Vi er slet og ret for nemme

Hvordan bliver de to kugler mellem fingrene til fire? Professor har kastet sig over psykologien bag kendte tricks. Tryllekunstneren lever af vores mangel på fantasi.

David Copperfield har tryllet bl.a. Frihedsgudinden væk lige for øjnene af publikum. Arkivfoto: Patrick B. Kraemer / EPA Fold sammen
Læs mere

Vi husker alle David Copperfield og hans mest berømte trick:

Den amerikanske tryllekunstner havde samlet hundreder af mennesker på en udendørs scene med udsigt til Frihedsgudinden.

Han trak så et kæmpe tæppe foran udsigten til den kendte statue og snakkede lidt. Og da han trak tæppet fra igen – var Frihedsgudinden tryllet væk!

Showmanden har gennemført lignende stunts flere gange og herunder gjort en hel jumbojet usynlig.

En troværdig forklaring har været kendt i miljøet gennem mange år og regnes knap nok for hemmelig længere:

Copperfields tilskuere sad i virkeligheden på en kæmpe scene. De var så langsomt blevet drejet væk fra Frihedsgudinden og var endt med udsigt til den ganske almindelige horisont.

Uhyre enkelt. Nogle føler sig nærmest dumme, når det afsløres. Hvordan kan showfolk som den karismatiske amerikaner slippe så nemt?

Vebjørn Ekroll er professor i psykologi ved Bergens universitet og har forsket længe i tryllekunstens gåder.

Hans granskning blev senest beskrevet i idemagasinet Aeon og kan på sin egen måde virke både hyggelig og lidt nedslående.

For vi er ikke bare for nemme. Vi ved ikke selv, hvor nemme vi er. Hvilket tryllekunstnere så udnytter med stor virtuositet.

Det grundlæggende fænomen i magi kaldes »inattentional blindness« eller uopmærksomhedsblindhed. Selv om noget sker lige for øjnene af os, lægger vi ikke mærke til det – simpelthen fordi vi har vores opmærksomhed et andet sted.

Beviset kom i et meget berømt forsøg tilbage i 1970erne:

Forsøgspersoner skulle følge to hold i en kort basketballkamp og tælle samtlige afleveringer undervejs. De tilmeldte studerende ramte stort set rigtigt og viste sig i det hele taget både opvakte og opmærksomme.

Ingen af dem så bare gorillaen. En skuespiller i gigantisk abekostume var gået lige så langsomt ind og ud igen. Vedkommende havde endda stillet sig midt på banen undervejs og hilst med et pænt buk. Helt uset af de unge mennesker.

Den norske professor bevæger sig så et skridt videre. Selve vores uopmærksomhed er faktisk ikke så mærkelig igen. Gåden ligger i vores forstemmende mangel på indsigt i egen uopmærksomhed.

Eller som professoren selv udtrykker det: Hvis vi med egne øjne ser noget helt ulogisk, lader vi vores syn styre vores logiske sans – for vi har jo set det ske.

Og kuglen, der bliver til to kugler, der igen bliver til fire kugler mellem tryllekunstnerens fingre?

Han har i virkeligheden kun én. Resten er halve skaller omkring den første kugle. Når han spreder fingrene med kugler, viser han os bare skallerne med den rigtige side udad.

Skallerne ligner altså kugler fra rigtig mange vinkler. Og fordi vores syn siger »kugle«, gør vores hjerne det også. En halv sandhed er helt bogstavelig blevet en hel – og end ikke syv vilde gorillaer kan få os fra den igen.