»Ved du, hvordan man staver til DSB? R-Ø-V«

Hvad gør DSB, når 4-500 passagerer – herunder gamle, få måneder gamle babyer og en hel skoleklasse - er fanget i et 35 grader varmt tog i tre timer? Rystende lidt, opdagede DSBs kunder i fredags.

Foto: Henning Bagger

Den venlige mand i 7-11 stikker en dåse Cola frem mod mig. En light-model med tilsatte vitaminer.

- Det er en gratis smagsprøve, siger han og trækker på skulderen. Jeg stikker den let skeptisk i tasken sammen med min ”breadstick” med nødder og rosiner. Ikke verdens lækreste mellemmåltid, kan man mene, og mor venter jo derhjemme i Jylland med tre retter og kage til kaffen.

At jeg tre timer senere skal se på colaen som det bedste, jeg nogensinde har haft i min håndtaske, ved jeg ikke, da jeg fredag eftermiddag tøffer ned på sporet for at fange 16.56-toget mod Jylland.

Jeg ved heller ikke, at turen skal blive den længste tur til Jylland, jeg nogensinde har oplevet. Eller den varmeste. Eller den værste. Eller den mest rystende.

Hvor er vogn 15?
Jeg er i god tid. Der er som vanligt kaos omkring afgangene mod Jylland op mod weekenden. Perronen er stopfyldt med familier med kufferter, en skoleklasse, farvelscener, barnevogne og rejsende med store rygsække. Og da dobbeltdækkertoget – let forsinket – triller ind på perronen, bliver kaosfaktoren mangedoblet.

Der mangler en vogn i toget. Vogn 15. Så de mindst 80 personer, der har købt og betalt plads i vogn 15, må mase sig ind, hvor de kan finde en plads i de andre vogne. Vi er langt forbi Høje Taastrup, før alle sidder ned.

Bag mig græder en baby insisterende. Han er højst to-tre måneder gammel. Forældrene, et ungt par, har kun fået én plads, så den ene sidder ved barnevognen i den ene ende af toget, mens den anden forsøger at trøste drengen oppe på pladsen.

Andre små børn tumler rundt i toget og leger. Stort set ingen står af på den døsende tur henover Sjælland, under Storebælt og til Odense. Alle har kurs mod Fredericia og resten af Jylland.

Personpåkørsel?
Braget lyder pludseligt og voldsomt højst 100 meter efter, at toget har forladt perronen i Odense. Toget rykker, som er vi kørt på noget. Jeg, der for nylig har oplevet en voldsom frontal påkørsel i bil, synker hjertet, der er røget helt op i halsen.

En personpåkørsel er min første tanke. Og hos andre, der råber forskrækket. Men toget triller videre i langsomt tempo yderligere en kilometer, så jeg læner mig tilbage i mit sæde på øverste dæk igen. Indtil toget går helt i stå, og beskeden lyder over højttaleren:

- Vi har desværre et teknisk problem med toget. Vi vil forsøge at løse det. Der går fem-ti minutter, før vi kan give besked, om dette tog kan køre videre.

Et kollektivt udbrud af ærgrelse breder sig i toget.

- Det er fandme hver anden gang, vi er med det her møg-tog. De her dobbeltdækker-tog er i stykker hele tiden, lyder det bagved mig. Jeg forstår, at de sad i en lignende situation for blot 14 dage siden.

Folk begynder at ringe hjem og advare om forsinkelse.

- I skal bare begynde at spise uden mig, lyder den mest brugte besked. En besked, der ændres til fuldstændig uvished, da togføreren over højttaleren kan meddele, at det er umuligt at reparere toget. Vi må derfor vente på et hjælpelokomotiv, der kan trække os tilbage til Odense.

- Vi forventer at kunne komme herfra om kort tid, siger togføreren.

”Kort tid”. Alt er relativt, viser det sig. For en time senere har vi stadig ikke rokket os ud af stedet.

Der er ingen information. Til gengæld begynder varmen i det nu helt mørklagte og uventilerede tog at stige kraftigt. Dørene må ikke åbnes – det er for farligt, siger togets eneste konduktør.

Han har tilsyneladende alene ansvaret for at informere, berolige og servicere togets 4-500 passagerer. Han er en lille sort fyr, med sprogskoledansk og den mest korrekte, venlige optræden, man kan ønske sig. Men han sidder i udfordring til halsen, omgivet af passagerer, som bliver stadig mere vrede og frustrerede.

Ingen vinduer kan åbnes, og især på øverste dæk af togene nærmer temperaturen sig de 30-35 grader.

Ingen drikkevand, overfyldt toilet
Omkring mig er folk begyndt at tage alt det tøj af, som omstændighederne tillader. De sidder i bare tæer, stropbluser og koger. Selv har jeg en kortærmet kjole på, men har det alligevel absurd varmt og er halvsvimmel.

