Påbud og restriktioner skal give mening, mener Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen.

Han ønsker indført et såkaldt forklar-eller-fjern-princip, skriver han på Facebook i en kommentar til regeringens pressemøde fredag aften.

Her præsenterede regeringen en stramning af coronabekæmpelsen, som blandt andet omfatter flere krav om brug af mundbind og en skærpelse af forsamlingsforbuddet.

»Alle regler, krav og påbud, som skyldes corona, skal efterses af sundhedsfaglige eksperter og økonomer for at sikre åbenhed og klarhed omkring restriktionerne«, skriver Jakob Ellemann-Jensen og fastslår, at påbud og restriktioner skal give mening.

»Det skal kunne forklares. Hvis det ikke kan det, så skal det ikke være der. For det, der ikke kan forklares, kan ikke forsvares. Hvis regeringen så alligevel vil indføre det, så bør de samle et almindeligt politisk flertal. Det er uholdbart, at regeringen som nu gennemtrumfer vigtige politiske beslutninger hen over hovedet på befolkningen, virksomheder, foreninger og Folketinget«, skriver Venstres leder.

»Jeg vil gerne understrege, at danskernes sundhed er min og Venstres vigtigste prioritet. Og det handler ikke nødvendigvis om færre regler. Det kan være, der kommer flere, der skal følges. Men vi skal sikre, at det giver mening, at det gør en reel forskel, og at danskerne fortsat har tillid til de beslutninger, som træffes.

Samtidig er det helt afgørende, at danskerne hurtigt og effektivt kan blive testet og få svar på testen. Det har vi i Venstre igennem længere tid bedt regeringen om at sørge for. Vi skal udnytte vores testkapacitet bedre, herunder bruge private leverandører, og vi skal sørge for at smitteopspore. Det er det stærkeste våben og den bedste måde at få kontrol med virussen. Og hvis der er styr på den del, så undgår vi også i langt højere grad nedlukning og restriktioner«, skriver Ellemann-Jensen.