Veteran: Skolebørn vækker mine krigstraumer

Menneskemængder bryder Jan Sønderholm sig ikke om. Børn i det lokale center skræmmer ham. Jan Sønderholm bærer endnu rundt på en krig, han deltog i for 22 år siden.

Jan Sønderholm er stadig mærket efter sin udsendelse til Kosovo for 22 år siden. Her demonstrerer han for bedre vilkår for veteraner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

INTERVIEW: Krigen er ikke forsvundet fra Jan Sønderholms krop. Frygten for store menneskemængder, stress over »skruer, møtrikker og græsslåning«, som han selv udtrykker det, og aggressionsudbrud uden grund har været en del af Jan Sønderholms hverdag, siden han var udstationeret som sergent i Kosovo i 1990.

I dag, 22 år senere, har vreden, frustrationen, minderne og aggressionerne endnu ikke forladt hans 51 år gamle krop og sjæl. Han har posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

- Jeg bliver nemt irritabel, får aggressionsudbrud og stress. Jeg bærer mine følelser uden på tøjet, siger Jan Sønderholm.

Han var tirsdag 23. oktober med i demonstrationen på Christiansborgs Slotsplads. De fremmødte demonstrerede mod reglen om, at hjemvendte soldater ikke kan få psykologhjælp, hvis de søger om hjælp senere end seks måneder efter hjemsendelse.

En hurtig reaktion

Jan Sønderholm husker det ikke som om, at der gik lang tid fra hjemsendelse, før han reagerede psykisk på oplevelserne i Kosovo. Det er ifølge nye tal fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) usædvanligt.

SFI's tal viser, at halvdelen af dem, der rammes af traumer efter krig, først oplever symptomer 3-5 år efter de er vendt hjem. Jan Sønderholm blev sygemeldt, men vendte hurtigt tilbage til militæret, selvom han stadig havde det svært efter oplevelserne i Kosovo.

Kort efter sluttede Jan Sønderholm sin karriere i militæret, fordi han følte, at militæret ikke udviste forståelse for, hvad han havde oplevet i Kosovo.

- Jeg fik ingen hjælp. Der var ingen forståelse. Vi fik at vide, at hvis vi søgte psykologhjælp, var vi færdige i militæret, fortæller Jan Sønderholm, der mener, at man i hans eget tilfælde burde have lyttet til erfaringerne fra udlandet.

- Man skulle have gjort brug af erfaringerne fra andre lande. Man havde de nødvendige erfaringer tilgængelige. Militæret troede bare, de var klogere end til at lytte til erfaringerne, siger Jan Sønderholm.

I dag hænger oplevelserne stadig fast i Jan Sønderholms erindringer, og vender med jævne mellemrum tilbage i hans hukommelse som flashbacks og billeder fra krigen i Kosovo. I stedet for at systemet hjalp ham, da han vendte hjem, må han nu selv betale prisen for arbejdet som soldat i Kosovo.

Det kan blandt andet være svært at kende forskel på hverdag og krig, når krigens scenarier har boret sig fast i hukommelsen:

- Når skolebørn leger i det lokale center, kommer oplevelserne fra Kosovo tilbage, fortæller Jan Sønderholm, der er sikker på, at oplevelserne i Kosovo har en direkte sammenhæng med hans hverdag i dag, hvor han bor i Jyllinge uden for Roskilde.

En af Jan Sønderholms mest voldsomme oplevelser i Kosovo sker foran en lokal skole, mens børnene er på skolen. Jan Sønderholms deling bliver beskudt, og skolen ligger bag dem.

- De der skyder mod os ender med at skyde direkte ind mod skolen. Der er børn, der bliver skudt, mens vi ligger der, fortæller Jan Sønderholm efter at have holdt en talepause og knuget hænderne sammen, som for at kunne tænke tilbage på oplevelserne.

- Bare det at snakke om det bringer billederne tilbage, fortæller Jan Sønderholm.

Forklaringen på, hvorfor de hjemvendte soldater lades i stikken bunder i, at staten ikke er villig til at betale for den vare de har købt, mener Jan Sønderholm, med henvisning til, at staten ved at sende soldater i krig må forberede sig på at hjælpe soldaterne psykisk, når de vender hjem. Ifølge Jan Sønderholm var de 300 fremmødte på Christiansborgs Slotsplads kun en lille del af problemet.

- Vi er dem, der endnu kan rejse os og gøre opmærksom på problemet. For hver af os der er mødt op i dag, er der 10, der ikke magter at møde op på grund af deres lidelser. Vi er kun toppen af isbjerget, siger han.

- Jeg er stadig vred og bitter. Men det handler ikke om mig, siger Jan Sønderholm.

- Det gælder om fællesskabet, og vi skal fjerne seksmåneders-reglen, siger Jan Sønderholm.

Artiklen er skrevet i samarbejde med journaliststuderende på Roskilde Universitet.