»Vi er så forskellige som alle andre«

Udover at kæmpe med deres køn må de også slås med regler og fordomme. Urban har taget en snak med en gruppe danske transkønnede om behovet for at bestemme sit eget navn.

Urban har mødt en gruppe danske transseksuelle til kaffe, kage og en snak om behovet for at bestemme sit eget navn. Her er det Lisbeth Lund (i lilla), Tina Nielsen (blomst i håret) og Izabella Simonÿ (lyst hår) Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hofteholdere, bageopskrifter og politik. Snakken går om stort og småt, mens hjemmebagt chokoladekage og friskbrygget kaffe går på omgang. Det er fredag aften i Christianshavns Beboerhus. Den lille gruppe, der er samlet rundt om bordet, er alle født som mænd, men føler sig i større eller mindre grad som kvinder. Nogle lever som kvinder hele tiden, mens andre nøjes med at trække i dametøjet en gang imellem. I aften er de her alle som kvinder. Og de har hver deres stil. En viser de lange ben frem i røde nylonstrømper og stilletter, en anden har langt, blond hår og stilfuld halvtredserkjole på, mens en tredje har valgt en denimnederdel og droppet sminken.

Udveksler erfaringer

- Det er rart at mødes her. Man tror, man er helt alene i verden, men her kan man støtte hinanden og udveksle erfaringer, fortæller Malene Andreasen på 53 år. Ved siden af Malene sidder Izabella Simonÿ. Hun har stået for aftenens arrangement og brænder for at forbedre forholdene for transkønnede i Danmark. Derfor har hun hjulpet SF med at udarbejde et kommende beslutningsforslag, der skal forbedre vilkårene for transvestitter og transseksuelle i Danmark. Hun mener, at de selv burde have lov til at beslutte, hvad de vil hedde. - Vi er jo tænkende individer og gør ikke noget uovervejet. Lige nu ville det for eksempel være åndssvagt for mig at skifte navn, for jeg lever måske kun tyve procent af tiden som Izabella. Men hvis jeg på et tidspunkt føler mig mere end halvtreds procent som Izabella, har jeg da ikke lyst til at hedde Jørgen længere, siger Izabella Simonÿ. Blandt SFs forslag er også et særligt id-kort til transkønnede. Kortet vil kunne gøre hverdagen en del lettere, siger Izabella Simonÿ: - Hvis man for eksemepel bliver stoppet af politiet, mens man sidder i sin bil iført dametøj, er det et problem, at der er et billede af en mand, der hedder Jørgen i ens kørekort. Det samme gælder også for paskontrol, hvis man skal ud at rejse. I modsætning til Izabella lever Malene Andreasen som kvinde på fuld tid. Hun har dog ikke planer om en kønsskifteoperation og kan derfor ikke ændre sit fornavn, fordi hun teknisk set stadig er en mand. Den indre splittelse er en proces, der varer hele livet, fortæller hun. - Man er født i et køn, man ikke føler sig hjemme i. Når man er ung, prøver man at overbevise sig selv om, at det går over. Men det gør det ikke, siger Malene Andreasen. Inden Malene Andreasen sprang ud som kvinde, levede hun som mand med den samme kvinde i 24 år, og de fik børn sammen. Men en dag sagde hun stop: - Det handler om, at man skal erkende den, man er. Det ydre fylder måske en tredjedel og det indre to tredjedele. Derfor har man også behov for at signalere med sit ydre, hvem man er indeni. Men det var ikke nogen let beslutning at springe ud som kvinde på fuld tid. - Der er jo ikke nogen idealer. På film er transkønnede enten kunstnere eller folk, der er spærret inde på en sindssygeanstalt. Men vi er altså helt almindelige mennesker. Og vi er lige så forskellige som alle andre, understreger hun.