Velkommen til et København, du sikkert har glemt

900 hidtil ukendte billeder fra København i 1960erne er kernen i ny bog om en storby, der forsvandt.

Københavnere kender Allan Mylius Thomsen på lædervesten og hatten, når han ses gå rundt i det gamle København med en hale af mennesker efter sig, mens han peger op og ned og fortæller. På hverdagsaftener en tysk Mayser-hat. Når det skal være fint, hans hvide italienske borsalino.

Den 69-årige skribent og selvlærte byhistoriker er så vidt vides den mest benyttede turguide på byvandringer i København. Han mener selv, at han viser omkring 10.000 mennesker rundt om året, og han har bøger om alt fra pølsevognene til værtshusene, baggårdene og bykvartererne bag sig.

En dag mødte Allan Mylius Thomsen en mand, der engang havde gået et par klasser over ham på Havremarkens Skole på Nørrebro. Han hed Leif Ziegler og havde samme interesse for det historiske København som Allan Mylius Thomsen og var også med i Facebook-gruppen »Gamle København«. Den har i dag lidt over 39.000 medlemmer.

Leif Ziegler fortalte, at han lå inde med 900 fotografier af københavnske steder, kvarterer og byrum taget mellem 1961 og 1972. Hver gang Leif Ziegler hørte, at noget skulle rives ned, saneres eller på anden måde ændres, var han af ren dokumentarisk kærlighed til byen kørt ud for at forevige det med sit Rolleiflex-kamera, hvorefter han sirligt arkiverede billederne med datoer og adresser.

Den slags skal man ikke bare sige til Allan Mylius Thomsen. Han, der har skrevet mere end 20 bøger om det historiske København, greb lunsen. De to skulle da lave en bog.

Det er nu to et halvt år siden. I eftersommeren udkommer så »Byen, der forsvandt«. 500 sider med næsten alle Leif Zieglers fotografier fra et næsten glemt København med tekst af Allan Mylius Thomsen.

Indre København, Christianshavn, Nørrebro, Vesterbro, Østerbro, Amagerbro, Valby, Utterslev, Emdrup, Nordvest og Sydvest. Leif Zieglers massive gennemfotografering af forandrede og forsvundne lokaliteter og matrikler fra en tid, der ikke besidder f.eks. guldalderens eller Christian 4.s 1600-tals fascination.

Københavner-kender og medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten, Allan Mylius Thomsen, udkommer til efteråret med en bog om det glemte København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

»Men bogen bliver en tur ned ad memorylane. Igennem ungdommens og barndommens kvarterer. Den by, som 68-generationen omgav sig med som børn. Det København, de kan huske.«

Vi sidder i Allan Mylius Thomsens lejlighed i Teglgårdsstræde og ser på nogle af Leif Zieglers billeder. En todimensionel verden af i går, der, når bogen udkommer, vil fodre danskernes stigende interesse for historie. Ikke mindst for deres hovedstad.

»Folk vil rigtig gerne høre om det gamle København. Som Grundtvig sagde: Hvis man ikke ved, hvor man kommer fra, så ved man ikke, hvor man går hen. Man vil gerne have sine rødder med sig. Det er det, jeg prøver at skabe en forståelse for.«

Det er ikke kun i arkitekturen og byplanlægningen, Københavns udvikling er foregået. Bogen omhandler et København fra dengang, byen var fuld af arbejdere på store arbejdspladser som Burmeister & Wain og Frihavnen. Dengang der var ansat 11.000 mennesker i Københavns Havn. I dag er der, ifølge Allan Mylius Thomsen, 250, der også betjener havnen i Malmø. De losser og laster fire gange mere, end de gjorde omkring 1960.

Skulle man lide af den vildfarelse, at han som medlem af Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation er imod nybyggeri i København, så vil han gerne korrigere og i øvrigt påpege, at der i Borgerrepræsentationen er flertal for, at nybyggeri skal indeholde 25 pct. almene boliger.

