»Verden forandrer sig - det har de Radikale opdaget«

Marianne Jelved er mest kendt for sin håndtaske, men de fleste ville hellere give hende en pegepind, så hun kan vise, om en stemme på hende går til højre eller venstre. Men det vil hun ikke - og det skal folk vænne sig til.

Marianne Jelved ser opbrud hos konservative vælgere og Venstres ditto. Samtidig har Socialdemokraterne rykket sig på afgørende punkter, og det giver muligheder for nye konstellationer i dansk politik. Arkivfoto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

»Danmark har brug for en anden vej« hedder titlen på det seneste politiske manifest fra Det Radikale Venstre. Et frihedsbrev, der løsrev partiet fra den ellers så tro forlovede samarbejdspartner, Socialdemokraterne.

Centrale aktører højt oppe i hierarkiet - med Naser Khader i spidsen - var særdeles trætte af det, de anså for en stavnsbinding uden udsigt til reel politisk indflydelse. De ønskede en anden linie i partiet. Et ønske gruppeformand, Marianne Jelved, snarere uundgåeligt end velvilligt, var nødt til at opfylde.

For ingen anden person i partiet måtte sidenhen være parat til at svare på det spørgsmål alle insisterer et svar på, men som ikke får det - uanset hvor meget de spørger - før efter næste valg. Nemlig, hvem vil Jelved pege på, hvis der kan dannes flertal på begge sider af midten, men ingen vil pege på hende.

Og den seneste uge har heller ikke hjulpet partiet.

Splittelse i baglandet, to fløje i partiet, der trækker i hver sin ideologiske retning, en kronprins, der provokeret af Marianne Jelveds udnævnelse af en kronprinsesse som arvtager, kræver urafstemning for at vælge partiets næste leder, var derfor det sidste, de radikale havde brug for. I hvert fald hvis de vil skabe ro om en alternativ og markant politik. Ikke destro mindre er det lige nøjagtig det, som de har fået.

Ved mediernes hjælp
Til trods for uroen, tror gruppeformand Marianne Jelved stadig på, at taktikken kan lykkes, men det kræver, at medierne hjælper til.

»Det, der er opgaven, det er at overbevise dig og andre, der skriver i medierne, og som har virkelig svært ved at sætte sig ud over de der bogstavlege,« siger Marianne Jelved.

»Når det er sådan, og det er rigtig nyt i dansk politik i vores politiske historie, at Socialdemokraterne, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti er enige om en række centrale temaer, så er vores spørgsmål: Hvor er den egentlige opposition så henne? Hvad skal de mennesker, som ønsker en anden politik, gøre? Vi ser Det Radikale Venstre som et alternativ, og derfor siger vi, at de radikales stemmer vil blive brugt på at skaffe en anden politik.«

På hvilke områder?

»På skatteområdet, familiesammenføringsområdet, uddannelsesområdet, på hele den måde vi indretter velfærdsområdet på, hvor der nu sker en centralisering, hvor vi vil have en decentralisering. Og vi vil have en anden form for udlændingepolitik end den, som Anders Fogh Rasmussen står for.«

Men tror du ikke, der indtil næste valg altid vil være nogen som vil spørge, hvem I vil pege på, når det kommer til stykket?

»Jo jo, det er rigtigt. Men det har vi jo sagt. Det er dig, der ikke vil tro på det.«

Tror du, I kan slippe uden om at svare?

»Hehe. Ja, vi har et svar. Vi peger på mig.«

Og hvis det så viser sig, at det ikke kan lade sig gøre? Men at I er nødt til at pege på en af de andre kandidater. Vil du så pege på Thorning eller Fogh?

»Det bliver slet ikke aktuelt. Vi peger på mig. Og det er klart, at hvis der bliver et VKO-flertal, så fortsætter den nuværende regering. Det er meget logisk. Men hvis de radikale stemmer bliver afgørende for, at der kan skaffes et flertal, så bliver der en forhandling. Så enkelt er det. Sådan har det været indtil 2001.«

I et historisk perspektiv, håber du så på en gentagelse af Baunsgaard-regeringen?

»Det kan jeg ikke svare dig på på nuværende tidspunkt. Det tror jeg ikke der er nogen, der kan.«

Ok...

»Altså, jeg vil lige sige til dig. Der er enorm meget opbrud i det politiske billede og i de politiske mønstre. Alene af den grund, at Socialdemokraterne på centrale områder har erklæret sig enige med Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti. På områder hvor R og S før har været enige, er S nu rykket til højre. Der er opbrud i Venstre og de Konservatives vælgerskare, som ikke bryder sig om det fortsatte samarbejde med Dansk Folkeparti. Derfor er der nogle muligheder, som ikke har været der før.«

Med åbne øjne
Marianne Jelved holder en kort pause og fortsætter så.

»Derfor skal du og andre se på det her med åbne øjne. Verden forandrer sig. Der var også en gang - for ti år siden - vi ikke troede på, at der kunne blive et flertal mellem VK og Fremskridtspartiet, som så blev til Dansk Folkeparti. Det blev der. Der sker forandringer, og derfor kan man ikke bare bruge de gamle mønstre, de gamle forestillinger og måder at se verden på. Det har Det Radikale Venstre opdaget. Og det er der flere og flere, der er ved at opdage.«

Så du tror på, at I kan overbevise vælgerne om, at I kan gennemføre denne her taktik?

»Det er jeg fuldstændig overbevist om, at vi har en forpligtigelse til at prøve. Ellers giver det ikke mening at have Det Radikale Venstre.

Hvis de Radikale går tilbage ved næste valg, hvis de Radikale ikke kommer i regering eller hvis du ikke bliver statsminister, vil du så fortsætte på posten som statsministerkandidat?

»Det skal jeg svare dig på til den tid. Du kunne vel ikke drømme om, at jeg svarede andet nu.«

Det ville ikke være så taktisk klogt?

»Nej, det ville det nok ikke.«