Veteraner: Hizb-ut-Tahrir bør interneres

Hizb-ut-Tahrir-folk, der opfordrer til at slå danske soldater ihjel i Afghanistan, bør interneres, mener formanden for veteranorganistionen De Blå Baretter.

Invitationen til Hizb-ut-Tahrirs viser et kort over Afghanistan "prydet" af med kister med dansk, svensk og norsk flag. Fold sammen
Læs mere

Formanden for veteranorganistionen De Blå Baretter, oberst Bjarne Hesselberg, bør medlemmer af Hizb-ut-Tahrir, der opfordrer til at slå danske soldater ihjel i Afghanistan, interneres så længe Danmark er engageret i krigsførelse i landet.

Det siger han på baggrund af den ekstremistiske islamiske organisations opfordring til væbnet modstand mod soldater fra Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Opfordringen er ledsaget af en mødeinvitation på "Den Sorte Diamant" den 21 januar. Mødeindkaldelsens forside prydes af kister omgivet af soldater og draperet i de skandinaviske landes flag.

Hizb-ut-Tahrir vil på mødet blandt andet "fokusere på pligten til væbnet modstand imod besættelsen", hedder det i indkaldelsen til mødet, som også vil blive transmitteret til de skandinaviske lande via internettet.

Bjarne Hesselberg undrer sig over, at en talsmand fra organisationen på TV uimodsagt fik lov at fremstille tilstedeværelsen som en besættelse, når danske og andre landes soldater er til stedet på den afghanske regerings opfordring og på mandat fra FN.

- Men spørgsmålet er, om opfordringen til væbnet modstand betyder, at afghanere også skal skyde på gaderne herhjemme? Hvis man mener, man har pligt til at kæmpe for Taleban, så repræsenterer de folk vel også Taleban, og så skal de bag tremmer aldeles omgående, for de er fjender af Danmark", siger Bjarne Hesselberg, der er formand for veteraner, der har gjort tjeneste i internationale missioner siden 2. verdenskrig.