Vejdirektorat: Hegn om motorvejsbroer skaber kun falsk tryghed

Igen i dag er et køretøj blevet ramt af en genstand, som er blevet kastet ned fra en motorvejsbro. Vejdirektoratet undersøger i øjeblikket mulighederne for ekstra sikring af broerne.

Arkivfoto: Politiet afspærrede i sidste uge Hillerød-motorvejen i udadgående retning. Det skete, efter ukendte gerningsmænd havde kastet sten ned på vejen fra broen ved afkørsel 1, Tingbjerg. Hundepatruljer afsøgte motorvejen, mens polititeknikere sikrede spor oppe på broen.(Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Igen tirsdag er en bil blevet ramt af stenkast fra en motorvejsbro. Denne gang var der tale om en lastbil, der km kørende under broen ved Bondhøjvej på Holbækmotorvejen.

I øjeblikket er det - desværre - efterhånden flere gange om ugen, vi nu hører om episoder med stenkast fra vejbroer rundt omkring i landet.

Og de mange sager har nu fået Vejdirektoratet til at nedsætte et udvalg, der er i færd med at kortlægge, hvordan sikkerheden på broerne kan højnes.

Blandt mulighederne, der er blevet nævnt i medierne, er hegn omkring broerne. Det er dog umiddelbart urealistisk, lyder det fra Vejdirektoratet.

»Vi kan ikke lave tiltag på samtlige motorvejsbroer. Det vil ikke have nogen effekt, og det vil højst sandsynligt skabe en falsk tryghed, som vi ikke er interesserede i,« siger områdechef Erik Stoklund Larsen og uddyber:

»Hvis man har besluttet sig for at kaste en 30 kg stenblok ned, så vil man også have viljen til at komme omkring et hegn. Så det med at sætte hegn op over det hele vil være alt for dyrt.«

Hegn, overvågning eller noget tredje?

Der kan dog være enkelte broer, hvor et hegn kan være effektfuldt, konstaterer Vejdirektoratet.

Det gælder for eksempel ved broen ved Langesøvej på Fyn, hvor en tysk kvinde blev dræbt, da en tung betonklods for et par uger siden, blev kastet ned mod hendes bil. Tidligere på året blev der også kastet genstande ned mod bilister fra netop denne bro. Det kan du få overblik over i grafikken og tidslinjen længere nede i artiklen.

En anden mulighed end hegn er at sætte kameraer op ved nogle motorvejsbroer, fortæller Erik Stoklund Larsen. Det er dog langt fra alle steder, Vejdirektoratet har lov til det, på grund af reglerne i persondataloven, så også med den løsning vil der være problemer.

I øjeblikket bliver alt fra mere belysning til rydning af bevoksning derfor også undersøgt. Det samme gør omkostningerne ved hver enkelt mulighed. Inspirationen bliver blandt andet hentet fra Tyskland, Holland og Sverige, hvor myndighederne også har lavet forskellige sikringer på enkelte motorvejsbroer efter flere episoder med stenkast.

Markant flere registreringer i år

Om der det seneste år faktisk er sket en stigning i antallet af sager i Danmark, er svært at vurdere, konstaterer Erik Stoklund Larsen:

»Det er svært at sige, for nu hvor der kommer fokus på det, bliver alt jo registreret, og vi får flere henvendelser om ting, der ellers ikke tidligere ville blive meldt ind,« siger han.

Berlingske har samlet de sager, hvor tunge genstande er blevet kastet fra broer ned mod bilister, som er blevet nævnt i medierne, siden 2000.

Få overblikket over sagerne ved at holde musen hen over de forskellige afmærkninger på kortet herunder. Artiklen fortsætter under kortet.

Sager centrerer sig på Fyn

Som det fremgår af kortet er langt størstedelen af sagerne foregået på Fyn og i det storkøbenhavnske område - faktisk så mange, at det kan være svært at skille dem fra hinanden. Berlingske har derfor også samlet dem i kronologisk rækkefølge herunder:

  • 30. august 2016: En lastbil er blevet ramt af sten, som blev kastet fra motorvejsbroen Bondhøjvej, som går over Holbækmotorvejen i Taastrup.

  • 25. august 2016: På Avedøre Havnevej i Rødovre kaster to mørkklædte personer en stor blå sten, der måler 10 gange 12 centimeter, ned på kørebanen fra en bro. Ved afkørslen til Lellinge ved Køge bliver to bilister samme dag ramt på henholdsvis taget og frontruden af en hård genstand. Og fra en motorvejsbro ved Høje Gladsaxe bliver en 77-årig bilist ramt af kasteskyts. En sten smadrer bilens soltag. Den 77-årige mand slipper uskadt.

  • 22. august 2016: En gruppe unge kaster flere sten på mellem otte og ti kilo mod en vagtbil på en motorvej i Silkeborg.

  • 21. august 2016: På motorvejsbroen ved Langesøvej tæt på landsbyen Skallebølle cirka 15 kilometer vest for Odense, smider ukendte gerningsmænd en 30 kilo tung betonklods ned på motorvejen. Betonklodsen rammer en tysk familie på tre personer. Føreren af bilen, en 36-årig mand og en dreng på fem år overlever. Den 33-årige kvinde i bilen bliver dræbt på stedet.

