Vesterbro – bydelen med de seks kirker og seks moskeer

På Vesterbro er der seks folkekirker. Der er også seks moskeer. Ifølge nogle afspejler det Vesterbros mangfoldighed og historie. Ifølge andre afspejler det, hvordan københavnsk frisind og danske værdier bliver presset af islam.

Fredagsbøn i Mevlana Moskeen, som tidligere lå på Vesterbro. Fold sammen
Læs mere

Der er i dag lige så mange moskeer, som der er folkekirker på Vesterbro i København.

Således er der efter de netop afsluttede kirkelukninger kun seks kirker tilbage i Danmarks folkerigeste sogn, Vesterbro Sogn, mens der samtidig er seks moskeer, som henvender sig til menigheder fra flere forskellige muslimske lande og kulturer.

Mens de folkekirkelige menigheder typisk er lokale, kommer de muslimske menigheder ikke nødvendigvis kun fra Vesterbro, og moskeerne kan prale af langt flere bedende til fredagsbøn, end kirkerne kan til søndagshøjmesse.

Den uafgjorte stilling mellem kirker og moskeer kommer formentlig som en overraskelse for de fleste danskere. Den bliver af nogle set som et udtryk for, at islam i for høj grad kommer til at sætte sit præg på livet på såvel Vesterbro som i resten af København. Af andre bliver den set som et udtryk for en naturlig udvikling i retning af en multikulturel mangfoldighed, der for Vesterbros vedkommende har over 150 år gamle rødder.

Af andre igen bliver den uafgjorte stilling set som en logisk konsekvens af, at kun 55 procent af de godt 43.000 indbyggere i Vesterbro Sogn er medlemmer af folkekirken, og der derfor ikke er brug for så mange kirker som tidligere.

Mange år gammel smeltedigel

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten og byhistoriker Allan Mylius Thomsen fortæller, at de første muslimer fandt vej til Vesterbro i 1960erne og 1970erne, bl.a. mange tyrkere og kurdere. Men allerede længe inden var bydelen en smeltedigel fyldt med hoteller, slagtehuse, beværtninger, pensionater, fattigfolk og godtfolk fra by og land, sømænd på orlov, banegårde, bønder på marked, bordeller, butikker og erhverv, hvor mørke ansigter ikke var et særsyn, sådan som de var i den anden store arbejderbydel i København, Nørrebro.

Som Allan Mylius Thomsen fortæller, kunne man allerede i »Den Store Bastian« fra midten af 1800-tallet læse om, hvordan »en neger gik på Vesterbro«.

»Man har været vant til fremmede. Det har man ikke i samme grad de andre steder,« forklarer han.

Gæstearbejderne slog sig ned, hvor der allerede var andre udlændinge, i de små og billige lejligheder på Vesterbro. De arbejdede i industrien med tungt og beskidt slid og slæb, som velfærdsdanskerne ikke gad. De fik deres koner og familier til Danmark, de fik børn og åbnede butikker og restauranter. Og de grundlagde moskeer, bl.a. tyrkiske, pakistanske og marokkanske, i beskedne og diskrete lokaler.

Allan Mylius Thomsen er ikke i tvivl om, at mangfoldigheden og byplanlægningen på Vesterbro har bidraget til, at der ikke er de samme etniske problemer, som der er på Nørrebro med flere hundrede mere eller mindre kriminelle unge mænd af anden etnisk herkomst i og omkring bandemiljøet. Ikke mindst omkring Blågårds Plads. Ifølge byhistorikeren blev Vesterbros gamle ejendomme nemlig ikke bare revet ned og erstattet af socialt boligbyggeri, sådan som det skete med Den Sorte Firkant og storsaneringen på Nørrebro sidst i 1970erne og i 1980erne. Saneringen betød nok, at boligmassen blev fornyet, men »det skabte også et rykind af indvandrere«, som han udtrykker det.

»Danske familier flyttede ud af byen, og lejeboligmassen stod tilbage til de sidst tilkomne, altså nydanskerne, og der blev skabt nogle spændinger, der kulminerer i dag med Blågårds Plads,« forklarer han.

Han anerkender dog, at der også har været spændinger omkring moskeerne på Vesterbro. Bl.a. var der i 2011 et skyderi ved den pakistanske moske på Amerikavej.»Men generelt har der været en anden tradition på Vesterbro. Et andet sammenhold. En fornemmelse af, at alle var i samme båd,« fortæller han.

Befolkningen blev mindre

I løbet af 1970erne og 1980erne oplevede Vesterbro som resten af København, at familierne forlod byen for at flytte til forstæderne. Også muslimerne. De slog sig ned i kommunerne syd for hovedstaden, men deres moskeer forblev på Vesterbro.

