»Vi er over Thule nu, spring ud!«

I 1968 styrtede et amerikansk B-52-fly med fire høj­eksplosive brintbomber ned nær Thulebasen. Historien er afsæt for bogen »Thulebasen« om den hemmelige danske atompolitik. Vi bringer et uddrag af kapitel 1.

Kirkegården i den forladte bygd, Dundas, Grønland.
Læs mere
Fold sammen

Pilot John Haug stod op klokken fem den morgen i 1968 på Plattsburgh-basen i staten New York i den nordøstlige del af USA.

Datteren Katharine Alice sov stadig, men hans kone Mary var allerede i gang ude i køkkenet. Der var heller ikke for meget tid, hvis han skulle nå at gennemgå de sædvanlige briefinger og rutinetjek, inden han skulle lette med flyet klokken 7.30. Han gik ud i køkkenet, mens han trak det arktiske undertøj på. »Skulle det nu også være nødvendigt?« spurgte Mary.

»Du ved jo, hvor jeg skal hen, så jeg kan lige så godt tage det på, hvis man skulle gå hen og falde ned.«

Så talte de ikke mere om ruten. Mary var ikke for ingenting airforce-hustru. Hun vidste alt og ingenting. Mens John spiste morgenmad, kiggede han flyveplanerne igennem, som han allerede havde fået dagen forinden.

De sad i et chartek, Mary havde givet ham. Udenpå havde hun tegnet et stiliseret stenografitegn for »jeg elsker dig«. Mary kunne godt lide, at John fik et ordentligt måltid, inden han tog af sted, så hun serverede steg, kartoffelmos, to spejlæg og kanelboller efter den specielle Plattsburgh-opskrift sammen med kaffen.

I nyhederne var det som sædvanligt Vietnamkrigen, der fyldte mest. John kyssede den sovende datter farvel og tog afsked med Mary og hunden Mitzi. Så gik han under den store grædepil på plænen foran huset ud til bilen og kørte gennem basen op til 528, Bomb Squadrons hovedkvarter, hvor han mødte resten af besætningen til briefing. Meget var rutine, men John brød sig ikke om at høre, at han igen skulle skifte fly. Det oprindelige havde fået et rødt X, hvilket ville sige, at der var noget i vejen med det.

Nu stod der også et rødt X på planen ud for afløsermaskinen. Så jordpersonellet var ved at klargøre en tredje maskine. Fem af besætningsmedlemmerne var fra John Haugs stambesætning E-14. Desuden var der så en navigatør og en tredjepilot, der var lånt fra andre besætninger. John hilste på tredjepiloten, major Alfred J. D’Amario, som havde mindst lige så megen flyveerfaring på disse togter, som han selv. Der var ingen grund til at give ham en særlig briefing.

»Sig til, hvis du har nogle spørgsmål,« sagde han.

Og så blev de kørt ud til B-52eren, der ventede som en stor fugl med ludende, udbredte vinger på startbanen.

Jes Qujavkitsoq fik den sidste hund på plads i træklinen, og hans kone og søn gjorde sig parate. De kunne se lysene fra Knud Rasmussens Thule og lidt ved siden af det langt stærkere lys fra den amerikanske base. Der var stille på basen denne søndag.

Der kom ikke de sædvanlige hverdagslyde derindefra, og der var heller ingen fly at høre. Der var sket store ændringer på den gamle boplads, selv om den stadig gik under navnet »Knud Rasmussens Thule«.

Det var hertil, den store dansk-grønlandske opdagelsesrejsende var kommet dengang i århundredets begyndelse, da alt var helt anderledes. Sammen med den store, godmodige danske bulderbasse Peter Freuchen, med Stauning-skægget, skabte han her en handelsstation, der var langt mere end dét. Den smukke og charmerende unge Knud Rasmussen brugte dagevis på at lukke sig inde med stedets gamle kællinger, som han fik til at fortælle historier i timevis, mens de skyllede kaffe ned som saftevand.

Det var historier fra igloerne og fra de røgfyldte tørvehytter, som takket være Rasmussen blev kendt under betegnelsen eskimoisk kultur på universiteter verden over. Sammen med Freuchen og de bedste eskimoiske fangere tog Knud Rasmussen også med slæderne på opdagelsesrejser, der var så dristige, at de ofte var ved at koste alle deltagerne livet. Og så gik de ellers på jagt. Og handlede. Og festede i dagevis. Kunne man komme meget nærmere Paradis?

Sådan var det i hvert fald, når stedets beboere tænkte tilbage. Men så, under krigen, var der blevet lavet en lille vejrstation.

Så var der kommet en lille landingsbane inde i dalen. Og i 1951 vågnede de en morgen op til en mærkelig fjern dunken. Og da de kravlede op på Thulefjeldet, kunne de se en hel armada af skibe, som sendte mindre landgangsbåde ind til kysten. Hele den sommer havde amerikanerne sprængt klipper og bragt præfabrikerede huse i land og lavet en flere kilometer lang landingsbane.

