Vejle giver karantæne i nattelivet til narkopåvirkede unge

Kommunen, politiet og natværtshuse samarbejder om at bekæmpe narkomisbrug i byens natteliv med karantæner og polititilhold.

Natrestauranterne, politiet og det kommunale bevillingsnævn i Vejle tager nu grovfilen i brug over for narkopåvirkede unge i byens natteliv.

Fra den 5. oktober risikerer unge, som kommer på den lille halve snes diskoteker og beværtninger med natbevilling i Vejle og nærmeste omegn, at få karantæne fra nattelivet i et år, hvis de gribes med narko.

Natrestauranterne vil udstede karantæner, som politiet kan hjælpe med at håndhæve, og politiet kan også gribe til polititilhold, siger Vejles borgmester, Leif Skov (S), til Ritzau.

Det er ikke nok bare at sætte ind over for forhandlerne. Også brugerne er i stigende grad et problem som fredsforstyrrere, siger borgmesteren.

/ritzau/