Verdens største passagerfly er landet i København

Emirates Airbus A380 landede tirsdag i Københavns Lufthavn i Kastrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Verdens største passagerfly, Airbus A380, er netop landet i Københavns Lufthavn. Det er det arabiske luftfartselskab Emirates, der for første gang i dag indsætter kæmpeflyet på sin rute mellem København og Dubai.

Og det er et vigtigt skridt for Københavns Lufthavn, at man nu er i stand til at modtage så store fly, fortæller administrerende direktør Thomas Woldbye.

»I Københavns Lufthavn betragter vi dagen som en milepæl på vores rejse fra at vokse fra 25 til 40 millioner passagerer om året,« siger han i en skriftlig kommentar.

Begivenheden bliver derfor markeret af lufthavnen, der har inviteret erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) til at deltage i en ceremoni tirsdag.

Københavns Lufthavn investerer i disse år flere milliarder på at udbygge lufthavnen, så man kan tiltrække flere ruter og mere trafik. Blandt andet er »finger C«, der er den del af lufthavnen, hvor de største fly »lægger til«, blevet udvidet for 255 millioner kroner. Der er blandt andet bygget en ekstra bro til 15 millioner kroner, som har været nødvendig for at lufthavnen kan modtage de store A380-fly. Samtidig er en af landingsbanerne blevet udvidet i sommer.

Der er plads til 615 passagerer i en A380.

Airbus 380 landede tirsdag i Danmark. Her ses bar-loungen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson.