Vi fylder mindre i døden

95 procent af københavnerne bliver i dag urnebegravet, hvilket efterlader byens kirkegårde med så meget overskydende plads, at der nu skal laves rekreative områder, hvor der ikke længere begraves.

Bispebjerg Kirkegård. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hovedstaden bliver mere og mere tætpakket, men bag de høje mure til Københavns kirkegårde er der mere plads end nogensinde. 95 procent af københavnerne vælger nemlig i dag at blive brændt og nedsat i urne frem for en traditionel kistebegravelse. Og da en kiste kræver seks gange så stort et areal som en urne, har det efterhånden frigjort så meget plads på byens to største kirkegårde Vestre og Bispebjerg, at store naturområder ligger næsten uberørt hen.

Derfor har Københavns Kommune nu lavet en 50-årsplan for, hvordan man kan udnytte pladsen bedre – til glæde for både de døde og levende borgere.

»Det vil betyde et løft for byen som helhed, hvis man får åbnet kirkegården og skabtnogle nye rekreative muligheder, så man ikke bare bor ved siden af en stor mur, men bor ved siden af et attraktivt grønt område,« siger Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (EL) om projektet. Han tror især, at det vil gavne det socialt udsatte boligområde i Københavns Nordvestkvarter, hvis Bispebjerg Kirkegård i højere grad kommer til at fungere som park og grøn oase til picnic og gåtur for beboerne i bydelen. Men det skal stadig først og fremmest være kirkegård, understreger borgmesteren:

»Man skal selvfølgelig ikke bare gøre det hele til parker. Men kirkegården må godt blive en mere integreret del af byen og ikke bare et mærkeligt indelukket sted, hvor ingen nogensinde kommer.«

Langt mellem afdøde naboer

På Bispebjerg Kirkegård har københavnernes ændrede begravelsesvaner afsat tydelige spor. Engang var den 43 hektar store kirkegård – hvilket svarer til 14 gange Rådhuspladsen i København – dækket af snorlige stedsegrønne hække og velholdte gravsteder, og det tog ikke mange år fra åbningen i 1903, før den var fyldt op.

I dag er Bispebjerg Kirkegård dog blevet lidt flosset i kanten. Jo længere man bevæger sig ud ad de brede alléer og små stier, jo tyndere befolket bliver der bag hækkene. Der er flere meter mellem de afdøde, og fordi kirkegården også har fjernet hækken, hvor gravsteder er blevet nedlagt, stikker der nu kun ensomme firkanter af hæk op hist og her som et sørgeligt tandløst smil.

»Der ser sådan lidt forladt og tilfældigt ud,« bemærker landskabsarkitekt Annemette Fredslund Aagaard, der viser Berlingske rundt på kirkegården.

Hun er specialkonsulent og har gennem tre år stået i spidsen for at udvikle de planer for Københavns Kommune, som skal indrette kirkegårdene til fremtiden.

Der er nemlig behov for nytænkning, hvis man skal vende den negative spiral for kirkegårdenes økonomi og omdømme, forklarer hun. For når gravsteder nedlægges, og store områder kommer til at se afpillede ud, bliver det også mindre attraktivt for fremtidige gravstedskunder at købe et gravsted, som trods alt er det, kirkegården tjener flest penge på. Det mest populære sted er derimod kirkegårdens anonyme fællesgrav, hvor over 100.000 personer i dag ligger begravet i urner under én stor græsplæne.

Men det er en svær balance at forbedre kirkegården som rum for både sørgende og for naturhungrende københavnere, erkender Annemette Fredslund Aagaard.

»Det kan ikke lade sig gøre i et storrumskontor,« siger hun og hentyder til, at sørgende forældre til afdøde børn og joggende søndagsturister i dag skal gå klods op af hinanden. Når der både skal være plads til liv og sorg, kræver det, at der bliver en tydelig afgræsning af, hvor der skal være hvad, for eksempel i form af flere træer og rumdannende hække, forklarer landskabsarkitekten.

