Venstre-politiker mister job efter kokainkørsel

Jakob Engel-Schmidt er færdig som underdirektør på Niels Brock. Han er på orlov fra Folketinget.

Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt stopper som underdirektør på handelsskolen Niels Brock efter kokainkørsel. Det bekræfter Niels Brock til Ritzau. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt mister sit job som udviklingsdirektør på handelsskolen Niels Brock efter kokainkørsel sidste sommer.

Det bekræfter Niels Brock til Ritzau.

»Det er kommet fuldstændig bag på os, og vi er naturligvis kede af det på Jakobs vegne; det er en stor både personlig og professionel tragedie,« siger administrerende direktør på Niels Brock, Anya Eskildsen, i en pressemeddelelse.

Desuden skriver Niels Brock, at »Niels Brock udtaler sig af princip ikke i personalesager, men bekræfter, at der er indgået en fratrædelsesaftale med Jakob Engel-Schmidt«.

Politikeren er på orlov fra Folketinget. Siden 1. oktober sidste år har han været udviklingsdirektør på Niels Brock.

Da Ekstra Bladet i september spurgte ind til sagen om narkokørsel efter at have fået tip, bad Jakob Engel-Schmidt om orlov fra Folketinget for i stedet at blive udviklingsdirektør på Niels Brock.

Det var også Ekstra Bladet, som via aktindsigter tirsdag kunne fortælle, at V-politikeren er blevet frakendt kørekortet ubetinget i tre år og skal have en bøde, efter at han blev taget af politiet i København i juli sidste år.

På Facebook bekræftede Jakob Engel-Schmidt efterfølgende selv historien og oplyste, at det var kokain, han havde i blodet, mens han kørte bil.

Betjente fattede mistanke til politikeren, da han på Lyngbyvej i København blev stoppet på grund af en lygtefejl.

Det fremgår desuden af døgnrapporten om sagen, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, at Jakob Engel-Schmidt forsøgte at obstruere politiets arbejde.

Han nægtede i første omgang at tage en udåndingsprøve og en narkotest. Derfor blev han anholdt, og senere på natten blev der taget en blodprøve i stedet for.

Politikeren er også et kendt tv-ansigt, og han har været en af de faste paneldeltagere på TV2 News-programmet »News & Co«. Også her er han færdig, bekræfter chefredaktør Ulla Pors.

»Lige nu skygger den her sag og dens omstændigheder for, hvad han i øvrigt måtte sige som medlem af et panel,« siger hun til TV2's hjemmeside.

Venstres gruppeformand, Søren Gade, udtalte tirsdag aften, at han har "meget svært ved at se" Jakob Engel-Schmidt komme tilbage til en hverdag på Christiansborg narkokørslen.

»Jakob Engel-Schmidt har begået en torskedum og ulovlig handling. Han siger selv det er utilgiveligt, og det vil jeg give ham ret i,« skriver Søren Gade.

»Jakob har for tiden orlov fra Folketinget. Jeg har derfor meget svært ved at se, at han kan komme tilbage til en hverdag på Christiansborg, med det han har lavet,« skrev han i en kommentar.

/ritzau/