blev også parkeret hurtigt efter, at hun fik ret til at praktisere.

»Kløften mellem teori og praksis var for stor. Jeg så på tæt hold, hvordan loven blev praktiseret. Systemet var gennemkorrupt og fyldt med svagheder.«

Så da Mériam Bousselmi i 2010 – kort tid før den tunesiske revolution i 2011 – fik mulighed for at sætte sit eget stykke op på nationalscenen, slog hun til. Stykket hed »Mémoire en retraite« og fortalte historien om en diktators fald. Censuren var udtalt, så det var ikke muligt at rejse politiske problemstillinger direkte på scenen, i stedet måtte hun bruge metaforer.

»Det var nødvendigt for mig at udtrykke mig. Jeg følte, at vi ikke længere kunne trække vejret. Vi havde ingen frihed, arbejdsløs-heden steg, unge kunne ikke bruge deres uddannelser til noget, og der var ingen muligheder for at skabe en bedre fremtid. Desperationen steg, og desperate mennesker har ingenting at miste, så det var blot et spørgsmål om tid, før der ville ske noget. Men jeg troede ikke, at det ville gå så hurtigt, som det gjorde. Opstanden kom pludseligt, efter en mand satte ild til sig selv i afmagt. Da han døde, gik folk på gaden. Nationalscenen lå centralt for begivenhederne. Nogle gange gemte demonstranter sig på teatret efter sammenstød med politiet. Nogle dage gik vi på gaden for at give vores mening til kende, når prøverne på teatret var ovre.«

På det tidspunkt var Mériam Bousselmi håbefuld og havde høje forventninger til fremtiden.

»I begyndelsen troede jeg, at vi kunne bygge noget nyt fra bunden, men jeg indså hurtigt, at det ville gå galt. Efter en måned stod det klart, at én diktator var blevet erstattet af massens diktatur. Forskellige kræfter var blevet sluppet løs – populister, traditionalister, islamister og forskellige stammer. I øjeblikket giver demokratiet massen ret til at styre landet, og det mener jeg ikke er nogen god løsning, når massen er dum og uoplyst og ikke er sit ansvar voksent. Jeg oplever, at censuren er mere udtalt i dag end under diktatoren.«

Systemkritik gennemsyrer Mériam Bousselmis stykker og gør det vanskeligt for hende at arbejde i hjemlandet. Blandt andet fordi skuespillere er betænkelige ved at tage hendes ord i munden på scenen.

»Jeg har været udsat for forskellige repressalier. Den økonomiske situation er også dårlig, så mine muligheder for at arbejde i Tunesien er begrænsede.«

De gamle demokratier er forbrugerfængsler

Mériam Bousselmi har i øjeblikket base i Berlin. Nærkontakten med Europa har fået hende til at fundere over, hvor frie vi europæerne egentlig er.

»Som jeg ser det, handler jeres frihed mest om friheden til at konsumere og købe en masse ting. Det er en farlig udvikling. I er forbrugszombier, der ikke er bevidste om, at I befinder jer i ét stort fængsel – materialismens fængsel, pengenes fængsel.

I mit hjemland, hvor man har diktaturet i frisk erindring, bliver der – på trods af alt – stillet mange kritiske spørgsmål. Hvilken vej er rigtig, og hvilken er forkert? Man kan så være uenig med en stor del af tilkendegivelserne, men der er en anden opmærksomhed [på faldgruberne], end det er tilfældet her.«

Under sit ophold i Europa har Mériam Bousselmi arbejdet sammen med mange unge mennesker.

»En stor del af dem har ingen retning. De tager ikke rigtig stilling til verden, og de er ikke lykkelige. Det siger noget om den mentale tilstand i Europa. Mange mennesker befinder sig i en sindstilstand, der er præget af travlhed. Man skal hele tiden lave noget og tage del i et kapløb, hvor man beviser over for sig selv og andre, at man er en succes. Men er det tilfredsstillende mål for livet og fremtiden?«

Mériam Bousselmi bor i Berlin på lånt tid. Hendes visum løber ud i slutningen af marts, og alt tyder på, at hun så må vende tilbage til Tunesien. Det passer hende ikke. På trods af den europæiske dårskab, er Europa klart at foretrække.

»Hvis jeg skal have en opholdstilladelse i Europa, så skal jeg igennem en ansøgningsproces, hvor jeg skal bevise, at jeg er forfulgt i mit hjemland. Det kunne jeg godt, men jeg finder det europæiske system ydmygende, og jeg vil ikke ydmyge mig selv for at få tilladelse til at blive her. Det er et princip for mig, selvom jeg befinder mig i en vanskelig situation. Så jeg vil tage tilbage, og jeg vil arbejde og udtrykke mine holdninger.

Måske bliver jeg dræbt, men det må jeg så blive. Jeg vil være fri, og hvis man skal være fri, må man have modet til at tale sandt og oprigtigt, selvom man frygter for sit liv.«

Kunstnere er lammet af støttekroner

Mériam Bousselmi bliver sjældent berørt, når hun går i teatret i dag.