»Det er en hård debat, også politisk. Mange mener, der bliver bygget for meget. Men vi er jo nødt til det. Vi bliver mere end 1.000 nye københavnere om måneden. Hvis vi ikke passer på og bliver ved med at udbygge hele tiden, så vil den eksisterende boligmasse simpelthen blive så dyr, at vi ender ligesom London og andre storbyer, hvor det kun er den absolut rigeste elite, der har råd til at bo der.«

Allan Mylius Thomsens partifælle, teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, har sagt ja til at skrive forordet til »Byen, der forsvandt«, og han har sikret sig, at alle medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation får et eksemplar forærende.
»Så kan de yngre medlemmer blive hørt i den,« som han siger.

Da 007 gik på Nørreport

Nørreport set fra, hvor Frederiksborggade fortsætter ind mod Kultorvet, 1971. Foto før: Leif Zieler. Foto efter: Sofie Mathiassen

Hvis man i 1960erne skulle se en af de nye James Bond-film med Sean Connery, kunne det kun ske ét sted: Nørreport Bio på Nørre Voldgade 80. Biografen åbnede i 1938 i en nyopført funkisejendom og lukkede i 1981 for at give plads til en Irma. Den ligger der stadig.

Biografen var kendt for at vise de lidt hårde »drengefilm«. Under Anden verdenskrig skabte Nørreport Bio sig et særligt ry. Den tyske besættelsesmagt krævede, at hver anden film skulle være tysk. For at omgå denne regel satte Nørreport Bio 11. maj 1940 den svenske film »Landevejskroen« – på svensk »Kalle på spången« med Edvard Persson i hovedrollen – på plakaten i 154 uger. Da var den set af 700.000 københavnere.

Efter krigen vendte biografen tilbage til det hårdtslående repertoire. I 1970 visteman således en af de første anti-westernfilm »Soldier Blue«, kendt for sine udpenslede voldsscener. Filmen kørte i over 20 uger og blev set af over 100.000 mennesker. Gæst nr. 100.000 fik 4. maj 1971 en buket blomster. Den sidste film, der blev vist i Nørreport Bio, var »Escape From Alcatraz« med Clint Eastwood.

Efter lukningen i 1981 kom nogle af biografens stole til Bio i Sindal og herefter til Biffen i Aalborg. Man kan stadig se den karakteristiske biografbygning i baggården.

Biografens nabo var Nørreport Bistro. Caféen åbnede ifølge Rådhusbibliotekets værtshusliste i 1950 som Nørreport Automatcafé. I 1955 skiftede den navn til Nørreport Bio Café og senere til Nørreport Bistro. I baggrunden ser man Nørretorvet med Sparekassen Bikubens nye funkisbygning fra 1958 og Nørregade.

Restaurant for abonnenter

Strøget/Frederiksberggade, 1962. Foto før: Leif Zieler. Foto efter: Sofie Mathiassen

Der var engang, hvor det at være abonnent på Berlingske Tidende var et privilegium på linje med at være medlem af en VIP-klub. For eksempel efter 1913, da avisen rykkede ind i hjørneejendommen på hjørnet af Frederiksberggade og Rådhuspladsen (opført i 1896 som Hotel Metropol). Berlingske Tidende ville give Politiken og dens lysavis kamp til stregen. Det gjorde man ved at etablere BT Centralen, der både havde kiosk, annonceindleveringskontor og en stor vægavis på hjørnet.

På første sal kunne de heldige, der havde set lyset ved at holde det hæderkronede dagblad, lade sig bespise på en restaurant kun for abonnenter. Naboen var den kendte fyldepenforretning »Pen Corner«.
BT Centralen lukkede i 1977.

Til højre i krydset står lyssignalet, der fik tilnavnet »Stoppenålen«. På den tid var det Danmarks mest berømte trafiklys opsat i 1931. Det var tegnet af Poul Fiedler Holsøe (1873-1966), der var stadsarkitekt og borgerrepræsentant i Københavns Kommune (1917-1921) for »Den Kommunale Vælgerforening« sammen med kollegaen Ib Lunding (1895-1983).

Den originale »Stoppenål« er gået tabt. En nyere udgave, dog ikke i komplet stand, findes i dag på Danmarks Tekniske Museum. Frederiksberggade fik oprindeligt sit navn, fordi den førte til den daværende byport Vesterport, hvorfra man kunne komme til Frederiksberg.

