Venlighed nok til alle

»Venligboerne« er navnet på en ny folkebevægelse på Facebook, der går imod den politiske debat og byder flygtninge velkommen med fællesspisning, Tivoli-ture, sprogcafeer og frivillig retshjælp. Det dufter af blomsterkranse og lilla stofbleer, men er ramme alvor. Og gruppen vokser med rekordfart.

26-årige Hammadeh Al-Habash er endt i Danmark efter at være flygtet fra krig i Syrien. Flere gange om ugen kommer han på Café Venligbo på Vesterbro i København, hvor folk er ivrige efter at hjælpe med stort og småt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere på sommeren skrev Hammadeh Al-Habash et opslag i Facebook-gruppen »Venligboerne København og Omegn«: Var der en venlig sjæl, der ville gå en tur med ham og tale lidt dansk, så han kunne øve det svære, nye sprog?

Få timer efter havde den unge syrer fået en hel håndfuld kaffeaftaler og flere middagsinvitationer. Hammadeh Al-Habash smiler lige dele begejstret og ydmygt.

For under et år siden kom den 26-årige bachelor i IT til Danmark på flugt fra en krig, der har efterladt hans hjemland i blod og ruiner. I dag sidder han på Cafe Venligbo på Vesterbro i København, omgivet af danskere, der er ved at boble over af iver for at hjælpe. En kvinde i Ordrup, hvor han bor, har doneret ham en cykel. En anden har brugt timer på at forklare ham om alt fra dansk kultur til S-togszonesystemet i København. Han har spist middag med familier, gået til lektiecafé med frivillige, fået rigtige venner.

»Jeg har ikke haft én dårlig oplevelse med danskere endnu. Folk er så venlige, det er helt vildt!« siger han.

Mens politikerne i Folketinget strides om, hvor mange asylansøgere der skal til Danmark, og regeringen har indført nye stramninger, der skal gøre det »mindre attraktivt« for de krigsplagede at komme hertil, er en ny modbevægelse ved at vokse sig stor i det små.

»Venligboerne« begyndte i efteråret sidste år med en gruppe vendelboer i Nordjylland, der skiftede navn for at signalere, at de ville tage godt imod flygtningene på det lokale asylcenter.

Siden har fænomenet vokset sig til noget nær en mindre folkebevægelse. I København alene har Facebook-gruppen over 12.700 medlemmer. Der er søstergrupper i over halvdelen af landets kommuner, og der er ved at blive søsat lignende initiativer i Tyskland, Grækenland og Ungarn. For en måned siden fik Venligboerne tilmed sin egen café i en tom container i Enghaveparken på Vesterbro i København, hvor den gode karma ikke bare driver rundt i cyberspace, men manifesterer sig fysisk med billig kaffe, multikultur og evigt åbne arme.

Det lyder smukt og humanistisk og overskudsagtigt. Og næsten komisk i al sin godhed. Er der overhovedet flygtninge nok til de massive mængder af venlighed?

Netværk, ikke nødhjælp

Anne Lise Marstrand-Jørgensen griner. Forfatteren, som står i spidsen for den københavnske filial af venlighedsbevægelsen kan godt dufte blomsterkranse og lilla stofbleer.

»Men vi har netop lavet noget, der rækker langt ud over hyggen,« siger hun.

Hendes vision er at bygge et netværk, der ikke bare handler om at drikke kaffe og spise syrisk mad, men også om alle de kedelige hverdagsting: Hvem ringer man til, når man skal finde en praktikplads eller have hjælp til at tyde papirer fra kommunen eller bare have hjælp til at få løftet en sofa eller malet en lejlighed? Alt det, vi andre bruger venner og bekendte til, men som mangler, når man er ny i et fremmed land.