»Vi tror stadig, at teatret er et sted med stor frihed og store tanker. Det er en løgn. I dag handler teatret kun om networking og penge, og kunstnerne er blevet reduceret til simple funktionærer. Kunstnere arbejder på deres ansøgninger og skaber kun noget, hvis de kan få penge til det. Men er man en fri kunstner, når man er styret af penge og kulturpolitik? Jeg skriver, når jeg får et stærkt behov for det. Det kommer indefra. Jeg må skrive, ellers kan jeg ikke være i min krop. Jeg sætter mig ikke ned og venter på penge. Jeg skriver, fordi jeg har noget at sige. Intet kan stoppe mig,« fortæller Mériam Bousselmi.

Teatergæsterne ser hun også som en del af det uvedkommende og ligegyldige system, som teatret har udviklet sig til.

»Tidligere var teatret et sted, hvor idéer blev skabt, og refleksioner opstod. I dag går folk i teatret for at skrive om det på de sociale medier og få det godt med sig selv. De køber en billet, de møder op, og bagefter fortæller de, at de blev »åh så berørte af at se et stykke om Syrien«. For det er sådan, at folk håndterer deres skyldfølelse over, at de intet gør for at stoppe begivenhederne i Syrien.«

Mériam Bousselmi mener ikke, at man kan – og skal – skrive, hvis man ikke har noget at sige. Under sit besøg i Danmark har hun undervist en gruppe danske studerende, og da hun spurgte dem, hvorfor de skrev, kunne de ikke svare.

»De kunne ikke placere deres virke i verden. De var mest optagede af deres egne erfaringer. Som dramatiker kan og skal man selvfølgelig også beskæftige sig med fortællinger fra privatsfæren. Men individet er ikke en ø. Individet er en del af en kontekst, og det skal man være bevidst om. Det er en del af ens arbejde som dramatiker. Man kan ikke skildre et menneskes stemme, hvis man ikke er bevidst om, at det enkelte menneske er en del af menneskeheden. Man kan ikke bare interessere sig for sig selv,« siger Mériam Bousselmi og læner sig ind over bordet og hvisker som om hun deler en absurd hemmelighed:

»De får endda penge for at tage en uddannelse.«

Den demokratiske æra er snart slut

Når Mériam Bousselmi kigger ud i verden, ser hun en verden, der er i opbrud og styrer direkte mod fundamentale forandringer.

»Vi går en mørk tid i møde, og jeg tror, at det kan komme til at gå stærkt. Ligesom det gjorde i Tunesien. Mange mennesker tror, at det bliver en langsom proces, selv om de er opmærksomme på forskellige tegn og kan se, at der sker ting, som ikke er normale, så klynger de sig til håbet.

Vi troede ikke, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg, men det gjorde han. Og så er der Brexit, Polen, Ungarn, Syrien, Irak, Yemen, Cameroun og alle de andre steder. Vi tænker: »Nej, nej, nej« – og vender ryggen til, fordi det ikke sker i vores by eller land. Populister, racister og fascister får magten nye steder i verden.

Jeg tror, at de gamle demokratier vil komme til en ende i løbet af kort tid. Der vil blive slået nye streger på Jordens geopolitiske kort,« siger Mériam Bousselmi.

Uroen fylder meget for den tunesiske dramatiker og instruktør – også på det helt private plan.

»Fremtiden vil kræve store ofre af os. Vi er på vej i en meget vanskelig tid, som vi skal gennemleve, før vi kommer ud på den anden side. Jeg tror, at jeg er klar til det mentalt, og jeg handler også derefter. Eksempelvis er jeg 33 år gammel, og jeg bliver hele tiden konfronteret med spørgsmålet om, hvornår jeg skal have børn, for det er der i høj grad tradition for, at en kvinde på min alder har i mit hjemland. Men er det klogt at få børn, når verden ser ud som den gør? Vil det bibringe noget godt? For mit eget vedkommende tror jeg, at svaret er nej. Vi skal kæmpe på et helt andet niveau, når den eksisterende verdensorden falder.«

Mériam Bousselmi ser mangel på mening og/eller ressourcer alle vegne. Og så er der frygten, fordi vi ikke kan få øje på løsninger: »Tidens store filosofiske spørgsmål er: Hvad kommer efter? Jeg har ingen svar, men forskellige scenarier rumsterer i mit hoved. Og der florerer jo en del teorier om blandt andet superstater eller at verdens finansielle institutioner, store brands eller superrige vil regere. Og så er der hele den økologiske bølge med ønsket om at leve i pagt med naturen.«

I Mériam Bousselmis stykke »Det som diktatoren ikke sagde«, som Holland House aktuelt sætter op på Takkelloftet, møder publikum en manipulerende diktator, der på alle måder forsøger at forklare sig.

»Min pointe med det stykke er jo, at ansvaret ikke kun er hans. Det er et fælles ansvar, hvordan vi indretter os, og om vi lader os manipulere. Jeg tror på mennesket, og jeg nægter at opgive den tro, selvom jeg tror, at livet vil byde os mange hårde ting i den nærmeste fremtid. Men vi kan finde en ny vej.«