»Vi er en hel del, der er trætte af alt det krammeri«

Stenaldermennesket gjorde det. Og chimpanser gør det. Men slet ikke i et omfang som danskerne anno 2014. Krammet, omfavnelsen, knuset som hilseform griber om sig. Forleden fik en læser nok.

Kram praktiseres efterhånden af alle. Her er det tidligere SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal giver posten videre til Holger K. Nielsen (SF) ved ministeroverdragelsen i december 2013. Foto: Keld Navntoft. Fold sammen
Læs mere

Forleden fik Berlingske et brev. Et læserbrev af den art, der har samlet vand længe hos afsenderen, men som kræver den sidste dråbe af irritation, før bægeret flyder over, og brevet bliver frankeret.

Dråben var de TV-transmitterede ministeroverdragelser i denne uge. Og da røg brevet af sted fra 81-årige Ragnhild Larsen i Holsted, der ved synet af de følelsesladede ministre på TV snart kunne mærke sine egne krummede tæer kradse i nakken. Ragnhild Larsens læserbrev lød:

»Jeg tror, vi er en hel del, der er godt trætte af at se på alt det krammeri i TV. Det var da særlig slemt ved ministeroverdragelserne. Det er kvalmende og latterligt at se folk stå der og kramme og kysse.

Det er desværre noget, der efterhånden har bredt sig som en løbeild over hele Europa. Se dog hinanden i øjnene og giv et ordentligt håndtryk, det er da mere respektabelt end alt det krammeri. Man krammer sin familie og nærmeste venner og ikke alle de mennesker, man møder på sin vej

For hvorfor skal toppolitikere stå der og befamle hinanden for åben skærm? Hvorfor springer selv vildtfremmede mennesker i høje stillinger og med betroede hverv det gammeldags, gennemprøvede håndtryk over og kaster sig direkte i hinandens arme?

»Jeg synes, det er så latterligt, at de står der og krammer og kysser ud i luften. Det er ikke voksne mennesker værdigt. Det kan de gøre, når de mødes privat,« uddyber Ragnhild Larsen.

Hun tilhører den generation, som ikke er opdraget – hverken af forældre eller af samtidskulturen – til at omfavne gud og hvermand. Selv da hun gik på pension efter 43 år som kontorassistent, blev der ikke famlet unødigt på hinanden, chef og afgående ansat imellem, men sagt farvel og tak med et respektfuldt håndtryk, smil og øjenkontakt:

Ragnhild Larsen er ikke alene med sit ubehag. I 2011 skrev en kvindelig læser fra Horsens et læserbrev i nærværende avis med omtrent samme budskab, og da Berlingske ringer til Dansk Håndtryksforening, grifler formand Niels Nørgaard allerede på et støttelæserbrev til Ragnhild Larsen. Det ligger i den 15 år gamle forenings DNA, at han ikke kunne være mere enig:

»Mange spørger, hvad vi dog har imod kram og knus. Men faktisk kunne vores forening hedde »Foreningen til krammets rette placering i hilsesystemet«; krammet er en fortrinlig hilseform, men den skal reserveres til møder mellem personer, der kender hinanden så godt, at omfavnelsen falder naturligt,« siger Niels Nørgaard.

Mange finder i dag et håndtryk formelt, stift eller distanceret. Men håndtrykket er oprindeligt en varm, imødekommende venlighedsytring, siger Niels Nørgaard. Den åbne, bare hånd viser »jeg har ingen våben«. Han stiftede håndtryksforeningen i et anfald af irritation over at finde sig selv søbet ind i kram med de facto fremmede. Til forældremøder, eksempelvis:

»Så stod man der og gned skægstubbe med andre fædre. Og det, hilse-inflationen, om du vil, er vores hovedanke. Folk går for tidligt til krammet. For hvad har man tilbage, den dag man virkelig kender folk godt? Skal man så kysse eller gå i seng med hinanden?« spørger Niels Nørgaard, der gerne krammer børn, nære venner, familie og – hvis han absolut skal – en fremmed dame, såfremt hun har en tilhørende blød, skægstubbefri kind.

»Kramme-inflationen er sådan noget halal-radicool noget. Ikke at det har noget med politik at gøre, men det handler om, at nogen mener, at vi skal »komme hinanden mere ved«. I stedet opnår man en falsk nærhed, hvor folk slipper for at se hinanden i øjnene.«

Selv chimpanser holder sig tilbage

At omfavne hinanden er ellers ikke noget nyt påhit. Krammet har eksisteret lige så længe som mennesket, ligesom det kan iagttages hos de fleste dyr med arme – hos chimpansen, menneskets nærmeste slægtning, eksempelvis, siger adfærdsforsker Jill Byrnit fra Syddansk Universitet.

