Vanvidsbilisten i den sorte Audi fra dødskørslen på Langebro møder ikke op i retten: Sygemeldt »med coronasymptomer«

Byretten skulle tirsdag behandle sagen om dødsulykken på Langebro i 2019, hvor en betjent blev dræbt. Men den tiltalte, en 27-årig mand fra København, som ikke er varetægtsfængslet, bliver væk.

En politiassistent på Langebro, hvor en af hans kollegaer mistede livet på grund af en vanvidsbilist, som flygtede fra gerningsstedet, men senere blev anholdt. Nu skal han anholdes igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

En politibetjent mistede som 35-årig livet, efter at føreren af en sort Audi lidt over midnat 23. juli 2019 speedede op til mellem 108 og 125 kilometer i timen over Langebro.

Bag rattet i den sorte Audi sad en 27-årig mand, som flygtede fra gerningsstedet og senere blev anholdt og tiltalt i sagen.

Men tirsdag, hvor Københavns Byret efter planen skulle behandle sagen, mødte den 27-årige ikke op, siger hans advokat til Berlingske.

»Min klient har meddelt mig, at han ligger syg i London med coronasymptomer og derfor ikke kan komme hjem til at starte i dag,« siger forsvarsadvokat Anders Schønnemann Olesen:

»I stedet må vi se, om vi kan komme i gang næste retsdag, som er 14. december.«

Advokaten afviste at svare på, om hans klient har vist en lægeerklæring.

Under retsmødet tirsdag formiddag i Københavns Byret krævede dommer i sagen Pernille Kjærulff dokumentation for, at den tiltalte er i England, at han har en returbillet, og at han kan dokumentere at have taget en coronatest.

»Hvis der ikke kommer dokumentation for sygdom, vil anklager bede om, at den anklagede bliver anholdt i London inden næste retsmøde,« lyder bemærkningen fra anklagerfuldmægtig Jelena Vestergaard Hansen i byretten.

Vanvidskørsel før og efter dødsulykke

Den anklagede blev umiddelbart efter ulykken varetægtsfængslet, men løsladt efter fire uger. Det skete blandt andet, fordi politiet var nået så langt i efterforskningen, at dommeren ikke vurderede, at der var risiko for, at den sigtede kunne påvirke eventuelle vidner.

Under grundlovsforhøret nægtede den sigtede sig skyldig, men stod ved, at det var ham, der kørte bilen. Mandens forklaring er ifølge Ritzau, at han var på vej til et kasino på Amager og pludselig fik et blackout.

Det næste, han husker, er, at han vågnede med airbaggen aktiveret, mens en kvinde og en mand forsøgte at få kontakt til ham.

Han kørte fra Langebro og mødtes med sin bror ved kasinoets parkeringsplads. Sammen kørte de mod Rigshospitalet og ringede undervejs til alarmcentralen, som oplyste, at politiet ville vente på ham på hospitalet.

Tekniske undersøgelser viste, at han hverken var påvirket af alkohol eller stoffer.

Ud over dødskørslen på Langebro er den 27-årige tiltalt for at køre vanvidsræs på befærdede gader flere gange både før og efter ulykken på broen.

For eksempel kørte den anklagede ifølge Københavns Politi 22. august 2019 mod øst ad Holbækmotorvejen, cirka 300 meter før Vigerslevvej i København, med mindst 81 kilometer i timen, selv om færdselstavler angiver, at man ikke må køre mere end 60 kilometer i timen.

17. oktober 2019 klokken 04.05 kørte manden ved Gammeltorv i det indre København uden kørekort og med alkohol i blodet. En blodprøve, der blev taget samme dag klokken 04.57, viste en alkoholkoncentration i blodet på 1,19 promille, fremgår det af anklageskriftet.

23. oktober 2019 – præcis tre måneder efter ulykken på Langebro – kørte manden i Gentofte ad Helsingørmotorvejen med mindst 187 kilometer i timen, lyder påstanden. Det er en overskridelse på mindst 100 procent. Heller ikke denne dag havde han kørekort med sig.

Advokat Anders Schønnemann Olesen har inden tirsdagens retsmøde afvist at forklare, hvordan hans klient forholder sig til påstandene om brud på færdselsloven i perioden efter 23. juli 2019.

Om klientens rolle i dødsulykken på Langebro har advokaten meddelt, at hans klient nægter sig skyldig.

Siden ulykken på Langebro har pressen afdækket, hvordan hasarderet kørsel er et fænomen, der ikke bare plager borgere i Storkøbenhavn, men også indbyggere i en række andre danske byer.

LÆS MERE