Vandet viger i Løgstør

Vandstanden falder igen efter stormvejret. Omkring 100 sommerhuse ved Løgstør er skadet af oversvømmelserne.

Løgstør by var lørdag formiddag så godt som sluppet af med oversvømmelserne i kølvandet på stormvejret, men i et sommerhusområde sydpå ved Lendrup havde omkring 100 sommerhuse fået vandskader. Byen ser dog ikke ud til at få nye problemer, når vandet senere lørdag stiger lidt igen, oplyser Løgstør politi.

Ved havnen var kun en enkelt vejspærring opretholdt, efter at vandstanden var faldet med godt en halv meter.

Oversvømmelser på omkring to meter over normal vandstand fredag var gået op over kajerne, og 11 handicappede beboere på et plejecenter måtte i aftenens løb evakueres for en sikkerheds skyld. De ventedes hjem igen senere lørdag. Ellers ser byens huse ikke ud til at have fået de store vandskader, oplyser vagthavende.

Men i Lendrup stod der endnu så meget vand, at flere af de ramte sommerhusejere ikke kunne komme i nærheden af deres grunde.

/ritzau/