Der kom tusindvis af amerikanske arbejdere og soldater. Den lille boplads lå ud for basen på den lille tange, som munder ud i Thuleklippen. Her lå eskimoernes tørvehuse til den ene side, mens den lille danske koloniby med pæne og sirlige træhuse lå til den anden side. Amerikanerne foretog rundvisninger ned til stedet, men ellers var det soldaterne forbudt at komme eskimoerne nær. Og det var eskimoerne forbudt at komme ind på basen.

Det havde danskerne bestemt. Det betød, at nogen af de bedste jagtruter blev skåret over. Men hvad kunne man gøre?

Så i 1953 kom kolonibestyreren og præsten en dag tilbage fra København og kaldte bopladsen sammen. Dér fik befolkningen besked på, at de skulle pakke alle deres ejendele og rejse i løbet af fire dage. Deres huse ville blive jævnet med jorden, fordi amerikanerne skulle bruge stedet til at stille kanoner op på. Alle flyttede naturligvis, når danskerne sagde det.

Beboerne i Knud Rasmussens gamle Thule var blevet anvist et nyt sted 150 km længere nordpå, som blev kaldt Qaanaq. Senere var verdens største radar blevet opført på et bjerg længere inde mod indlandsisen. Danskerne fortalte, at amerikanerne fortalte, at man kunne se alt hvad der foregik i luftrummet inde i Sovjetunionen med den.

Qujavkitsoq slog smæld med pisken, og den lille familie begav sig hen over havisen. Isen var lidt ujævn, men ellers udmærket.

Alt tegnede til, at det ville blive en stilfærdig tur. John gik først rundt og inspicerede flyets otte motorer og landingsstellet. Også de to hjul, der bar vingespidserne. Hvis hjulene ikke var der, ville vingernes spidser skrabe hen ad betonbanen, når flyet startede fuldt lastet. Mange i flyvevåbnet hævdede, at B-52eren var ligesom humlebien, der som bekendt ikke kan flyve, men gør det alligevel. Så fortsatte tjekket inde i flyet – også af de fire brintbomber, der skulle kastes over Sovjetunionen, hvis ordren kom under togtet. De hang kolde og glatte i deres ophæng.

Major D’Amario skulle sidde i et ekstra navigatørinstruktør-sæde under starten, og han havde svært ved at få sine grejer placeret, så han skubbede tre stofbetrukne skumgummipuder ind under sædet.

John Haug gjorde sig klar til start i cockpittet. Ved siden af ham sad 2.-piloten, den unge Leonard Svitenko. Det var en god og rolig mand at have der. Svitenko tænkte på at blive præst efter sin tid i flyvevåbnet, og det var typisk, at han havde skriftet inden turen, noget ingen af de andre havde haft lyst til.

John fik klarmeldinger fra de øvrige. Så kørte John ud på startbanen og gav gas.

I cockpittet havde John problemer med autopiloten. Når han satte den til, bevægede flyets næse sig langsomt en smule op og ned. John prøvede at koble fra og til, men problemerne fortsatte. Det var irriterende, men ikke alvorligt og efter et par timers flyvning blev udsvingene mindre. Så nåede de Thule, og mens de kunne se basen ligge dernede som en lille lysende by meldte John sig på radioen og sludrede lidt med basen om vejret. John sagde, at flyvningen foregik uden problemer.

John lagde så maskinen ind efter det nordlige vendepunkt på turen. Nu var det ren rutine de næste timer. Fra Thule skulle de flyve nordpå, så sydpå hen over basen til det sydlige vendepunkt, så nordpå igen. Hvis Thulebasen uventet blev ramt af en sovjetisk atombombe, skulle de melde det tilbage til USA og straks tage af sted for at udslette mål i Sovjetunionen. Da de havde foretaget vendingen ved rutens nordlige punkt, sagde major D’Amario, at han syntes, det var ved at blive lidt koldt i cockpittet, og John gav ham lov til at slå over på nødopvarmningssystemet.

John holdt øje med måleren, der viste temperaturen i varmerørene. Først sank temperaturen mærkværdigvis lidt, men så steg den til 220 grader celsius inde i rørene. De næste 20 minutter prøvede D’Amario at finde en passende indstilling, fordi John klagede over, at det nu var blevet for varmt i cockpittet. Det så ud til at være lykkedes, da de nåede det sydlige vendepunkt 90 mil fra Thule. Navigatøren Curtis Criss opgav en ny kurs, og John startede et højresving. Richard Marx lå i den underste køje i hvilerummet, da han mærkede flyet dreje og samtidig syntes, han fik en underlig duft af brændende skumgummi i næsen.

Han vækkede Svitenko, som lå og sov i den øverste køje og gik så tilbage til sin plads.

Derfra meldte han over samtaleanlægget, at han kunne lugte røg. John gav alle besked på at åbne for iltapparaterne og finde ud af, hvor røgen kom fra.

