Vandland tvangslukket på Bornholm

Politiet har lukket vandlandet i forlystelsesparken Joboland på Bornholm på grund af vrøvl med klorinstallationerne.

Det er slut med vandpjaskeriet i forlystelsesparken Joboland på Bornholm. Politiet valgte tirsdag at tvangslukke parkens vandland efter weekendens episode, hvor 22 mennesker endte på sygehuset til observation for klorforgiftning.

- Tilsynsmyndighederne fandt, at der var problemer med parkens klorinstallationer. Derfor har vi set os nødsaget til at lukke vandlandet, fortæller politikommissær Peter Jørgensen.

Alarmen fra Joboland, som tidligere var kendt under navnet Brændesgårdshaven, lød søndag ved 15.30-tiden. En gummislange til en doseringspumpe var faldet af i et teknikrum, og derfor blev der udledt alt for meget klor.

Joboland oplyser i kølvandet på politiets beslutning, at badelandet er lukket resten af sæsonen, da der ikke er tid til at lave nye klorinstallationer inden den 6. september.

/ritzau/