Jeg trækker ned mod toilettet, hvor en kø har dannet sig. Her møder jeg parret med babyen, der kokrød og våd i håret fortsat græder.

Moren, en ung kvinde med lyst krøllet hår, er helt blank i øjnene og rød i kinderne.

De har ingen siddeplads. Og ingen drikkevand tilbage, viser det sig. I dobbeltdækker-togene er der ingen salgsvogn. Og automaterne ombord er enten tomme eller virker ikke.

En kvinde giver moren sin flaske vand.

- Tag den! Jeg har selv ammet, jeg ved, at man bliver helt desperat tørstig, siger hun. Den unge mor tilbyder at betale, men kvinden afslår. Moren drikker flasken i et langt sug.

Vi har siddet i det overkogte tog i halvanden time nu. Det eneste, vi ved, er, at et lokomotiv er på vej. Om ”kort tid”, som det bliver sagt igen og igen.

Da jeg når frem til toilettet og åbner døren, slår lugten mig i møde. Allerede ved afgang fra København sejlede det med affald.

Nu stinker det i varmen, og på afsatsen ved siden af vasken ligger brugt håndpapir, bleer, tampax, madaffald og drikkeflasker i en mandshøj bunke. Der er ingen sæbe i dispenseren. Og vandet løber tyndt fra vandhanen.

Jeg opgiver mit forehavende. Klemmer populært sagt ballerne sammen og går op igen til min plads. Kondensvandet sejler nu ned ad ruderne, og luften er fugtig af varme og stillestående, iltfattig luft.

Jeg henter min taske og går modsat – ned mod en trappe, hvor jeg sætter mig med en bog. Her er lidt køligere.

- Togføreren arbejder hårdt på at løse situationen. Vi håber, vi kan køre om kort tid, meddeler konduktøren over højttaleren. Jeg ser ud af vinduet. Lokomotivføreren står ude på banelegemet og ryger en smøg, mens han sludrer med en banemedarbejder.

Er der en læge til stede?
Imens tager situationen inde i toget en dramatisk drejning.

- Jeg skal spørge: Er der en læge ombord på toget? Eller en sygeplejerske? Vi har meget, meget, meget brug for en læge lige nu i forreste vogn, lyder det så over højttaleren fra konduktøren. Stadig korrekt, men med et anstrøg af panik i stemmen.

En midaldrende kvinde er kollapset i varmen og er helt væk, viser det sig. Muligvis med insulinchok. Mens en yngre sygeplejerske ombord forsøger at gøre sit, ankommer en ambulance på en parkeringsplads lige ved siden af toget og banelegemet.

Den besvimede kvinde bæres ud på en båre over banelegemet, mens vi – de 4-500 indespærrede passagerer – ser til.

Hvorfor busser ikke kan sendes hertil for at hente passagererne, er der intet svar på. Måske har ingen tænkt på det. Der går ellers adskillige personer med gule veste rundt udenfor toget. Men ingen dør kan blive åbnet. Og ingen vand, ikke så meget som en kiks, bliver delt ud.

Der er nu gået over to timer. Jeg skulle have været fremme i Århus for en halv time siden. Middagen derhjemme er aflyst, og min afhentningskomité er kørt hjem igen.

Rundt omkring kan jeg høre folk melde afbud til fester, til middage og biografture.

Klokken har passeret 20.30.

Ingen service, ingen information
Siddende på gulvet sludrer jeg med en ung mor med en ét-årig pige i klapvogn.

Hun har taget alt tøj af sin datter, der nu sidder i en tynd natdragt. Alligevel er barnets hår helt gennemblødt i varmen. Den lille pige skiftevis græder og charmesmiler til mig og til to unge soldater, der er på vej på weekendorlov. Den ene tager sin Ipod ud af ørerne og prikker til den anden:

- Ved du, hvordan man staver til DSB? spørger han. Det staves R-Ø-V!

Det griner vi lidt af. Jeg ringer til DSB og forsøger at få information om, hvad der foregår.

En pressemand kan fortælle, at hjælpelokomotivet, der skal trække os fri, kommer helt fra København. Der er simpelthen ikke andre toge, der kan hjælpe. Jeg beder om, at vi får lidt mere information over højttalerne.

Og spørger, hvordan DSB kan have et tog fyldt med småbørn siddende uden i det mindste at dele vand ud. Dét er der intet svar på. Der kommer heller ikke mere information.

Faktisk får jeg oplevelsen af at blive opfattet som halvhysterisk og uden en rimelig forståelse for, at DSB godt kan forlange to-tre timers indespærring af sine passagerer.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis toget var gået i stå nede i Storebæltstunnelen.

