Man kan som bekendt anskue det nordiske på flere måder.
Man kan for eksempel begynde med Nordisk Råd, de nordiske parlamenters samarbejdsorgan, men det er vist, med al respekt, ikke den mest spændende tilgang til emnet. Nordisk Råd og dets aktiviteter fylder ikke meget i mediebilledet. Det er der måske en grund til.
Man kan også anskue det nordiske på en i mine øjne langt mere givende og interessant måde, idet man prøver at indkredse, om det overhovedet giver nogen mening at tale om det nordiske som noget andet end noget rent geografisk afgrænset?
Her kommer Nordisk Råd så sjovt nok ind i billedet igen, ad bagvejen, kunne man sige, idet der jo i hvert fald er én ting, organet er kendt for, nemlig Nordisk Råds Litteraturpris. Det er en stor ære at få den pris. Virkelig. Prisen er en pris, der, modsat Nordisk Råds andre priser og modsat så mange andre litteratur- og andre priser, rent faktisk er forbundet med megen prestige.
Hvilken nordisk forfatter, der så skal have den i år, får vi at vide på tirsdag, og i den anledning har Jeppe Bangsgaard talt med tre af de nominerede forfattere om det særligt nordiske i litteraturen. Eller manglen på samme. Hvad de mener om den sag, kan man læse om i denne udgave af BØGER. Hvad jeg mener om den sag, kan man læse her.
Eller rettere: Hvad jeg tror. Jeg har jo kun læst en brøkdel af, hvad der er skrevet af nordiske forfattere, så at udtale sig kategorisk om emnet ville være halsløs gerning.
Men det, jeg tror, er, at sandsynligheden for at mærke en grad af genkendelighed, når man som dansker læser nyere nordisk skønlitteratur, er høj. Højere, end hvis man læser for eksempel nyere britisk eller fransk eller tysk litteratur. Hvilket så igen, tænker jeg, hænger sammen med, at rigtig meget nyere nordisk skønlitteratur foregår i samfund, der er bygget over samme velfærdsstatslige tankegang.
Det litterært-samfundsmæssige udgangspunkt vil derfor ofte være det samme, hvad enten det er Kari Hotakainen, Dag Solstad, Helle Helle eller andre fremragende nordiske forfattere, der skriver: En undersøgelse af eksistensen i samfund, der, som de nordiske, principielt forsøger at gøre så mange af deres borgere som muligt så trygge og så lidt udsatte som overhovedet muligt, men som selvfølgelig alligevel kommer til kort, når det gælder de helt store spørgsmål: Livet, døden, kærligheden og meningen med det hele.
Det er også derfor, at nyere nordisk litteratur har en særlig plads hos mig. Ikke fordi den er bedre end anden litteratur, men fordi den ofte handler om mig og mine i den verden, vi lever i. Grundlæggende trygge, men eksistentielt udsatte. Nu som altid. Såvel i litteraturens som i virkelighedens verden.