»Velkommen i de riges klub«

I 2007 fik Enkefru Plums Støttefond chancen for at befæste sin position som velhavende mæcen for venstrefløjen langt ud i fremtiden. Men fonden takkede nej til 300 mio. kr. I dag har fonden ingen penge og er lammet af intern ballade. Forhistorien er et drama mellem erhvervsfolk og »økologiske gulerodsdyrkere«.

Ruth Riis-Hansen (billedet) var Lise Plums søster. Gennem årene er striden mellem de to familiegrene endt i den ene retslige tvist efter den anden – stort set hver eneste gang med fonden som den aggressive part og senere taber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En sensommerdag i 2001 så daværende bestyrelsesformand Tine Bryld frem til at tage imod nye medlemmer i bestyrelsen for Enkefru Plums Støttefond. Der var penge i boksen og ingen ende på viljen til at hjælpe venstrefløjen i kampen for demokrati, økologisk bæredygtighed og konfliktløsning uden voldelige midler, som det hedder i fondens fundats.

»Velkommen i de riges klub,« skrev Tine Bryld, den kendte P4-vært, i et brev den 28. august 2001. Fem år senere, i slutningen af 2006, var kurserne så høje, at fondens aktiepost var mere end 330 millioner kroner værd.

I dag er pengene væk. Spist op af finanskrisen og en ledelse, som har brugt af likviditeten til at føre retstvister mod sine partnere og betale opsigtsvækkende høje administrationsomkostninger – og de penge, som er delt ud, er hovedsageligt delt ud til projekter, som bestyrelsesmedlemmerne selv er involveret i. I de seneste dage er et internt opgør om direktør og bestyrelsesmedlem Christian Harlangs omgang med fondens midler tilmed eksploderet for åbent tæppe – kulminerende torsdag med oplysningen om, at bestyrelsen har fyret Christian Harlang som direktør. En fyring, han nægter at anerkende.

Christian Harlang forklarer de store udgifter gennem årene med, at der var tale om midlertidige omstændigheder i en fond af særlig karakter. »95 procent af mit arbejde for fonden vedrører fondens position som medejer af en international industrivirksomhed,« påpeger han og understreger, at alle retstvister og ekstraordinære udgifter er godkendt af fondens bestyrelse og brugt i fondens interesse.

Permanent magtkamp
Men som Harlang selv forklarer i en erklæring til Berlingske Tidende, har han siden 1993, da han stod ved fondsstifteren Lise Plums dødsleje, været involveret i en permanent magtkamp i gasbetonkoncernen H+H, som fondens formue er bundet til i form af aktier. Magtkampen stod med den største aktieejer, Riis-Hansen Gruppen, og interne dokumenter afslører, at den ikke har været i nogens interesse. Med undtagelse af Harlang og de øvrige advokater, der har været involveret. Dokumenterne viser:

  • At Plum-fonden flere gange har sagt nej til tilbud fra Riis-Hansen Gruppen, som kunne have sikret fondens økonomiske fremtid.
  • At fonden med Christian Harlang i spidsen har ført tophemmelige forhandlinger om et salg af H+H-aktieposten til H+Hs største konkurrent – tyske Xella.
  • At fonden har brugt godt fire mio. kr. på at bekæmpe Riis-Hansen Gruppen – primært gennem retssager ført eller bistået af Christian Harlang og hans firma.
  • At magtkampen har givet Harlang fast arbejde siden 1993 og bidraget til at gøre ham til den suverænt største beløbsmodtager for sit arbejde i og på vegne af fonden. Ved siden af sin årlige gage på 200.000 kroner fra H+H for at sidde i firmaets bestyrelse som fondens repræsentant har han opkrævet salærer og honorarer fra fonden. I perioden fra 2005 til og med 2008 blev det tilsammen 4,5 mio. kr.

    Formue ædt op
    Finanskrisen har kostet Riis-Hansen Gruppen det meste af formuen, men magtkampen har bidraget, og den har samtidig kastet Plum-fonden ud i en overlevelseskamp. For fonden havde det ikke behøvet at komme så vidt. De to købstilbud fra Riis-Hansen Gruppen, som nu repræsenteres ved erhvervsmanden Kresten Andersen Bergsøe, gav den mulighed for at befæste dens position som velhavende mæcen på venstrefløjen. Budene i 2006 og 2007 lød på henholdsvis 200 mio. kr. og 300-320 mio. kr. for fondens 48 procent af A-aktierne i H+H, viser interne redegørelser. Men bestyrelsen i fonden sagde nej. Frygten var, at aktieposten ville blive solgt videre kort efter af Riis-Hansen Gruppen med fortjeneste.

    Så sent som i november 2008 besluttede bestyrelsen – på opfordring fra bl.a. Christian Harlang – at se bort fra en anbefaling fra egen revisor om at tage imod et nyt tilbud fra Riis-Hansen Gruppen. Fonden blev foreslået at ombytte A-aktierne til B-aktier. A-aktierne giver stemmeret og afgør magtfordelingen, men kan ikke handles frit. Det kan B-aktier. Ombytningen ville betyde, at Plum-fonden kunne skaffe likviditet til sine uddelinger og drift. Netop manglen på likviditet er det seneste år blevet et altoverskyggende problem for fonden, da krisen i H+H har frarøvet fonden sin eneste indtægt – aktieudbytte.