Porten til Nordvest

Et kig ned ad Frederikssundsvej fra busstoppestedet ud for Nørrebro Station, 1968. Foto før: Leif Zieler. Foto efter: Sofie Mathiassen

I dag er det svært at finde et sted i København med mere varieret menneskemylder end omkring den tidligere Nørrebro Station. I krydset Lygten (til højre) og Nordre Fasanvej (til venstre) findes i dag Verdenshjørnet, der byder på streetfood fra de mange forskellige kulturer på ydre Nørrebro.
Dette gadekryds er næsten at betragte som grænsen mellem Ydre Nørrebro og det »vilde« Nordvest.

Ejendommene på begge sider er i dag revet ned. På det venstre hjørne opførte man i 1969-1970 Schou-EPA-bygningen. I 1968 fusionerede C. Schou med svenske Turitz & Co og blev til Schou-EPA.

Schous Fabrikker var i 1960erne stærkt til stede i Nordvestkvarteret.

De producerede de fleste af de varer, som blev solgt i deres forretninger i provinsen – kendt som Tatol. I Nordvest lå blandt andet sæbefabrikken Ilka på Bisiddervej, plastikfabrikken Plastica og pladeselskabet Ton. De lå begge længere ude mod Bispebjerg på hjørnet af Dortheavej og Frederiksborgvej. Her fandtes også Benmøllen, der især om sommeren udsendte en ulidelig stank.

På Dortheavej havde Schous Fabrikker også deres egen børnehave. Uden anden sammenligning i øvrigt ligger det »nye« ungdomshus i dag på Dortheavej 61.

Fra idyl til brølende indfaldsvej

Fredensgade på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro set fra Fredensbro, 1967. Foto før: Leif Zieler. Foto efter: Sofie Mathiassen

Et af de steder i København, der har ændret mest udseende de sidste 40-50 år, er Fredensgade. Engang en smal og mørk gade mellem Blegdamsvej og Fredensbro. Her kunne drenge i 1970erne med den rette diskretion købe kanonslag og andet forbudt fyrværkeri i en støvet antikvitetsbutik.
Omkring fem år før gaden fik sit navn i 1877, hed den Fredensvej og var oprindeligt blind. Den stille idyl dengang var årsagen til »freden«.

I forbindelse med den aldrig gennemførte »Søring«, blev Fredensbro i begyndelsen af 1970erne udvidet til motorgadestandart. I den forbindelse blev hele karréen på højre side (Østerbrosiden) revet ned. Bag ejendommene lå en lille gade ved navn Søpassagen. Da »Søringen«, der var tænkt til at pløje gennem byen og Søerne, heldigvis aldrig blev til noget, blev byggetomten ved siden af det, der er blevet en af byens vigtigste indfaldsveje, omdannet til et lille græsanlæg med legeplads og fik navnet Fredens Park.

Hvor huset yderst til højre stod, opførte man i 1982 »Fredens port«. En 15 meter høj og skæv betonskulptur af Hein Heinsen, Stig Brøgger og Mogens Møller.

Den første »Fredensbro« var en gangbro og blev udbygget flere gange.

Broens Bodega (til venstre i billedet), i dag Café Frederik, hed indtil 1964 Søfryd. Den lå oprindeligt på den anden side af Fredensgade og var ramme om mange politiske møder. Blandt andet under kampen for parlamentarismen (1866-1901), hvor oppositionen til J.B.S Estrup og Christian 9 samledes på Søfryd.

Da København skulle befæstes i 1880erne, provokerede pacifisten og folketingsmanden Frederik Bajer (1837-1922) på Søfryd sin samtid ved at foreslå, at søforterne blev omdannet til badeanstalter. Under den store lockout i 1899, samledes lederne for De Samvirkende Fagforbund (nu LO) også på Søfryd og planlagde kampen.

Kilder: Allan Mylius Thomsens og Leif Zieglers kommende bog »Byen, der forsvandt«, www.biografmuseet.dk, Wikipedia