Vi elsker gentagelsen

»90-års fødselsdagen« er verdens hyppigst genudsendte TV-udsendelse. Men det er ikke sjov alt sammen. Sketchen har været bandlyst i Sverige på grund af James’ drikkeri, og tyske naturmyndigheder har klaget over tigerskindet på gulvet. At den er ukendt i England, er blevet kaldt »en af de sidste uløste gåder i den europæiske integration«.

»90-års fødselsdagen« - der har originaltitlen »Dinner For One« - har siden 1980 været et af dansk TVs mest forudsigelige og elskede pejlepunkter. Optaget i 1963. Sendt første gang herhjemme nytåraften 1973 og siden 1980 hvert år på årets sidste dag med undtagelse af 1985. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

95-årige Bent Schouw er en nøgtern mand fra Gentofte. Han behøver et par stikord i telefonen, før tiøren falder: En butler, der bliver godt lakket til. En gamle dame for bordenden. »Same procedure as last year«. Nytårsaften.

»Nå, den! Den ser jeg hvert år. Altså bare på grund af genkendelsens glæde. Den er da meget sjov, med sådan en gammeldags humor.«

Bent Schouw vender vi tilbage til. Han og vi andre vil igen i år sidde eller stå, den er jo lidt i 24.00, parat foran skærmen Nytårsaften og vente på at se det, der går for at være den hyppigst genudsendte udsendelse i verden: »Dinner for One« som »90-års fødselsdagen« oprindeligt hedder. Det må være dens korte elleve minuttter, der gør den perfekt til nytårsaften. For nytårsaften nævnes kun, når James som stand-in for Mr. Pommeroy hylder Miss Sophie tre gange mere pløret for hver gang: »Happy New Year, Sophie gal«.

Ligesom tyskerne, østrigerne, folk fra Australien, Litauen, Finland, Færøerne, Sverige, Sydafrika og Schweiz, undskyld hvis nogen mangler, har vi ophøjet den britiske forfatter Lauri Wylies 1920’er-sketch til kultklassiker. På den lokale, schweiziske TV-station TeleBärn vil den tilmed blive sendt en gang i timen i aften, og i Tyskland er »90-års fødselsdagen« blevet en så kær del af det nationale nytårsritual på TV, at sketchen er et af de få programmer, det er forundt ikke at blive synkroniseret til tysk.

I sommer havde det lille teaterstykke med det lange liv så 50 års jubilæum på TV. Siden 1980 har den været et af dansk TVs mest forudsigelige og elskede pejlepunkter. Optaget i 1963. Sendt første gang herhjemme nytåraften 1973 og siden 1980 hvert år på årets sidste dag med undtagelse af 1985. Kilder i DR mener at kunne huske, at netop i 1985 var kopien, som hidtil var blevet sendt i så dårlig stand og uegnet til udsendelse, at man tog den af for året efter at genoptage traditionen med en restaureret kopi. Andre fortæller, at Danmarks Radio i 1985 troede, seerne havde fået nok af sketchen og sløjfede den på programmet. Seerne protesterede højlydt og fik deres elskede klassiker igen.

TV-sketchen blev puffet endnu et skridt opad ikon-stigen, da den danske TV-producer Paul Anthony Sørensen i 2003 lavede dokumentaren »Dinner For One« ved sketchens 40-års TV-jubilæum. Her følger man forberedelserne til udsendelsen Nytårsaften foran fjernsynet i otte lande og møder efterkommerne af de to medvirkende Freddie Frinton (1911-1968) og May Warden (1891-1978) - dem vi kender herhjemme fra TV-udgaven fra 1963. Dokumentaren blev nomineret til Rose d’Or i 2004.

Alle andres 90-års fødselsdag forbliver i modsætning til »Dinner for One« en engangsforestilling. Også Bent Schouws. Han husker færre detaljer fra sin egen 90-års fødselsdag for fem år siden end fra sin succesrige karriere som selvstændig udi sportsudstyr. Han lavede verdensberømte fjerbolde med navnet Blue Bird med gåsefjer og kun fire fjer fra hver vinge og absolut ikke højrefjer og venstrefjer i den samme bold.

»Så var den ikke i balance«, fortæller han.

Men noget husker han dog fra den fødselsdag, hvor han i modsætning til den ensomme gammeljomfru Miss Sophie havde hele sin familie inklusive otte børnebørn og tolv oldebørn ved sin side.

»Vi havde det hyggeligt, kan jeg huske. Vores familie hører til dem, der kan holde ud at se hinanden.«

Al sammenligning med den morsomme elleve minutter lange nytårssketch med butleren James, der i skikkelse af Miss Sophies fire gæster, bliver fuldere og fuldere og sjovere og sjovere, som aftenen skrider frem, tilbageviser han med lun humor.

»Næ, vi er pæne mennesker her i familien, og så drikker vi god rødvin men ikke for meget. Jeg tror kun, jeg har været fuld én gang i mit liv, og det er så mange år siden, at det nok er løgn, men nogen påstår, at jeg kravlede op i en lygtepæl. Der var jeg nok 17-18 år.«

Butleren James og hans værtinde Miss Sophie har været spillet af et utal af skuespillere, siden stykket så dagens lys på. Freddie Frinton havde succes med at turnere med sketchen på diverse cabaret-scener og forskellige skuespillerinder som Miss Sophie, mens der blev rettet og forbedret i manuskriptet.

I de første udgaver af sketchen var tigerskindet på gulvet ikke med. Det var efter sigende en borgmester, der foreslog det for at give stemningen i stykket en ekstra snert af overklasse. Frinton syntes om idéen og kom efter sigende til at falde over dyrehovedet under en forestilling, og publikum var flade af grin. Tigerskindet blev herefter en fast rekvisit. Officielt blev sketchen uropført i 1948 på Duke of York’s Theatre i London. I 1950-1951 købte Frinton så rettighederne til sketchen af Lauri Wylie.