Nedbrud kan ske – og DSB kan næppe undgå den situation. Men er landets tog-mastodont og et af landet største selskaber virkelig så uprofessionelt, at det ikke kan præstere nogen form for service over for 4-500 strandede passagerer en tidlig fredag aften?

- Til passagerer med små børn: I kan komme hen i den forreste vogn. Dér er lidt køligere, siger konduktøren nu over højttaleren.

Moren med den ét-årige pige er ved at miste tålmodigheden. Hun kan slet ikke overskue at pakke barn, bagage og sig selv og bevæge sig igennem fire ufremkommelige togvogne med klapvognen. Måske for at komme til en togvogn, der er to grader køligere.

- Hvilken forskel vil det gøre? Vi vil sgu da bare ud, siger hun.

Pigen græder og kan ikke sove i varmen, selv om klokken nærmer sig 21. Jeg giver hende min banan og i et kvarters tid guffer hun tilfreds på frugten og får klapvognen smurt godt og grundigt ind i bananmos.

Moren er løbet tør for drikkevand, pigen har drukket alt det medbragte i varmen. Så jeg giver moren resten af min flaske. Den lille pige er sulten, varm og overtræt. Mens moren forsøger at trøste hende, mikser de to 19-årige menige en flaske af mælkepulver og drikkevand. Det er en førstegangsoplevelse for dem.

- Det bliver den kolde version i dag, skat, siger moren, da hun endelig kan hælde lidt håndlunken mælkeerstatning i barnet.

Selv finder jeg min brødpind og min gratis cola frem. Colaen smager varmt og fadt. Men aldrig har jeg sendt en 7-11-ansat så venlige tanker.

Der er intet tog
Efter to timer og tre kvarter i kvælende varme, mærkes et bump i toget. Lokomotivet er ankommet, og lyset tændes endelig igen.

Udenfor er det blevet halvmørkt, da ventilationssystemet kommer i gang igen og nu sender iskolde luftstrømme gennem toget. Og klokken er over 21, før toget endelig sætter sig i bevægelse, og vi bliver trukket tilbage mod Odense.

Hér venter et nyt tog på os, har vi fået at vide. Dog ikke til skoleklassen, der sidder et sted i toget. Den får stillet en bus til rådighed, som kan køre dem til deres bestemmelsessted. Tre timer forsinket.

Ankommet til Odense myldrer passagererne ud. Nogle, der måske skulle til Fredericia eller Vejle, bliver hentet her af deres familie og venner.

Vi andre – flere hundrede – bevæger os op mod den anviste perron på Odense Banegård. Her vil et tog være klar til at samle os op og køre os resten af vejen, har vi fået at vide.

Men der er intet tog.

Klokken 21.20 – forsinket, naturligvis – triller det ganske almindelige intercity-tog fra København ind på Odense Banegård. To små vogne, i forvejen halvfyldte, skal nu finde plads til os, de strandede passagerer.

En vis panik breder sig. Jeg kan i forvejen se, at jeg ikke kommer med, og orker ikke mase på – blot for at komme ind til en ståplads i halvanden time.

Et forældrepar med fem kufferter og tre trætte børn har indset det samme. De trækker apatiske og rådvilde tilbage.

Parret med den to-tre måneder gamle baby i klapvognen nærmer sig desperation. Deres søn sover endelig, men der er ingen hjælp at hente fra DSB for at komme det sidste stykke vej hjem til bedsteforældrene.

En togstewardesse på det netop ankomne, propfyldte tog står og ryger. Hun kigger ligeglad på den unge mor, der spørger, hvorfor DSB ikke har sat ekstra vogne eller et ekstra tog ind. De har kendt situationen med de strandede, indespærrede passagerer i over tre timer?

- Ja, du skal altså ikke skælde ud på mig. Jeg har ikke hørt noget som helst om det her før nu! Alle tog er jo ude og køre, puster stewardessen ud gennem røgskyerne og går den modsatte vej.

Efterladt i Odense
Da toget kører – propfyldt – står omkring 100 passagerer tilbage. Den unge mor med den ét-årige pige er kommet med, ser jeg. Soldaterne hjalp hende op og ned af trapper og ind i toget med klapvogn og kuffert.

Vi andre kommer med det næste tog. Jeg skriver en besked til afhentningskomiteen, at jeg ankommer kort før midnat. Måske. Næsten fire timer forsinket.

I erkendelse af, at hjørnerne på mors rejemad derhjemme formentlig vender opad nu, må jeg købe jeg en sandwich og en kop kaffe til at stille sulten. Til 52 kroner.

Og jeg husker, at jeg går rundt med en blære spændt til bristepunktet. Faktisk så meget, at jeg nu – tre timer efter mit tentative toiletbesøg – har tårer i øjnene. Jeg lister ud mod toilettet i IC3-vognen og åbner døren.

Toilettet er flydt over.