Ideen er, at alle bidrager med det, de nu engang har lyst til og orker. Nogle donerer gamle møbler og andet, de alligevel ikke skal bruge, i Venligboernes giv-væk-gruppe, andre øver grammatik i sprogcafeer og hjælper med at skrive CVer. Andre arrangerer Tivoliture og fællesspisning, mens det store flertal bare »liker« gruppen og måske sender en trist smiley, når en flygtning uploader et billede fra sin sønderbombede hjemby.

Og det er alt sammen nøjagtig lige fint, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen, for det er det uformelle, der er gruppens styrke:

»De fleste af os er travle. Men man bliver overrasket over, hvor stor en forskel selv lidt kan gøre. Og hvor sindssygt hjælpsomme alle er, når der er korte kommandoveje, og folk kan byde ind og deltage på deres egne præmisser.«

Fra tid til anden er der én, der skriver i gruppen, at de har tre sække kvindetøj, de gerne vil donere: »Hvor kan jeg aflevere det?« Men det kan netop ikke afleveres noget sted, medmindre nogen specifikt ønsker at modtage det, selvfølgelig. For Venligboerne er ikke en nødhjælpsorganisation, men et netværk. Det er fleksibelt, frivilligt og åbent for alle.

»Men min motivation var selvfølgelig også politisk,« siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Selv om det ikke er dét, der er Venligboernes raison d’être.

»Jeg ville sige fra over for den syndebuksretorik, der er om flygtninge, og havde en trang til at vise et andet ansigt af Danmark end det, den politiske debat giver indtryk af.«

Glædesskriget kan høres en meter fra telefonen.

Syriske Nedal Al Kheder har lige ringet til sin blinde kone og fortalt, at han netop har fået tilladelse til familiesammenføring. Han tæller tilladelserne – der er seks: En til konen, en til sønnen, og fire til døtrene. Stemningen foran Udlændingestyrelsen i Ryesgade i København, hvor 12 syrere den seneste uge har sultestrejket i frustration over ikke at have fået svar på deres sager, går fra nedslået til ekstatisk.

»Det er vores første succes,« siger Asrin Mesbah i en kort pause, inden hun skal ind og rykke sagsbehandlerne for den næste sag. »Jeg ryster nærmest af glæde. One down, 59 to go!«

For en måned siden meldte den 36-årige jurastuderende sig ind i Venligboerne, fordi hun hver dag gik forbi Udlændingestyrelsen og så de desperate syrere. Da hun fandt ud af, at al sagsbehandling foregår på dansk, og de fleste flygtninge ingen hjælp har til at udfylde deres skemaer, der derfor bliver fulde af fejl med ekstra lange sagsbehandlingstider til følge, besluttede hun sig for at banke sin egen frivillige retshjælp på benene. Nu mødes 20 studerende hver onsdag for at hjælpe flygtningene. Indtil videre har de 60 sager i bunken.

De sultestrejkende foran styrelsen, der deler juice ud i plastikkrus til Asrin Mesbah og de andre danskere, der er mødt op, er taknemmelige og overvældede af den moralske støtte.

Men da en anden velmenende venligbo senere på dagen vil starte en indsamling, svarer en flygtning kort efter i Facebook-gruppen, at de sultende altså er blevet enige om, at de ikke vil tage imod gruppens penge: »Vi er her blot for vores sager og ikke for at tigge.«

Det er netværk og ikke nødhjælp. Venskab og ikke almisser. Og alt er båret af den gode ånd.

Den evige skyldfølelse

Måske netop derfor kan Facebook-gruppen også virke lige lovlig anmassende for nogen. Flere medlemmer er begyndt at klage over, at der kommer mange notifikationer.

»Jeg kan ikke være medlem af det smukke projekt »Venligboerne« på Facebook mere,« skrev en klummeskribent i Politiken i sidste uge. »Jeg skammede mig, mens jeg likede løs uden videre handling. Fik stress af alt det overskud, der spejlede mit eget underskud.«

Klummeskribenten havde allerede mobilepayet tre forskellige velgørende organisationer, deltaget i en indsamling af ni flyttekasser børnetøj til flygtningene på Lesbos og haft klumper i halsen over bådflygtningene i Grækenland. Alt sammen gav bare endnu mere dårlig samvittighed, for kan man som rig og ressourcestærk dansker nogensinde købe aflad nok, når man aldrig selv er gået sulten i seng eller har prøvet at være truet på sit liv?