Udviklingen betyder også, at der i dag ikke er det samme behov for kirker som sidst i 1800-tallet, da kirkebyggeriet på Vesterbro begyndte. I 1880 tog Københavns Kommune initiativ til en såkaldt magistratkirke, Matthæuskirken, ligesom Kirkefondet efterfølgende stod for flere kirkebyggerier i den hastigt voksende bydel, der indtil da havde hørt til Frederiksberg Kirke.

I 1950erne kulminerede Vesterbro med omkring 70.000 indbyggere, i dag er der i den administrative bydel Vesterbro/Kongens Enghave omkring 57.000 beboere, og i Vesterbro Sogn er der godt 43.000 indbyggere. Sidste år blev det besluttet at lukke tre af ni kirker i sognet, så der i dag er seks.Er det et problem, at forholdet med kirker og moskeer i dag er, som det er?»Ikke som jeg ser det. Det er snarere et udtryk for en stille og rolig byudvikling, der har stået på i mange år,« siger Allan Mylius Thomsen:

»Jøderne var jo i sin tid også en fremmed kultur. Men de integrerede sig. Alene i Læderstræde var der over 70 synagoger, før den store synagoge blev bygget i Krystalgade (opført i 1830erne, red.).«

For Dansk Folkepartis kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen, er moskeerne ikke nødvendigvis udtryk for Allan Mylius Thomsens udlægning af byudviklingen. Han ser moskeerne »som et klart billede på, at islam vokser i Danmark«.

»Jeg er ikke så bekymret for det med antallet af kirker. Jeg er mere bekymret for, at islam vokser i styrke,« siger han:

»Det må vi så forholde os til. Men jeg synes, at islam grundlæggende mangler at vise, at den vil noget positivt i forhold til den vestlige verden, og jeg mangler stadig at få svar på, om der findes en særlig variation af islam her i København, der arbejder for ligestilling og andre vestlige værdier. Jeg kan godt være bekymret for, at nogle af de værdier, der kendetegner islam, er med til at presse de værdier, vi holder af i vores København. Altså frisind, at der er plads til forskellige holdninger, og at mænd og kvinder er lige meget værd.«

Beskedne moskeer

For DF-borgmesteren handler det om at værne om »værdierne her i København«. Han tager afstand fra, at nogle svømmeklubber i nogle svømmehaller dækker bl.a. vinduer til og udelukker mænd, så muslimske piger kan svømmetræne. Han tager også afstand fra, at flere institutioner undlader at servere svinekød for børnene af hensyn til deres tro.

»Jeg forstår ikke, hvorfor vi accepterer, at nogle mænd ikke vil sende deres piger og kvinder til svømning, medmindre der bliver dækket af. Det er da et tilbageskridt for frisindet i denne by,« siger han:

»Der er ingenting i vejen med den muslim, der møder på arbejde hver morgen og inden da smører en madpakke til sit barn. Problemet opstår først, hvis vedkommende stiller krav til institutionslederen om særlig mad og så forventer, at kommunen løser det.«Carl Christian Ebbesen har allerede medddelt, at han ikke møder op til den snarlige åbning af en moske på Rovsinggade på Nørrebro. Han har »ingen planer om at stå sammen med eksemiren fra Qatar og blåstemple« moskeen. Det samme gælder moskebyggeriet på Vibevej, også på Nørrebro.»Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil komme på besøg senere for at se, hvad det handler om,« siger han.

Imam Naveed Baig lavede sidste år i forbindelse med et dialogprojekt mellem kirker og moskeer på Vesterbro en rapport, hvori han kort beskriver moskeerne. Ifølge ham er det »praktiske moskeer«, som er »tilpasset livet i storbyen«.

»De er forholdvis små og beskedne og ikke særlig synlige. Det er ikke, fordi de gemmer sig. Det hænger sammen med de økonomiske vilkår, der var, da de blev grundlagt,« siger han.

Ifølge imamen er en moske som den på Amerikavej dog en undtagelse.

»Der er gjort meget ud af den indvendig. Det afspejler formentlig, at menigheden er blevet mere velhavende med årene og i dag har penge til at gøre noget ud af den. Mange muslimer har indset, at det er her i Danmark, de skal blive boende, og derfor vil de gerne gøre noget mere ud af deres bedehuse,« siger Naveed Baig og henviser til de to moskebyggerier på Nørrebro.

Af rapporten fremgår det, at der »i stort set alle moskeer blev lagt vægt på de unges udfordringer«.

»Alle moskeer udtrykte bekymring for, at de unge kunne havne uden for samfundet og arbejdede på at give dem et sundt alternativ, hvor troslivet var i fokus. I en af moskeerne blev der sagt, at man skulle passe sin skolegang for at blive gode borgere i Danmark. På nogle af moskeerne blev der arrangeret sportsaktiviteter for de unge, hvor moskeen var omdrejningspunktet,« står der.