Venstrefløjsredaktør er død

Redaktør Martin Lindblom er død, 43 år. Han stod bag venstrefløjens vigtigste journalistiske organ, hjemmesiden modkraft.dk.

Foto: Mark Knudsen, Monsun

Som 15-årig hang han ud af vinduerne i Mekanisk Musik Museum. Et halvt år senere dansede han til tonerne af Savage Rose i den store sal under indvielsen af Ungdomshuset på Jagtvej. Han boede i samtlige besatte huse i København i 1980erne og 1990erne og stod på barrikaderne, da Ryesgade 58 blev ryddet. Hans venner kaldte ham Martin Kat, men hans borgerlige navn var Lindblom.

Klokken ni i morges åndede han ud. Martin Lindblom tabte kampen til kræften, og venstrefløjen i København er med sikkerhed et kedeligere sted at opholde sig i den nære fremtid.

Venner og fjender

Martin Lindblom levede 43 år med et smil på læberne. Han havde venner – masser af dem – og han havde fjender – en hel del. For han levede og åndede kompromisløst for sine venstreradikale projekter, som gennem årene spandt fra BZ-bevægelsens magasiner over Ugeavisen Socialisten i sidste halvdel af 1990erne. I 2000 var han initiativtager til mediebureauet Monsun, hvor den venstreradikale hjemmeside modkraft.dk udsprang fra.

– Vi har ikke kun mistet en god kollega og ven, men også en ildsjæl på venstrefløjen og i den progressive journalistik. Martin spillede en afgørende rolle i udviklingen af Modkraft fra at været et legende eksperiment med netjournalistik til et interaktivt mødested for det progressive Danmark, siger Ole Wugge Christiansen, der er konstitueret redaktør af Modkraft.dk.

Elsket på venstrefløjen

Martin Lindblom var selvlært i den journalistiske verden og skabte opsigt omkring sine artikler og ideer. Således var han i sine sidste ti år som aktiv journalist selve inkarnationen af venstrefløjens råddenskab og forløjethed, hvis man skal støtte sig til hans højreradikale modstandere hos uriasposten.dk og 180grader.dk. Men i miljøet til venstre for midten i dansk politik var han vellidt – selv blandt sine politiske modstandere.

Martin Kat - han hed aldrig andet i sin omgangskreds - boede det meste af sit voksne liv i området omkring Blaagaards Plads. Han efterlader sig kone, tre børn og en plejedatter.