  • 20. august 2016: En 30 kilo tung sten kastes ned på ringvejen ved Seden nordøst for Odense. Bilisten slipper for skrammer.

  • 18. august 2016: En to meter lang træstamme bliver kylet ud over en bro over E20 motorvejen ved Odense. En mand hamrer direkte ind i træstammen. Kun bilen modtager skrammer.

  • Først i august 2016: En ambulancefører fortæller tre uger efter hændelsen, at han er blevet ramt af en sten kastet fra en motorvejsbro. Hændelsen sker ved motorvejsbroen ved Vissenbjerg på Fyn ved Søndersøvej lige ved Rasteplads Kildebjerg Nord.

  • 29. februar 2016: Ukendte personer smider en metalplade ud fra en motorvejsbro ved Ringsted og rammer en 26-årig bilist. Politiet mener, at det er en gruppe på fem-seks drenge, der står bag.

  • 31. januar 2016: En tysker bliver ramt af en sten, der bliver kastet ud fra Langesøvej-broen mellem Blommenslyst og Vissenbjerg på Fyn. Samme døgn slipper en familie med livet i behold efter en ukendt person kaster en 30 kg tung betonflise ned over den fynske motorvej og rammer familiens bil, der kommer kørende under Langesøvej-broen mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.

  • 15. februar 2014: En stor sten rammer forruden på en bil, da ejeren kører under en bro på Helsingørmotorvejen nær Kildegårdsvej i Gentofte.

  • 29. oktober 2013: En 31-årig lastbilchauffør bliver ramt af en stor sten, da han kører under en motorvejsbro ved Arnborg i Midtjylland. Lastbilens forrude bliver ramt, og stenen efterlader et hul på 5x5 cm.

  • 12. oktober 2013: Tre bilister på den fynske motorvej bliver ramt af sten og stålbolte, der bliver kastet fra en motorvejsbro ved Odense. En bilist får knust frontruden og får snitsår.

  • 12. marts 2011: En to kilo tung betonsten knuser forruden på en anden patruljebil og rammer en betjent i benet ved samme gangbro i Brabrand.

  • 6. november 2010: En patruljevogn rammes af en større knækflise, der bliver kastet ned fra en gangbro i Brabrand ved Aarhus.

  • 18. januar 2009: En kvindelig bilist slipper uskadt, da en sten kastes ned og smadrer forruden på hendes bil. Det sker i det sydøstlige Odense.

  • 30. august 2008: Fra en motorvejsbro ved Lunderskov kaster en flok unge sten og fliser ned på motorvejen.

  • 27. april 2008: En over halvt kilo tung sten hamrer ind gennem en bils forrude ved Odense. Stenen ramte en 17-årig dreng, som sad i bilen, direkte i maven. Stenen blev kylet mod bilen fra en gangbro over motorvejen Bilen blev ført af den 17-åriges mor. En yngre bror sad på bagsædet og slipper uden mén.

  • 18. februar 2008: En flintesten smadrer ind i køleren på 29-årige Anders Lichingers varevogn. Ukendte gerningsmænd kaster stenen oppe fra en bro ved Nyborg på Fyn. Stenen efterlader et dybt hul et par centimer fra forruden.

  • 22.-29. maj 2005: Ukendte gerningsmænd har i fem tilfælde kastet cykler og trækævler direkte mod forbikørende biler fra en motorvejsbro på E20 motorvejen i det sydvestlige Odense.

  • 20. maj 2005: En tilsyneladende sindsforvirret mand kaster et jernspyd mod en Falckbil, så det borer sig igennem taget på en bil, der står på Falckbilens lad. Hændelsen sker i Københavnsområdet.

  • 14.-18. april 2005: Politiet jagter stenkastere, der tre gange inden for få dage har kastet sten fra motorvejsbroen på Randersvej ned på den jyske E45 motorvej ved Stilling og ned på forruden af lastbiler.

  • 20. juli 2003: To biler bliver ramt af tunge betonstykker, som ukendte gerningsmænd fra en bro kaster ned mod trafikanter på Sydmotorvejen ved Lellinge vest for Køge. Den livsfarlige episode udspiller sig ved midnatstid på en mindre motorvejsbro umiddelbart syd for Lellinge. Den ene betonflise knuser frontruden på den ene bil. En passager får snitsår. Den anden bil blev ramt i højre side af taget og fik store skader. Den ene betonflise vejer 7,2 kilo.

  • 6. januar 2002: 45 skoleelever og en rutineret buschauffør får et chok og en særdeles kølig hjemtur, da der fra motorvejsbroen ved Kirke Sonnerup på Holbækmotorvejen pludselig ryger en stor sten gennem forruden på bussen. Politiet mener, at der er tale om drengestreger.

  • 18. juni 2001: En 30-årig, desperat hjemløs overhælder sig selv med benzin, kaster molotovcocktails mod biler fra en motorvejsbro og antænder til sidst sig selv. Hændelsen finder sted på Fasanbroen, der går over Amagermotorvejen.