Navigatøren Curtis Criss rejste sig og gik ned i den bageste del af den underste kabine for at se, hvor røgen kom fra. Han flyttede en overlevelsespakke, der lå ved siden af det ekstra navigatør-instruktørsæde, men der var intet. Han gik tilbage til sin plads, men nu syntes radionavigatør Frank Hopkins, at han kunne se røg til venstre for sædet.

Curtis Criss gik derned igen, flyttede en mad-metalkasse og fik øje på røgen, der kom derindefra. Han gik hen til sin plads igen og meldte over samtale­anlægget, at han kunne se røgen nu. Så tog han et bærbart iltapparat på og prøvede at finde kilden til røgen. Men han var kommet til at indstille apparatet på »nødforsyning«, så det tømtes i løbet af kort tid. Han sprang hen til sin plads igen og forbandt sig til den normale iltforsyning, fik fat i en ildslukker og rettede den mod navigatør-instruktørsædet, hvor der nu var synlige flammer. John hørte i hovedtelefonerne, at der nu var åben ild.

Jeg må have maskinen ned og alle ud hurtigst muligt, tænkte han og kaldte basen: »Jeg starter en nødlanding, jeg beder om tilladelse til at lande.«

Basens lys dukkede op, han deaktiverede luftbremserne og gjorde dykket mindre stejlt – men Thules lys var stadig langt væk. Så blev cockpittet fyldt med røg, og det var ikke længere muligt at se instrumenterne. Han gav D’Amario besked på at sænke trykket i cockpittet, og røgen forsvandt.

Men så forsvandt elforsyningen, og røgen kom igen, så den dækkede nødinstrumenterne. John rakte ned til venstre for sig, hvor han havde sin polar-nødtaske stående med papirer og andet vigtigt. Han mærkede chartekket med Marys tegn for »jeg elsker dig« udenpå. Men det var ikke det, han skulle bruge lige nu. Han fandt frem til lommelygten og rakte den til D’Amario ved siden af med besked om, at han skulle lyse på instrumentbrættet.

Så prøvede John at få generatorerne i gang igen, men det var umuligt, og han kunne heller ikke se noget på instrumenterne, selv om D’Amario gjorde sit bedste med lommelygten. Det eneste, han kunne se, var Thules lys, der mindede ham om en stjerne i det fjerne – og den styrede han efter.

Han besluttede nu, at det ville blive umuligt at nødlande, og at de måtte springe ud i faldskærm over basen, så ville han lade flyet fortsætte for at blive knust et øde sted nord for basen.

»Gør klar til at forlade maskinen. Gør klar til at springe ud i faldskærm,« sagde John.

John lænede sig frem, men han kunne ikke længere se lyset fra Thule. Det måtte være skjult under næsen.

Måske var de allerede ved at passere. Det var umuligt at vide, hvor hurtigt de fløj. Alt forude var mørkt: »Vi er over Thule nu, spring ud!« beordrede han så over samtaleanlægget.

Jes Qujavkitsoq sad forrest på slæden og holdt hundene i gang, da noget fik ham til at vende sig om. Han syntes, han så et glimt af lys i polarmørket. Han stoppede slæden og gav et dask med pisken for at holde to af hundene fra at indlede et slagsmål. Så kom lyset igen, og det bevægede sig frem mod ham og hans familie! Nu var også hans kone og søn opmærksomme på ildkuglen. Det så ud som om, den havde en mørk kerne, som det brændte ud af flere forskellige huller. Det måtte være et fly. Den brændende ting passerede lavt hen over dem. Så faldt den ned på isen med et voldsomt brag, og slæden rystede. Flyet spyede ildtunger i alle retninger. Ligesom det fyrværkeri, man ser i bladene fra de hvides lande, tænkte Jes.

Hundene sad nu stille og kiggede på branden. Jes tog sønnen med og gik frem mod ilden.

»Hallo!« råbte de. De råbte flere gange, men ingen svarede.

Vinden begyndte at vende, og den sorte røg bevægede sig i deres retning. Der var ikke noget at stille op, og Jes fik hurtigt sønnen med tilbage til slæden. Familien satte i gang og fortsatte deres rejse.

John vågnede og forstod, at han hang i en faldskærm på vej ned i nattemørket. Det var koldt, og hjelmen var væk. Han havde heller ingen handsker på. Han forsøgte at holde om sig selv for at få varmen. Der var lys dernede, det måtte være Thule. Han mistede bevidstheden lidt, men vågnede op igen og mærkede faldskærmen ryste let. Det faldt ham ind, at det måtte være trykbølgen fra flyet, der eksploderede. Måske havde braget vækket ham. Han forsøgte at vende sig, men kunne ikke.

Så landede han i sneen.

 

»Thulesagen« af Poul Brink genudkom på Lindhardt og Ringhof den 23. marts.Journalisten Poul Brink (1953-2002) arbejdede i mere end ti år med sagen og modtog i 1997 Cavling-prisen for sine afsløringer.Spillefilmen »Idealisten« havde premiere i landets biografer den 9. april. Fold sammen
Læs mere