Venstre maner til ro om fælled-flytning: Vi har ikke »skiftet mening«

Venstre bakker op om de Konservatives forslag om at flytte byggeriet på Amager Fælled. Hvis det ikke er muligt, holder de dog fast i, at der skal bygges på den gamle strandeng.

»Der er på ingen måde tale om, at vi løber fra nogen aftale, eller at vi allerede har besluttet os for at sige ja til den alternative placering. Vi har alene sagt ja til at få undersøgt, om det kan være et gangbart alternativ,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Foto: Sofie Mathiassen Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Der er ikke længere politisk flertal for at fastholde den 25 år gamle plan om at bygge boliger på de seks procent af Amager Fælled, der engang var en strandeng, og som huser en række dyre- og plantearter, der er særlige for en by som København.

Nu bakker Venstre i Borgerrepræsentationen nemlig op om de Konservatives forslag om at flytte byggeriet til et andet område af fælleden, som Berlingske beskrev tidligere på måneden.

De Konservatives og Venstres nylige udmeldinger får nu Københavns Kommunes overborgmester Frank Jensen (S), som hidtil har fastholdt aftalen, til at melde ud, at han vil bremse planerne om byggeriet og se på, om det er muligt at flytte det omdiskuterede byggeri til et nyt sted på fælleden.

»Vi har ikke skiftet mening«

Det område af Amager Fælled, der er tale om at flytte det planlagte byggeri til, er en tidligere losseplads, som ligger på den anden side af et vandrerhjem få hundrede meter fra den oprindelige byggegrund. I dag er det pågældende område udlagt til en ny campingplads. Den tidligere losseplads er modsat den gamle strandeng fredet, så det vil kræve en lovændring i Folketinget, hvis byggeriet skal flyttes.

Ifølge Venstres spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), er det imidlertid ikke korrekt at sige, at Venstre ligefrem har skiftet holdning til byggeriet.

»Jeg er med på, at det er blevet blæst fuldstændig op. Men det eneste, vi sådan set har sagt, er, at kommer der et forslag fra Konservative om at undersøge alternativet med campingpladsen, så vil vi gerne stemme for en sådan undersøgelse. Der er på ingen måde tale om, at vi løber fra nogen aftale, eller at vi allerede har besluttet os for at sige ja til den alternative placering. Vi har alene sagt ja til at få undersøgt, om det kan være et gangbart alternativ,« siger hun.

»Det er en sag, der er kørt så hårdt op nu, at det ville være meget mærkeligt og stejlt at sige, at man ikke vil være med til så meget som at kigge på alternativer.«

Men hvis den tidligere losseplads viser sig ikke at være egnet til byggeri, er Venstres holdning fortsat, at der skal bygges på det planlagte område som oprindeligt tiltænkt.

»Hvis der i dette konkrete tilfælde viser sig et godt alternativ, vil vi gerne have undersøgt en alternativ placering. Men en aftale er en aftale, og vi står selvfølgelig ved den aftale, der er lavet,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard

Ikke afgørende hvor på fælleden

Også hos De Konservative står man ved den oprindelige aftale om, at der skal bygges på Amager Fælled. Men for dem er det ifølge de Konservatives spidskandidat i København, Jakob Næsager, ikke afgørende, om det bliver på den ene eller den anden side af vandrerhjemmet.

»Hvis nogen synes, at det er rarere at bygge på den gamle losseplads på vestsiden end på den gamle strandeng på østsiden, vil vi gerne være med til at flytte det. Men hvis en flytning skal kunne lade sig gøre, kræver det at SF, Enhedslisten og de Radikale ændrer standpunkt og anerkender, at der skal bygges, som den 25 år gamle aftale siger,« siger han.

Hellere losseplads end strandeng

Ogse Radikale Venstre forholder sig positivt til overborgmesterens seneste udmelding.

»Først og fremmest er vi meget begejstrede over, at Frank Jensen nu rykker sig og er villig til at indgå i en konstruktiv dialog om en løsning. Men vi mener jo, at det er et for snævert fokus kun at tale om et andet område af Amager Fælled som et alternativt byggeområde. Vi ønsker stadig en bred undersøgelse, der ser på en masse forskellige pakkeløsninger bredt i byen,« siger gruppeformand Tommy Petersen (R).

De Radikales klare holdning er imidlertid stadig, at der slet ikke bør bygges på Fælleden, men fordi den gamle strandeng er så unik, er partiet villige til at indgå et kompromis og flytte byggeriet over på den anden side af vandrerhjemmet, hvis det viser sig at være den eneste løsning.

»Jeg synes, at de partier, der maler sig selv meget op i et hjørne og nægter at se på at flytte byggeriet hen på den gamle losseplads, skal passe meget på, at de ikke ender med at være skyld i, at der bliver bygget på den gamle strandeng, fordi de ikke tog imod et kompromis,« siger han.

»Der skal i hvert fald lyde en opfordring herfra til, at alle går konstruktivt ind i den her dialog. Også selv om det ikke er den optimale løsning.«