VHS’en har flimret for sidste gang

Video, video. Den gjorde det muligt at optage fra TV og samlede familien om lejefilm fra tanken. Nu er VHS-maskinens tid ovre.

DVD-afspillere, streamingtjenester på nettet og videoer af 1-års-fødselsdage, som i dag blot opbevares på mobilen, har – om man så må sige – slettet behovet for en VHS-maskine. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere

»Det har du simpelthen ikke gjort!« udbrød min mor inde fra stuen. Jeg skyndte mig – allerede brødebetynget – derind, mens jeg ransagede min hjerne for, hvad årsagen til hendes udbrud kunne være. Det fandt jeg hurtigt ud af. Min mor stod og viftede med VHS-båndet med titlen »1-års fødselsdag«.

Båndet afspillede ikke længere min første fødselsdag, men derimod det seneste afsnit af min yndlings-TV-serie, »Heksene fra Warren Manor«, som jeg med møje og besvær havde fået videomaskinen til at optage. Min 1-års fødselsdag var slettet for altid.

Den slags uheldige oplevelser bliver for alvor begravet i fortiden, når japanske Funai Electrics produktion af VHS-maskiner i denne måned drager sit sidste suk. Firmaet har – siden blandt andre ligeledes japanske Panasonic stoppede sin produktion – været det eneste firma, som fortsat gjorde det muligt at købe maskiner til VHS-videobånd.

DVD-afspillere, streamingtjenester på nettet og videoer af 1-års-fødselsdage, som i dag blot opbevares på mobilen, har – om man så må sige – slettet behovet for en VHS-maskine.

Det har været en lang rejse, videomaskinen har været på. En rejse, som har været med til at revolutionere den måde, hvorpå vi omgås hinanden og prioriterer vores tid.

Videomaskinen kom først gang på markedet I 1970erne og gjorde det siden muligt at optage TV-serier, så det ikke længere var nødvendigt at befinde sig foran fjernsynet, når det seneste afsnit rullede over skærmen. Ligeledes var det som at være en tur i slaraffenland, når man fredag eftermiddag stod med 25 kroner i sin svedige hånd i videoforretningen for at udvælge weekendens lejefilm. Tilsvarende frustrerende var det dog, når favoritbåndet begyndte at skrante, så billedet på TV-skærmen blev utydeligt, og det var på tide at erkende, at en investering i et nyt VHS-bånd var påkrævet.

Video var lig med vold og porno

Da de første videomaskiner og tilhørende bånd kunne købes af almindelige mennesker, var der ikke tale om nogen umiddelbar succes. Det fortæller forfatter til »Tilbage til«-serien, Ole Dahl. Han har i bogen om 1980erne skrevet om videoens fremkomst.

»Kvaliteten var ringe, og maskinerne var alt for dyre,« siger han.

Det var først senere i 80erne, kvaliteten nåede et punkt, hvor især det yngre publikum blev interesserede i VHS-maskinerne. De var dog fortsat for dyre til, at de fleste familier selv kunne købe en, så i stedet måtte de unge hver weekend ned på den lokale tank for at leje både moviebox-maskine og videoer til hele weekenden. I samme ombæring kunne man også opruste på slik og sodavand, fortæller Ole Dahl:

»Dengang kæmpede filmselskaberne imod video, fordi de troede, at muligheden for at se film derhjemme ville udradere hele filmindustrien.«

Det blev som bekendt ikke tilfældet.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Datidens ophedede debatter om video bar præg af, at mange var bekymrede og forbandt videomarkedet med voldsfilm og porno, mens andre mente, at videoerne var fordummende. Det kom for eksempel til udtryk i 1982 i Jens Brixtoftes melodigrandprix-vindersang »Video, video«, skriver Ole Dahl i sin bog om 80erne.

Han tror ikke, at den nostalgiske fortælling om videomaskinen vil bringe den tilbage på hylderne, som det eksempelvis har været tilfældet for LP-pladerne.

»Kvaliteten er for dårlig. LP-pladerne har en særlig lyd, mener flere, og det er derfor, de køber dem,« siger han.

Således har hverken nostalgi eller en bedre billedkvalitet kunnet redde VHS-maskinen, når Funai Electronic producerer den sidste i slutningen af denne måned.