Vaks far stoppede netbørnelokker - nu er krænkeren dømt

Mand i 20'erne fik kontakt med børn i netuniverset Imvu, lokkede dem til chat og krænkede deres blufærdighed.

ARKIVFOTO: Pigen havde via sin iPad tilgået internetuniverset Imvu, hvor man blandt andet kan tale med andre personer og spille forskellige spil. Det var her hun mødte den mere end 10 år ældre mand - han er i dag 27 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: KHAM
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På internettet kom en 13-årige pige tilbage i 2016 i kontakt med en ældre mand. Hans beskeder til pigen var stærkt seksuelle, og det opdagede pigens far.

Fredag er manden idømt et års fængsel ved Retten i Glostrup. Han er dømt for blufærdighedskrænkelse af syv piger i alderen 10-13 år og for besiddelse af børneporno.

Pigen havde via sin iPad tilgået internetuniverset Imvu, hvor man blandt andet kan tale med andre personer og spille forskellige spil. Det var her hun mødte den mere end 10 år ældre mand - han er i dag 27 år.

Manden fik overtalt pigen til at kommunikere med sig via beskedtjenesten Skype, og det var her krænkelserne fandt sted.

»Hendes far overtager kontrollen med hendes iPad, og han kan se, at den pågældende har et billede på sin profil. Hans navn og fødselsdato fremgår også,« fortæller anklagerfuldmægtig Søren Yde Halse.

Faren gik til politiet med oplysningerne, og efterforskerne fandt frem til en mand i Aarhusområdet, som blev sigtet i sagen. I den forbindelse blev hans computer beslaglagt.

Ad den vej fandt politiet frem til, at han havde haft kontakt med flere piger, som han havde fået med på at kommunikere med sig via Skype, Snapchat og sms-beskeder.

To af pigerne lokkede han til at sende intime billeder af sig. Den slags er en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om børneporno, som omhandler seksuelle billeder af personer under 18 år.

Ud over straffen på et års fængsel valgte retten at idømme manden et forbud mod at søge kontakt med børn på internettet i fem år. En overtrædelse af det vil kunne medføre straf.

Den 27-årige aarhusianer overvejer, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/