Det er svært at se det, hvis man ikke lige ved det: At vi befinder os i en af Danmarks rigeste kommuner, der bruger fjerdeflest penge på folkeskoleområdet pr. indbygger, og hvor snart sagt alle partier har »bedste børnekommune« som mærkesag.

Engholmskolen i Allerød er belagt med nussede blå gulvtæpper. Fra metalloftet hænger elinstallationer, som har været under reparation i månedsvis. Biologilokalet ligner noget fra det forsømte forår med nedslidte træmøbler og udstoppede dyr i gamle glasmontre. Indeklimaet er så ringe, at eleverne sidder og hænger. Og så er internettet nede – igen igen.

Faktisk har Venstre i kommunalvalgkampen foreslået at rive skolen ned og bygge en ny og moderne.

»Men det er jo bare valgflæsk,« sukker John Ingerslev på 54, der har været lærer siden 1995. Han har ikke meget tiltro til politikernes visioner på skoleområdet. Ikke længere, i hvert fald, for han kan ikke mærke, at skolen bliver prioriteret. Og efter forårets konflikt er tålmodigheden ved at være slidt op.

»Skolen er god og fungerer, fordi vi selv er så gode til at lukke hullerne,« siger John Ingerslev.

Selvom Engholm er kommunens mest nedslidte, er den stadig meget søgt blandt forældrene. Allerød Kommunes skoler som helhed er ifølge Berlingskes Kommuneindeks de sjettebedste på landsplan til at løfte elevernes faglige niveau.

»Det er både godt og skidt, for så accepterer vi flere forringelser. Men med konflikten, er grænsen nået,« siger John Ingerslev.

Cirkusklovne med grønne kasketter

På lærerværelsets korkgulv er støjnivauet højere end i den vuggestue, Berlingske besøgte i går som første kapitel i bestræbelsen på at undersøge, hvorvidt de kommunale realiteter lever op til danskernes forventninger. Her i de blå- og grøntpolstrede træmøbler, hvor et par lærere har sat sig ved computeren for at tjekke efteruddannelsesskemaet, kan forårets udmarvende konflikt også stadig mærkes.

»Det var et stort frustrationspunkt under lockouten, at vi fik at vide, at vi ikke arbejdede eller var dygtige nok. Mange tog det rigtig tungt og var helt tyndslidte,« siger Dorte Høvelt, der underviser i fransk, engelsk og historie.

Lærerne ville så gerne vise, at de ikke var dovne, men tværtimod elskede deres job og gerne ville arbejde. Så de rendte rundt og dansede på motorvejsbroen og fejede ovre ved SuperBest og delte skolekridt ud.

»Det var en manisk måned, der gik med meget mærkelige ting, fordi vi skulle retfærdiggøre os selv. Når man ser det efterfølgende, føles det, som om vi rendte rundt med grønne kasketter og legede cirkusklovne.«

Da lockouten var overstået, gik der en uges tid, hvor alle var bange for, hvad eleverne havde fået med hjemmefra. Kom der nu en spydig bemærkning om at lærerne »rigtig havde gået og krydret røv i en måned?« Hvordan skulle de komme igennem det næste skoleår?

Ind til videre går det – også bedre, end mange havde frygtet.

»Men man kan da godt blive lidt bange for, hvordan det bliver fremadrettet,« siger Dorte Høvelt.

Presset fra forældrene

Ifølge skolens souschef, Lisbeth Radich er der nu næppe grund til at være alvorligt bekymret på Engholmskolens vegne.

»Jeg vil sige, at når lærere kommer tilbage fra kurser med kollegaer i andre kommuner siger de ofte, at vi glemmer, hvor godt vi har det her,« siger hun.

På systemniveau er vilkårene faktisk bedre her end så mange andre steder, så souschefen vil ikke klage.

»Vi mangler lidt pynt på lagkagen, ja, men lagkagen er der.«

I arbejdsrummet hvor Lisa Østerhegn laver årsplaner for ottende, er skepsissen dog stadig intakt. Her er 14 computere til godt 60 lærere. Det dur, fordi de fleste stadig forbereder sig hjemme, men med skolereformen er der lagt op til, at lærerne skal være på skolen hele dagen.

»Hvordan har man tænkt sig, at det skal fungere?,« sukker hun.

»IT, der ikke virker, er noget af det, der stresser mest,« siger Lisa Østerhegn.

At der ikke er trådløst internet i udskolingen, men eleverne skal læne sig langt hen til vinduerne for at fange lidt fra ældreplejen. At der gik måneder fra der blev skåret huller i tavlerne, til der rent faktisk kom smart boards op.

»Vi føler hele tiden, vi er bagud på point. Det er svært at levere det, forældrene forventer, når rammerne ikke er i orden,« siger hun.

Lisa Østerhegn husker en satiretegning, hun så for nylig. På den ene var et forældrepar, der holdte et ark frem for deres barn og spurgte »Kan du venligst forklare mig disse karakterer?!« Den samme tegning 30 år senere viste et forældrepar med et ark i hånden og det samme spørgsmål – nu bare henvendt til læreren.

Systemkravene oppefra kan man håndtere, få til at gå op, klemme ballerne sammen, selvom det ikke er sjovt.

»Og det er sådan set også rimeligt nok, at forældrene forventer sig meget af skolen og stiller høje krav,« siger Lisa Østerhegn.

For lærerne forventer jo også meget af sig selv. Og i en kommune, hvor borgerne bidrager så meget til fælleskassen med deres høje lønninger tænker alle naturligt på deres eget barn.

Men særligt i sparetider er det vigtigt også at have blik for fællesskabet, hvis det hele skal gå op, lyder bønnen fra både lærere, børnehaveklasseleder og souschef.

»Der kunne man godt ønske,« siger Lisa Østerhegn, »at forældrene blev ligeså gode til at stille krav til, at deres egne børn også kan finde ud af at indordne sig.«