Den kritik køber Anne Lise Marstrand-Jørgensen nu ikke.

»Hvorfor skal ens dårlige samvittighed være vejledende for noget som helst?« spørger hun.

»Jeg mener ikke, folk skal martres, og hvis man får dårlig samvittighed, når andre deler ud af overskud, skal man selvfølgelig ikke være med. Min oplevelse er bare, at jo mere, jeg gør, desto mere bliver jeg bevidst om, hvor lidt, jeg faktisk gør og jo mere, får jeg lyst til. Det er jo ikke sådan, at man, fordi man har brugt eftermiddagen på at danse syrisk folkedans eller ringe til en sagsbehandler for en flygtning, ikke kan hjælpe den gamle kone med at bære tunge poser op ad trappen om aftenen. Tværtimod: »Venlighed avler mere venlighed, som et frø, man planter, der vokser sig stort.«

Hvad med de andre?

Tilbage på Cafe Venligbo sidder i omegnen af 30 gammeldanskere og fem gæster af udenlandsk­ udseende og lytter til torsdagens koncert. Facebook-gruppen er så stor, at der snart er 100 danskere for hver nytilkommen flygtning. Hvad er det ved Venligbo-projektet, der har tændt en humanistisk ild i så mange?

Der har været flygtninge og indvandrere i Danmark i årtier. For ikke at tale om danskere med sociale problemer: misbrugere, enlige forsørgere, fattige. De er ikke blevet kvalt i kærlighed eller inviteret til hygge i tilsvarende hipster-containercafeer og feel good-arrangementer.

Og selv i dag – kun 30 meter fra den ultravenlige crowd under de hvide parasoller på Cafe Venligbog – ligger en romalejr, hvis medlemmer så langtfra er med i festen.

»Det føles godt og konkret at kunne forære sit gamle junk til en flygtningefamilie, som faktisk kan få glæde af det,« siger Anders Hastrup, der er venligbo, forsker på RUC og har taget et par frivilligvagter på cafeen.

Han sidder og drikker Pepsi og taler dansk med Hammadeh Al-Habash. Og også dét føles godt: at sidde på café og tale dansk med den unge arabiske IT-studerende, der er velformuleret og charmerende og ingen skyld har i sin situation, men tværtimod er topmotiveret for at komme videre og opbygge et nyt liv.

Og måske netop derfor appellerer flygtningesagen til så mange: Fordi der med de nye syriske flygtninge er tale om mennesker, der ikke som udgangspunkt er sociale klienter, men borgere som har ressourcer, og som kun venter på at blive succeshistorier.

»Mit håb er så bare, at det faktisk kan være begyndelsen på en større social mobilisering. At initiativet vil få danskernes øjne op for, hvordan vi også kan hjælpe hinanden og mange andre sårbare sociale grupper,« siger Anders Hastrup.

Den anden dag skrev en dansker med psykiske problemer i venligbogruppen, at han godt kunne brug lidt omsorg og besøg. »Var det nu det rigtige forum at efterspørge det?« svarede en anden bruger kort efter. Efter lidt diskussion blev gruppens holdning dog klar: Venlighed er ikke et nulsumsspil og selvfølgelig skal vi kunne brede den ud til alle med behov.

»Så kan det godt være, det er flygtninge vi sidder på café med i dag,« siger Anders Hastrup og nikker over mod Hammadeh Al-Habash og hans ven, der kommer i cafeen mange gange om ugen.

»Men forhåbentlig kan det kickstarte en bevægelse, så, hvem ved; måske også romaerne kun 30 meter herfra bliver en del af cafeen og venligheden snart.«