Vi er Nigeria-brevets våde drøm

Læs altid det med småt, blev jeg belært som barn. Om det var derhjemme eller i skolen, husker jeg ikke, men jeg tog det med mig.

Kasper Krogh
Læs mere
Fold sammen

Da jeg sad med papirerne på mit første job som flaskedreng, og senere som voksen, da jeg købte bil, bolig og skrev under på at arbejde for Berlingske. En god, gammeldags kontrakt på papir har noget højtideligt og solidt over sig.

Men på nettet er det hele lidt mere flygtigt. Jeg har erklæret mig »enig« i vilkårene hos Apple adskillige gange uden at have læst den kilometerlange tekst. Det samme sker, når jeg handler på nettet. Jeg accepterer cookies. Og jeg tør ikke helt tænke på, hvad jeg har sagt ja til ved at hive apps som Facebook, Pokémon Go, EasyPark m.m. ned på min mobil uden at have sat mig 100 pct. ind i vilkårene. I en travl hverdag ryger juraen, før jeg parkerer bilen eller køber en bog. Er det dumt? Har jeg videregivet noget af mit privatliv, som jeg ellers ikke ville have gjort? Er jeg verdens nemmeste bytte for alverdens kommercielle udbydere og sågar efterretningstjenester? Formentlig ja. Er jeg den eneste, som gør sådan? Definitivt nej.

I weekenden beskrev Berlingske Business, hvordan hver tredje dansker er klar til at dele personlige data om f.eks. motion, kost, rygning og alkohol. Ikke med lægen, men med forsikringsselskabet – hvis det ellers kan føre til en billigere forsikring. Nogle går skridtet videre og taster – helt frivilligt – data om menstruationscyklus og sexliv ind på en sundhedsapp. Data, der så kan havne i udlandet, hvis en app sælges videre – som det skete med danskernes motionsdata hos Endomondo. Reglerne for den slags ligger – ifølge Rådet for Digital Sikkerhed – i en gråzone: »Hvis firmaet skriver, at du skal godkende deres rettigheder, og de heri har skrevet, at de sælger dine informationer videre, er selskabet dækket ind. Så må du se, om du kan få en domstol til at mene noget andet.«

Held og lykke i retten.

Det er lidt af et paradoks. Vi kaster dybt personlige data i grams. 500 kroners rabat på en forsikring eller Pokémons ved Damhussøen er tilsyneladende alt, der skal til, før forsigtigheden ryger. Samtidig er vi vildt optagede af, hvordan det offentlige behandler vores personlige oplysninger. Når data fra sundhedsvæsnet ved en fejl havner i Kina eller i hænderne på kriminelle, fører det altid til offentlig canossagang, hvor ministre undskylder og lover bedre kontrol.

Men hvorfor får kriminelle mon den idé at se mod Danmark? Og hvorfor får man jævnligt de såkaldte Nigeria-breve via SMSer eller mail af typen: »Kære Hr. Venligst kontrollerer de, at oplysninger om Visa-kort er korrekt, ellers lukke din konto.« Jo, måske fordi vi er Nigeria-brevets våde drøm. Man behøver ikke snyde os, før vi slipper data om selv og vores mest intime privatliv. Men vi burde tænke os mere om, før vi klikker »enig«. Big Brothers kommercielle tvilling lever fedt i disse dage. Og vi har selv inviteret ham hjem til middag.

Kasper Krogh er indlands-redaktør på Berlingske