»Men i lighed med andre kulturer foregår krammeri hos chimpanser slet ikke så ukritisk og ofte, som vi ser i den vestlige verden og i Danmark i særdeleshed. Chimpanser er klar over, hvad de signalerer om status og om situationen, når de krammer hinanden,« siger Jill Byrnit, der har boet en del år i USA, som nok er en emotionelt gennemvædet kultur, men hvor man stadig holder på formerne eksempelvis på arbejdspladsen. Selv en moderne, afslappet præsidenttype som Barack Obama går sjældent ind i en fuldtonet torso-mod-torso-omfavnelse, men viser sin dedikation med håndtryk, high fives, fist bumps eller det mandige »håndtryk-med-gensidigt-dunk-i-ryggen«:

»Skal jeg påpege en forskel, kan det være, at vi i Danmark har det ekstremt dårligt med magtmanifestationer, ulighed og hierarki. Så vi underspiller det. Vi vil nærmest hellere snobbe nedad end opad og krammer op og ned i hierarkiet for at tage luft ud af magt-ubalancen,« siger Byrnit.

I dyrelivet, hos chimpanserne, forekommer kram og omfavnelser typisk, når der er fare på færde. Hvis ét individ er bange, vil abeflokkens øvrige dyr ile til med tryghedsgivende kram. Men der krammes kun nedad i hierarkiet. Tager en højere autoritet initiativ til en omfavnelse med et laverestående individ, anses det som en signifikant cadeau.

»Så når der krammes i flæng, devaluerer man den status, der ligger i ens egen ophøjede position. Tag Kongehuset. De er gode til at dosere det. Dronning Margrethe står ikke i det offentlige og uddeler bjørnekram, end ikke til sin egen familie,« siger Jill Byrnit.

Pegefingerløft eller kindkys?

Adfærdsforskeren mener, at danskerne står i et vadested, hvor faste, ritualiserede omgangsformer er afløst af løsere eller ikke-eksisterende »regler«. Det samme gør sig gældende i skriftlig kommunikation, hvor man snart ikke ved, hvordan man skal dosere »Kære...«, »Hej....«, »VH«, »Knus« osv.

Og hvad stiller man eksempelvis op, når man møder diffuse »venner« fra Facebook i virkeligheden? Man har luret på hinandens børn, sommerferier og livsopdateringer, men måske aldrig delt så meget som en receptionscanapé før. Skal man så hoppe direkte over intimsbarrieren og ind i en omfavnelse, som var der tale om et gensyn mellem overlevende fra samme skibsforlis? Hvordan får man aflæst de regionale eller generationsmæssige forskelle? I Jylland anses det for eksempel som et udtryk for stor varme blandt mandlige bilister at løfte højre pegefinger fem centimeter fra rattet ved et møde på landevejen. Endelig ikke mere. At flakse med hele hånden oppe i forruden må anses som en invitation til tre retters middag samme aften. På samme vis kysser og krammer 14-årige piger, så snart de skal undvære hinanden i en time, mens fædre og sønner fra de ældre generationer stadig siger »tak for gaven« med et hårdt hestehandlerhåndtryk.

»Langt henne ad vejen kan jeg godt følge læserbrevsskribenten. For der findes ikke noget så flot som et gammeldags håndtryk med god øjenkontakt. Det viser respekt, og det er faktisk ved at få en renæssance,« siger Gitte Hornshøj, forfatter og foredragsholder om takt og tone.

Hun mener, at håndtrykket eroderede og gav plads for krammet nogenlunde samtidig med, at vi fik lavprisflyruterne. Når vi rejser ud i verden, tager vi ikke bare mad og souvenirs, men også fremmede hilseformer med hjem. Derfor kom en periode, hvor det smaskende luftkindkys i flere varianter vandt indpas. Siden kom krammeriet. Snart er det måske den buddhistiske bedehilsen eller en mellemøstligt inspireret hånd på hjertet. For få vil i en mainstream-kultur være selskabets stivstikker, som ikke er med på noderne.

»Der er flydende grænser. Og vi kan ikke leve døgnets 24 timer med stramme regler for takt og tone. Men når situationen kræver det, er det godt at være bevidst om, hvad der fordres. Og politikere skal normalt ligesom andre autoritative personer gå forrest dér,« siger Gitte Hornshøj.

Alligevel forstår hun de brud på formerne, der blev kanaliseret via TV-kameraerne direkte fra de fine ministerier ud i stuerne til folk som læserbrevsskribenten Ragnhild Larsen og håndtryksentusiasten Niels Nørgaard:

»Den dag var politikerne på non stop. Nogle er ulykkelige og skal sige farvel til et elsket job. Andre er næsten ekstatiske over at have nået karrierens højeste mål. I en sådan overflod af følelser – gode eller dårlige – har man brug for at mærke de mennesker, der er omkring én. Og da sidder krammene løsere. Man har behov for at give eller modtage den omsorg, der ligger i et knus,« siger Gitte Hornshøj.

Er man angst for at havne i et hovedsammenstød, et akavet lufthåndtryk eller måske noget, der ligner forsøg på seksuelt overgreb, anbefaler Gitte Hornshøj til umiddelbart at række frem til et venligt håndtryk:

»Når man står med den andens hånd i hånden, vil man sjældent være i tvivl. Folk bruger da enten hånden til at lade sig trække ind eller holde dig på sikker afstand.«