Da den tyske entertainer Peter Frankenfeld i 1962 stødte på »Dinner for One« i et teater i Blackpool, blev han så begejstret, at han inviterede Freddie Frinton og May Warden til at opføre sketchen i hans live-tv-show. Publikum var flade af grin og råbte på ekstranummer, og NDR så hurtigt, at den lille sketch passede fint som morsomt »fyld« mellem længere programmer. Dens popularitet nåede over på den anden side af jerntæppet til Østtyskland. I 1972 havde den endeligt slået rod som nytårstradition på tysk TV.

I England har man aldrig kendt til denne TV-klassiker, selvom tyskerne opfatter den som et stykke typisk engelsk komik. Dedikerede, fortrinsvis tyske fans, har oversat den til latin og kreeret menuen som Miss Sophie »serverer« for sine fire usynlige gæster.

Den 8. juli 1963 blev sketchen optaget med publikum i Theater am Besenbinderhof i Hamborg. Det er den optagelse, danskerne kender. Blandt de mange historier om »Dinner for One« der huserer i folkedybet, er den om, at når man under sketchen i én af versionerne hører en kvinde le højt og skingert, skulle det angiveligt være en medarbejder på den tyske tv-station NDR, Sonja Göth, der er den formastelige. Man overvejede at stoppe optagelserne, fordi hun ikke kunne holde op.

I Sverige var udsendelsen bandlyst i flere år og blev ikke vist før 1969, fordi myndighederne var bange for, at James drikkeri skulle få uheldig indflydelse på seerne. Den er så vidt vides aldrig blevet vist i USA, også på grund af James’ slupren i portvin, hvidvin, sherry og champagne. Og nu vi er ved den gyldne TV-kunst at være formynderisk. I 1997 råbte Bundesamt für Naturschutz vagt i gevær, fordi skindet af et udrydningstruet dyr på scenen, sketchens uundværlige tigerskind med udstoppet hovede, var et forkert signal at give omverdenen. På samme måde har der, selv i Tyskland, sketchens nye »moderland«, været seriøse advarsler fremme om stykkets slutning, der mere end antyder sex mellem de to ældre, Miss Sophie og James.

Denne skribent kan ikke komme på lige så morsomme parodier på fuldskab som Freddie Frintons opbygning af sin butler-brandert i »Dinner for One«. Det skulle lige være Charlie Chaplin koreograferede branderter eller Dave Allens parodier på fulde katolikker i halvfjerserne og i samme periode Foster Brooks’ berusede pilot i The Dean Martin Show. Tjek dem på Youtube, hvis humøret en dag er blåt. Ser man »90-års fødselsdagen« med mere ædruelige briller, har både Der Spiegel, The Guardian og magazinet Slate set et og andet i sketchens popularitet.

Den overskrider sprogbarrierer på grund af sin enkle slapstick-facon. Den leger med noget forbudt og næsten morbidt: En skør gammel dames fest med fire imaginære småliderlige venner/elskere. Den udpensler heftigt drikkeri, og den leger med tyskernes værste fordomme om den britiske overklasse, der trods fine titler er evigt marineret i sprut. Hvorfor tyskerne og mange på det europæiske kontinent synes »Der 90 Geburtstag« er så morsom og briterne ikke synes, er ifølge Der Spiegels Sebastian Knauer »en af ​​de sidste uløste gåder i den europæiske integration.«

Prorektor og uddannelsesansvarlig for skuespil på Statens Scenekunstskole, Henning Sprogøe, ser mere fagligt på, hvorfor »90-års fødselsdagen« får os til at grine. Hver gang.

»Det er som Marx Brothers eller Jerry Lewis, hvor tingene gentager sig. Det er ligesom Olsen Banden, der venter på Egon Olsen foran fængslet eller Meyer i »Huset på Christianshavn«, der vælter kuglen ned. Den barnlige suspens ved at man ved tingene gentager sig, at Pjerrot får noget i hovedet, men vi ved ikke præcis hvornår. Det er derfor, vi kan lide den. Og fordi den ikke stiller spørgsmålstegn ved noget. Den har noget retro over sig, som gør, at man bliver tryg. Som et afsnit af Matador.«

Som Bent Schouw holder de fleste af os af gentagelser. Vaner. Matador. De er mørtel i livets behovs-pyramide. »90-års fødselsdagen« er en del af denne danskernes (populær)kulturelle basiskost. Ligesom skihop 1. januar. Disneys Juleshow og Dronningens nytårstale. Men historien om Miss Sophies 90-års fødselsdag har, som meget anden god komik, en tone af sorg og melankoli over sig. Når James tvinges til at være stand-in for Miss Sophies fire afdøde elskere eller venner eller...? - Sir Toby, Admiral von Schneider, Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom - og til sidst godt lakket til dingler op af trappen med hende, når hun for sidste gang siger: »Same procedure as every year James«, og han udmattet og med udsigt til - ja, til hvad? svarer »Well, I’ll do my very best«, så er det i virkeligheden trist på den sjove måde. Og omvendt.

Bent Schouw besværer sig ikke med underliggende stemninger og stand ins for gæster for at få en god aften. Han spørger sin datter, Ellen, der åbenbart er på besøg denne dag, om hvad der kan få ham til at le og vender hurtigt tilbage i telefonen:

»Ja, mine oldebørn kan få mig til at grine. Jeg har en på fire år, der er så kvik, at det halve kunne være nok.«

»90-års fødselsdagen« sendes i aften kl. 23.45 på DR1

Kilder: DR, Wikipedia, Der Spiegel m.fl