»Vi følte, at vi også måtte gøre noget«

Mogens Henrik Nielsen, 86 år, var modstandsmand i Vestjylland. Sammen med fem andre unge lavede han sabotage mod et værkstedsanlæg. Kort efter blev han pågrebet og sendt i koncentrationslejren Neuengamme.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilken slags sabotage var du med til at udføre?

»Da tyskerne en uge efter 9. april 1940 kom til Ulfborg i Vestjylland, hvor jeg er fra, blev de indlogeret i den kommunale skole i byen og senere i en lille barakby, som blev bygget ved siden af skolen. Tyskerne begyndte at lave det, de kaldte Vestvolden. Her byggede danske firmaer et værkstedsanlæg for lastbiler og biler, der trængte til reparation. Det synes jeg og fem andre skolekammerater, som alle var mellem 16-18 år, ikke om, så vi besluttede os for at lave en mindre sabotageaktion mod anlægget. Der var allerede en stærk modstandsbevægelse i gang på det tidspunkt, og de fleste unge i andre europæiske lande var aktive i krigen, så vi følte, at vi også måtte gøre noget. Og det gjorde vi så. Vi satte ild til samtlige køretøjer, så værkstedsanlægget brændte ned til grunden. Men det var faktisk den første og sidste aktion, vi nåede at lave sammen. 17. august 1944 - cirka 14. dage efter vores aktion - blev vi på Sorø Banegård arresteret af to Gestapo-folk og ført til forhør. Dagen efter blev jeg ført til Holstebro til et nyt forhør. Efter to Gestapo-folk fra Århus havde tortureret mig tilstod jeg. Kort tid efter det, blev jeg ført til Frøslev-lejren sammen med cirka 30 andre.«

Mogens Henrik Nielsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvilken dag var du mest bange?

»Der var ikke én bestemt dag, hvor jeg følte mig mere bange end andre. Det var mere den grundlæggende uvished om, hvad det ville sige at komme til en tysk koncentrationslejr, der var frygtindgydende. I Neuengamme blev vi iført det udleverede tøj og sko og dernæst sat til hårdt arbejde med uddybning af kanalen, der gik fra floden Elben og ind til koncentrationslejren. 12 timer dagligt. Neuengamme havde mange underlejre – 70 til 80 styks. Flere af dem havde ikke sygeafdelinger til fangerne, som derfor blev ført tilbage i godsvogne til Neuengamme. En dag skulle jeg sammen med syv-otte andre fanger trække fladvognen uden for den indre lejr. Der holdt en godsvogn. Om natten var den kommet med et tog med syge fanger, som skulle indlægges på fangerevieret. Nogle af disse syge fanger var døde på turen til Neuengamme, og de skulle nu hentes ind i lejren for at blive registreret som døde, inden de kunne komme på krematoriet for at blive brændt. Der lå måske 10-12 døde fanger inden for vogndøren. To fanger gik op i vognen. Den ene tog fat i benene og den anden i armene på den første døde fange. Løftede ham op og svingede ham ud af døren og ned på fladvognens lad. Så den næste, indtil vognen var tømt og fladvognen fyldt op.«

Mogens Henrik Nielsen blev ført til Danmark og videre til Sverige den 9. april 1945 med Folke Bernadottes hvide busser til en skole i Katrineholm, der var indrettet til lazaret. 15. maj 1945 kom han igen til Danmark.

Fortalt til Keyvan Bemdej.