Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Psykiske lidelser forpester livet for tusindvis af danskere, der må vente i månedsvis for at komme i behandling hos en psykolog.
Nye tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at der i løbet af de sidste tre år er sket en fordobling i den gennemsnitlige ventetid til sygesikringsstøttet psykologbehandling for depression og angst. Ventetiden er knap ti uger, og det er uholdbart, mener psykologernes formand, Eva Secher Mathiasen.
»Det er rigtig alvorligt, at der står rigtig mange danskere i kø for at få behandling. Hvis de ikke får behandling, får de et større problem, og så ender de i psykiatrien til et meget dyrere behandlingsforløb,« siger hun.
Partierne bag satspuljeaftalen i Folketinget har afsat 130 millioner kroner årligt til psykologbehandling af angst- og depressionspatienter. Pengene rækker til 29.000 patienter, men behovet er reelt dobbelt så stort, påpeger Dansk Psykolog Forening.
»Man siger jo rigtig flot på Christiansborg, at nu kan alle med depression og angst få en henvisning, men de har ikke afsat midler til, at alle dem, der får en henvisning, også kan få behandling«, siger Eva Secher Mathiasen.
Sundhedsordfører for Socialdemokraterne Flemming Møller Mortensen (S) er dog tilfreds med den såkaldte psykologordning, og går i øjeblikket og venter på en evaluering af ordningen fra Sundhedsministeriet.
»Jeg er meget positivt stemt over for psykologordningen. Det er også derfor, vi afventer evalueringen med stor spænding. Jeg er nemlig villig til at gå længere, end vi har gjort hidtil, hvis vi får anbefalinger om det,« siger han.
Han forklarer, at Socialdemokraterne netop går ind for en hurtig udredning og behandling.
»Vi skal kunne give de patienter en god og hurtig behandling. Men jeg vil ikke forgribe, hvad vi kan finde på at gøre, vi skal lige have ordningen evalueret,« siger han.
Spørgsmål: Hvis evalueringen så viser, at det godt kan betale sig at øge pengene i satspuljen, er det så det, I gør?
»Jeg vil sige, at hvis vi får rigtig gode tegn på, at den her ordning fungerer og vi får anbefalinger på, hvad vi kunne gøre for at gøre det endnu bedre, så tror jeg, at det er et rigtig godt sted at sætte ind,« siger Flemming Møller Mortensen.