Vejle vågnede til en våd dag

Regnvandet oversvømmede flere byer i Jylland og på Sjælland med store trafikale problemer til følge. Køge Havn blev oversvømmet og ved Præstø Fjord sivede vand fra fjorden ind over de omkringliggende veje.

Den megen regn var årsag til, at denne personbil blev offer for vandmasserne under en viadukt ved Ladelund Efterskole mellem Brørup og Vejen.<br>Foto: Palle Hedemann Fold sammen
Læs mere

Det våde januar vejr kulminerede i går, da flere byer og veje blev oversvømmet med alvorlige trafikproblemer som resultat. I Vejle var store dele af midtbyen oversvømmet i går eftermiddags, og der blev flere steder meldt om op til vandpytter, der gik op til knæene.

Et af de hårdest ramte gader i byen, var Staldgårdsgade, hvor vandet lå i op til halv meters højde. Omkring hundrede gæster havde lørdag formiddag søgt ly for elementernes rasen i værtshuset »No. 41«, men intet kunne stoppe de slamfyldte vandmasser, der strømmede ind ad døren omkring klokken 10. Der var dog aldrig optræk til panik, og de fleste af gæsterne løftede blot fødderne fra gulvet, mens de tømte deres glas.

»Det tager vi helt roligt. Man kan jo ikke stoppe regnen, vel?« sagde Michael Eriksen, der danner par med værtshusholder Kirsten Brüsse.

Midt på eftermiddagen havde vandet trukket sig så meget tilbage fra værtshuset og ejendommens kældre, at man kunne bese skaderne. Synet var ikke opmuntrende.

»Det kommer vel til at koste os i et par hundrede tusinde kroner. Forsikringen dækker nok ikke, men det må vi jo så tage med,« sagde Michael Eriksen.

Vejle politi frarådede igår eftermiddag al kørsel i Vejle midtby, og at der var flere biler, der var gået i stå midt i vandpytterne.

»Selvom det burde være tydeligt for enhver, at der ligger meget vand rundt omkring, så kører mange bilister alligevel op til vandkanten, inden de vender om, og det skaber selvfølgelig også problemer,« sagde vagthavende fra politiet i Vejle i går til Ritzau.

Esbjergmotorvejen mellem Vejen og Brørup måtte i de tidligere morgentimer af lørdagen afspærres på grund af gigantiske vandpytter, der fik overmodige bilister til at kure rundt på asfalten. Politiet i Skanderborg meldte om »massive problemer« på vejene. På motorvejen E45 omkring Fuglsang strømmer regnvandet på tværs af vejen, og på landevejen mellem Skanderborg og Stilling meldes om vanddybder i hoftehøjde.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er der faldet omkring 15 millimeter regn landet over. Og i Trekantsområdet var der fra midnat til lørdag klokken 14 faldet 30 millimeter regn, hvilket svarer til halvdelen af den regnmængde, der normalt falder på en hel måned.

Landet over advarede politiet om risiko for akvaplaning, og heller ikke på Sjælland gik bilisterne ram forbi.

Mellem Holbæk og Tusenæs havde vandet samlet sig i 10-20 centimeter dybe vandpytter. Politiet i Køge meddelte, at Køge Havn står under vand, og ved Præstø Fjord omkring Vordingborg sivede der vand fra fjorden ind over de omkringliggende veje.www. dmi.dk">www. dmi.dk