Vestens støtte til Ukraine er imod de officielle regler – men reglerne er forældede, mener militærforsker

Der er ikke tale om aktiv deltagelse i krigen, når Vesten sender militær støtte til Ukraine, mener militærforsker – heller ikke selvom det egentlig bryder reglerne.

Det er ikke et ukendt fænomen, at lande udenfor konflikten støtter den ene part militært. Det har Rusland selv gjort ad flere omgange som en del af Sovjetunionen, fortæller militærforsker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergei Supinsky/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Amerikanske kamikazedroner, danske panserværnsraketter og østtyske missiler.

Vesten har siden Ruslands invasion støttet Ukraine med militært isenkram.

Men det er egentlig imod Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands, der blev vedtaget for mere end 100 år siden – tilbage i 1907.

Det fortæller militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier i Forsvarsakademiet Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

»Dengang sagde man, at hvis to lande var oppe at slås, måtte andre lande ikke hjælpe dem, eksempelvis ved at levere våben til dem,« siger han.

»Der må vi konstatere, at der er sket et skred siden da, hvor mange stater ikke tager det særlig seriøst.«

Kenneth Øhlenschlæger Buhl mener dog, at de officielle regler på området er forældede – to verdenskrige senere er situationen en anden, og det gælder også definitionen af, hvornår man som land er part i en krig.

Hans kollega, Jørgen Meedom Staun, militærforsker og lektor i international politik ved Forsvarsakademiet, har udtalt til Politiken, at »vi balancerer på kanten af aktiv deltagelse i krigen«.

Men det mener Kenneth Øhlenschlæger Buhl faktisk ikke – selvom støtten til Ukraine går imod konventionen fra 1907.

»Vi svajer tæt op mod grænsen, men vi ønsker ikke at overtræde den. Det er en helt klar politik fra NATOs side. Men omvendt er det også klart, at hvis Rusland på et tidspunkt føler sig tilstrækkeligt provokeret og angriber våbenforsyningerne i Polen, så bliver Polen part i konflikten, og så bliver hele NATO hevet med,« siger han.

Han vurderer ikke, at grænsen til aktiv deltagelse vil blive overskredet fra NATOs side.

»Så er spørgsmålet, om Rusland vil risikere en storkrig mod NATO, som de i hvert fald ikke kan klare konventionelt,« siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Putins glashus

Ifølge Kenneth Øhlenschlæger Buhl er der tre måder, hvorpå et land kan blive en del af krigen. Landet kan enten tage til Ukraine for at kæmpe under eget flag, stille sit territorium til rådighed for Rusland eller opstille væbnede styrker på russisk jord. Men det er ikke situationen, som den ser ud nu, understreger han.

»Der er ikke noget belæg for, at NATO er blevet part i konflikten i det, som NATO gør nu,« siger han.

Men det betyder ikke, at NATO står uden for krigen.

»Det begynder mere og mere at ligne det, vi kalder en stedfortræderkrig. At NATO ikke selv er en aktiv part i krigen, men bruger Ukraine til at udkæmpe konflikten for sig,« siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

Det er ikke et ukendt fænomen, at lande udenfor konflikten støtter den ene part militært. Det har Rusland selv gjort ad flere omgange som en del af Sovjetunionen, fortæller militærforskeren.

»Sovjetunionen leverede jo massivt våben til Nordvietnam i deres krig mod USA. De leverede blandt andet en masse antiluftskytsmissiler, som skød rigtig mange amerikanske fly ned og dræbte deres piloter. Så det russiske argument mod, at NATO overtræder de her konventionelle regler, holder ikke,« siger han.

»De kaster med sten, når de selv bor i et glashus.«

Han nævner også Koreakrigen, hvor sovjetiske piloter fløj i nordkoreanske jægerfly, ligesom Kina tog uofficielt del i krigen.

»Da der kom en million kinesere væltende, sagde Kina, at det bare var en flok frivillige, der ville støtte Nordkorea. Så der har været mange eksempler på den slags søforklaringer i tidens løb,« siger han.