Venstre vil bevare asylcentre

Venstre afviser at nedlægge asylcentrene, som Ny Alliance kræver. V-ordfører kalder Ny Alliances politiske program for "alt godt fra havet".

Venstre har ingen planer om at nedlægge landets asylcentre, selvom Ny Alliances leder, Naser Khader, kalder partiets asylpolitik for "næsten ultimativ".

- Vi har ikke nogen planer om at nedlægge asylcentrene. Vi har ingen planer om at gå den vej, at asylcentrene skal lukke, så asylsøgerne skal bo rundt om i landet. Det er ikke en politik, vi vil acceptere, fastslår Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen.

Overordnet set kvitterer venstremanden dog for, at Ny Alliance torsdag præsenterede et længe ventet politisk program og ikke vil stille ultimative krav for at støtte en eventuel borgerlig regering efter et valg.

- Jeg hæfter mig ved, at Ny Alliance har præsenteret en lang række politiske forslag. Nogle som vi er enige i, og nogle som vi ikke er enige i. Det er også derfor, jeg siger, at vi har set alt godt fra havet, og at der er nogle skidtfisk imellem, siger han.

/ritzau/