Varmen tilbage på Roskilde Festival

Efter et døgn i heftig regn er der atter tørvejr på Roskilde Festival. Og fredag eftermiddag begyndte varmen fra solen sågar et bryde igennem.

Fredag eftermiddag havde gæsterne på Roskilde Festival smidt regnjakken og paraplyen. Efter et døgn med voldsom regn begyndte solen at varme igennem skyerne, og T-shirten blev luftet.

Mudderet fylder stadig hver en kvadratmeter på pladsen, men det betyder knap så meget for 17-årige Sune Nygaard.

- Vejret er perfekt. Ikke for varmt og ikke for koldt, så det er lige tilpas. Men mudderet er selvfølgelig lidt noget lort, lød det fra Haderslev-drengen, der sad på en meget smattet plads foran Orange Scene sammen med sine to kammerater.

Arrangørerne har været i gang med både flis, halm og en seks kilometer lang slange siden torsdag for dæmme op for vandet, hvilket har sendt de største vandpytter væk.

Embedslægen vurderer, at festivalen ikke er sundhedsskadelig og dermed kan fortsætte. Indtil videre i tørvejr.

/ritzau/