For det er vigtigt at bevare det rum, som kirkegårdene udgør i byen:

»Kirkegårde rummer jo en unik blanding af landskabsarkitektur, personhistorie, samfundshistorie, kunst og bevaringsværdige bygninger – og det hele er samlet et sted. Og så er her en ro, der sjældent findes centralt i store byer.«

Døden skal også være unik

Brænding af lig i moderne forstand har kun været lovlig i Danmark i godt 120 år. Før da blev alle begravet i en kiste, men da kirkegårdene især i de store byer i slutningen af 1800-tallet blev overfyldte, kom de til at udgøre en direkte sundhedsrisiko. Derfor stiftede en gruppe mænd med en læge i spidsen Foreningen for Ligbrænding, som kæmpede for at få kremering lovliggjort i Danmark.

»Det skulle være mere rationelt. Vi skulle ikke ligge der og fylde og være ulækre,« fortæller antropolog Gitte Lunding, der er leder af Kulturcentret Assistens og i mange år har forsket i udviklingen i begravelser og kirkegårde.

Det var altså både et hygiejneproblem og pladsmangel, der banede vejen for ligbrænding i Danmark. I dag er ingen af delene et problem længere, og Gitte Lunding ser faktisk en tendens til, at kistebegravelserne er begyndt at vinde lidt frem igen de seneste par år.

»Folk har et behov for at forstå, hvad der bliver af den døde. En bisættelse er meget abstrakt, fordi man kigger efter rustvognen, der kører bort med kisten, og så får man en lukket beholder tilbage. Så der er et brud i ritualet, som ikke er der, hvis man vælger en jordfæstelse,« fortæller hun.

Derfor mener hun heller ikke, man helt skal afskrive de traditionelle gravsteder eller kistebegravelserne. Tværtimod skal man ruste sig til, at folk ønsker langt flere valgmuligheder – også i døden:

»One size fits all holder bare ikke mere. Som begravelsesmyndighed skal man have mange varer på sine hylder.«

Hun nævner som eksempel den voksende interesse for skovgravpladser, hvor folk kan ligge i naturlige og skovlignende områder. Netop skov- og naturafsnit er da også en del af udviklingsplanerne på både Vestre Kirkegård og Bispebjerg Kirkegård, hvor man forbereder sig på, at kunne tilbyde flere gravstedsformer.

Anonyme fællesgrave

Naja May, der er bedemand og indehaver af begravelsesforretningen Unikafsked samt antropolog med speciale i dansk begravelseskultur, er enig i, at vores begravelsesvaner i stigende grad stikker i alle mulige retninger.

»Vi kan ikke lide stangvarer, vi kan godt lide det specielle og unikke. Og det vinder også indpas i forhold til begravelse. Det skal ikke være noget, alle de andre har.«

Og i en kultur, hvor vi dyrker selviscenesættelse, tror Naja May ikke, at vi bliver ved med at fylde mindre og mindre i døden. Tværtimod kommer gravstederne til at få større personlig betydning:

»Vi tilhører jo ikke nøjsomhedsgenerationen, som vores forældre og bedsteforældre gjorde. Vores bedsteforældre har jo typisk brugt enormt meget tid på at rende rundt og passe deres forældres gravsteder. Og så har de sagt til deres børn: Det skal I ikke, det vil vi ikke udsætte jer for. Vi skal bare i en askefællesgrav, og så skal I ikke tænke mere på det.«

Dengang passede den socialdemokratiske tankegang om lighed ikke med at ligge og prale under et stort monument, siger Naja May. Og så var valget af de anonyme eller små urnegrave både praktisk og økonomisk.

»Men i dag er tiden en anden. Vi eksponerer os selv, og selvfortællingen er en on going proces på alle de sociale medier. Den tror jeg også, vi vil tage med i døden, så selv om vi ikke fylder så meget i urne, så vil vores fortælling komme til at fylde. Og derfor tror jeg ikke, at vores generation vil nøjes med et lille beskedent gravsted eller at komme i den anonyme fællesgrav,« siger hun.