Venstre anerkender veteraners kritik

Løftebrud. Det er ikke blide ord fra krigsveteraner, Venstre må lægge øre til. Veteranerne føler sig forbigået og svigtet . Mens politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen anerkender, at indsatsen for landets veteraner skal styrkes, mener han ikke, at der er tale om løftebrud.

21INDDansk-krigsdeltagelse-.jpg
Danske krigsveteraner bliver fejret med en årlig flagdag, men de føler sig fortsat svigtet af politikerne. Under valgkampen talte tidligere forsvarsminister om veterankoordinatorer i samtlige kommuner, men siden er der ikke sket ret meget. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

I lørdagens udgave af Politiken kritiserer en række krigsveteraner Venstre og i særdeleshed Søren Gade for ikke at leve op til sidste års valgløfter på veteranområdet.

Tilbage i juni 2015 udtalte den tidligere forsvarsminister nemlig, at der skulle være én veteranansvarlig i hver kommune, hvis fornemmeste opgave det ville blive at gøre livet lettere for landets hjemvendte soldater. Men siden da er det blot 16 af landets 98 kommuner, der faktisk har ansat veterankoordinatorer på enten del- eller fuldtid, og det får nu flere af landets krigsveteraner op af stolen.

Det her handler om Mens Søren Gade befinder sig i Ghana og er ude af stand til at stille op til interview, har Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, indvilget i svare på Berlingskes spørgsmål. Og ifølge ham tager man kritikken ganske alvorligt.

Hvad mener du om den kritik, som bliver rejst?

»Vi løber selvfølgelig ikke fra, hvad vi sagde dengang. Derfor kommer vi også med et udspil til justeringer af veteranområdet indenfor ganske kort tid. Men jeg kan ikke komme det meget nærmere end, at vi selvfølgelig er optaget af at sikre en bedre kommunikation mellem offentlige myndigheder og veteraner, hvor man ofte som krigsinvalideret eller pårørende kan føle, at man bliver en kastebold i et system, som er vanskeligt at agere i. Om det så bliver via veterankoordinatorer eller en anden model, det har jeg ikke noget religiøst forhold til. Men jeg hører fra flere sider, at det er svært at navigere i systemet, og det skal vi selvfølgelig have gjort noget ved.«

Skal finde ud af, hvad der virker

Det var vel netop derfor, Søren Gade i valgkampen lovede veterankoordinatorer i samtlige landets kommuner. Hvorfor sker der så først noget nu?

»Det her er jo en løbende proces, hvor vi gradvist bliver dygtigere og klogere. Da vi startede med for alvor at sende soldater til andre lande i starten af halvfemserne, da var vi jo – undskyld udtrykket – i bedste fald lallende amatører til at tage imod dem, når de kom hjem. Vi er blevet bedre undervejs. Vi har fået en veteranpolitik, vi har fået afskaffet den tåbelige seks-måneders-regel, men selvfølgelig er der er stadig plads til forbedringer, og det er det, vi gør noget ved nu med det her serviceeftersyn af veteranområdet. Det handler om at finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker, så vi kan handle på det.«

Men i hvilken grad er den her kritik, der bliver fremsat, berettiget?

»Noget af kritikken er berettiget. Men der bliver også gjort mange gode ting, og det synes jeg også, man skal anerkende. Der, hvor der er plads til forbedring, det handler om kommunikationen med det offentlige system. Og det er også derfor, vi kommer med nogle tiltag nu. Så nej, indsatsen er bestemt ikke perfekt. Vi skal blive bedre, og vi lytter til de indspark, der kommer. Derfor gør sådan et indspark her også nas, fordi vi jo er nogle, der bruger relativt mange kræfter og tid at imødekomme de ønsker, der er derude.«

Kritikken går vel ud på, at I fra regeringens side har lovet, at der skulle indsættes veterankoordinatorer i landets kommuner til at håndtere den her kommunikation. Det skete for et år siden – og alligevel er det begrænset, hvad der faktisk er sket?

»Det kan jeg kun beklage. Som tidligere medarbejder i forsvaret har man nok en oplevelse af, at ting skal ske umiddelbart efter, man har fået besked om det. Sådan er det. Og jeg må så med ærgrelse konstatere, at sådan fungerer det ikke i dansk politik, desværre. Det kan være frustrerende at arbejde med, og det kan være vanskeligt at forstå. Men det er noget, vi lytter til, og det er noget, vi agter at gøre noget ved. Men Rom blev ikke bygget på én dag. Og det bliver vores veteranpolitik heller ikke.«