Vandmasserne giver flere uheld på vejene

I takt med at vandmasserne tager til lørdag eftermiddag, bliver det mere risikabelt at bevæge sig ud på de danske veje.

Et færdselsuheld på Sydjyske Motorvej har ved 14-tiden spærret vejen i nordgående retning. Politiet forventer vejspærring og kø i et godt stykke tid. Bilister opfordres til at benytte frakørsel Haderslev Nord. Der er ikke meldinger om alvorligt tilskadekomne.

Der har også været et mindre biluheld ved motorvejskrydset Aarhus Nord lørdag, hvor en bil kørte galt i et sving med en hastighedsgrænse på 40 kilometer i timen.

»Det skyldes regnen og en for høj hastighed. Så jeg vil gerne opfordre folk til at sætte hastigheden ned på motorvejene,« siger vagtchef ved Østjyllands Politi Carsten Dahl.

Tidligere lørdag eftermiddag stødte to biler sammen på motorvejen mellem Aarup og Ejby på Fyn, hvilket skabte en kø på et par kilometer i det vestgående spor. Ifølge vagtchefens oplysninger kom ingen personer til skade ved uheldet.

BNB