    Ombytningen var blevet mulig på grund af den lave aktiekurs, hvilket gav mulighed for at reducere en skattebetaling. Men fonden mistænkte også denne gang Kresten Andersen Bergsøe for at have fordækte motiver, og det fik den til igen at sige nej – stik imod en anbefaling fra fondens revisor, som mente, at aftalen kunne redde dens økonomi. Begrundelsen for at sige nej var, at »… det modtagne oplæg formentlig mest er motiveret ud fra et ønske (…) om at skaffe sig den fulde kontrol med alle A-aktierne, og dernæst afhænde virksomheden. Argumenterne med den gunstigere skattemæssige position som følge af de lavere kurser er i den forstand reelle nok, men disse tre mener, at der altså også ligger en anden dagsorden bag,« skrev bl.a. Christian Harlang i en indstilling til fondens bestyrelse.

    Talrige retssager
    Ruth Riis-Hansen var Lise Plums søster. Gennem årene er striden mellem de to familiegrene endt i den ene retslige tvist efter den anden – stort set hver eneste gang med fonden som den aggressive part og senere taber. Men ifølge Harlang har der ikke været nogen vej udenom. Det forberedte Lise Plum ham på kort før sin død, fortæller han.

    »I efteråret 1993 besøgte jeg sammen med et par udpegede bestyrelsesmedlemmer Lise Plum på hospicet et par måneder før hun døde,« skriver Harlang i en E-mail: »Hun sagde til os om det kommende arbejde: »I får jeres hyr med familien. De vil prøve at snuppe A-aktierne billigt fra jer. Kan I holde til det?« Allerede et par uger efter Lise Plums død kom der en henvendelse fra Riis-Hansen Gruppen, der ville købe fondens A-aktier til ca. en tredjedel af deres reelle værdi. I Rosenhaven på Farumgaard udtalte Thomas Bergsøe på Riis-Hansen Gruppens vegne, at en sådan bestyrelse »bestående af økologiske gulerodsdyrkere ikke skulle drive forretning med ejerskab af A-aktierne.««

    Modsætningen mellem nålestribet erhvervsliv og venstrefløjskoryfæer har præget magtkampen. Der er faktisk tale om en klassekamp, erklærer tidligere bestyrelsesmedlem Lars Bredo Rahbek:

    »Plum-fonden er et kæmpe irritationsmoment for store dele af dansk erhvervsliv. Der foregår en total magtkamp i H+H, og det har været nødvendigt for at beskytte fondens formue. Fonden bliver udsat for et sandt bombardement, og det er forbundet med store omkostninger at beskytte fonden. Harlang er måske blevet for stor en torn i øjet på de pengeinteresser, der ikke vil have, at Plum-fonden skal have indflydelse i dansk erhvervsliv,« siger han i dag.

    Fonden skiftede taktik
    Opfattelsen om klassekamp og total konfrontation med modparten er ikke længere fremherskende i fonden. Ved årsskiftet gjorde et flertal op med strategien og efterlyste en mere »pragmatisk« og »forhandlende« tilgang til arbejdet i H+H, som det hedder i intern korrespondance, og som bestyrelsesmedlemmer fortæller til Berlingske Tidende.

    Som det fremgår, har Christian Harlang ikke kørt sololøb i fonden. Bestyrelsen har stået bag ham. Men strategien er lagt af ham. Det fremgår af flere dokumenter. Christian Harlang skriver i sin erklæring til Berlingske Tidende, at han gennem årene har handlet som den »vagthund«, Lise Plum udpegede ham til: »Fra fondens side har vi i alle årene arbejdet for, at A-aktionærerne – i enighed – skulle sælge denne dominans over virksomheden, idet vi mener, at hverken Riis-Hansen Gruppen eller EPS på længere sigt er egnede som ejere. Det ser vi navnlig nu, hvor der er behov for yderligere kapital som følge af krisen. Det er ærgerligt, at vi ikke i fællesskab har kunnet sælge tidligere, således som vi har forsøgt.«

    Ikke desto mindre kan Berlingske Tidende dokumentere, at fonden med Christian Harlang som forhandler så sent som i 2007 var tæt på at sælge sine A-aktier i H+H til H+H’s største konkurrent – tyske Xella. Forhandlingerne nåede så langt, at der blev udfærdiget et såkaldt »Letter of intent« – altså intention om en handel med Xellas daværende ejere, Haniel. Det ville i givet fald betyde, at H+H ville få sin største konkurrent som storaktionær – en tydelig krigserklæring fra tyskerne. Handlen faldt dog til jorden af ukendte årsager.

    Stolt Harlang
    Christian Harlang er stolt af sin administration af fonden og optimist: »Ved fondens stiftelse pr. 1997 var dens egenkapital på godt kr. 70 mio. Inden krisen satte ind var samme kapital pr. udgangen af 2007 blevet til ca. 240 mio. (regnskab godt 238 mio.), altså ca. 3½ gang større. Dette må betegnes som meget tilfredsstillende for fonden, der selvfølgelig skal anlægge en langsigtet vurdering på sine kapital- og indkomstforhold. Når krisen er overvundet, vil vi utvivlsomt vende tilbage til nærmere det sidste tal end det første tal.«

    Det regnestykke skal dog tages med et vist forbehold, da man normalt fratrækker udskudt skat og bankgæld i egenkapitalen – to poster som Harlang indregner. Den bundne egenkapital for det år bliver uden de to poster 179 mio. kr.

    Berlingske Tidende har forelagt oplysningerne for Kresten Andersen Bergsøe og H+H. Henvendelserne er ikke blevet besvarede.