Vagtlæger slipper for omstridt gebyr efter opsigelser

Torsdag var der møde om omstridt vagtlægegebyr. Det ser ud til, at lægerne fremover slipper.

Lægerne ser ud til at kunne slippe for omstridt gebyr. Scanpix/Erik Jepsen/arkiv Fold sammen
Læs mere

Stribevis af vagtlæger har den seneste tid sagt op på grund af et nyt gebyr på knap 4000 kroner.

Men nu ser det ud til, at vagtlægerne slipper for selv at skulle til lommen, når gebyret skal betales. I stedet skal vagtlægeordningen i hver region stå for betalingen.

Det siger Anne-Marie Vangsted fra Styrelsen for Patientsikkerhed efter et møde med regionerne og de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) til DR.

»Det vil med stor sandsynlighed ende med, at vi betragter vagtlægeordningerne i hver region som et behandlingssted, og det vil sige, at det er dem, vi vil føre tilsyn med, og at det derfor også er dem, der skal betale gebyr,« siger hun.

Hun forventer, at en endelig løsning vil være på plads inden slutningen af januar, da nogle juridiske detaljer skal på plads.

Folketinget besluttede i 2016 at indføre gebyret, som skal være med til at finansiere et risikobaseret tilsyn. Det betyder, at der skæres ned for faste tilsyn og op for tilsynet med de mere tvivlsomme behandlingssteder.

Det har siden 1. januar, hvor det trådte i kraft, fået mange vagtlæger til at sige deres job op, da det rent økonomisk ikke længere kunne svare sig at arbejde som vagtlæge ved siden af deres primære job.

Det har også berørt andet sundhedspersonale som eksempelvis frivillige i sportsklubber.

I begyndelsen af januar havde 61 af 160 læger sagt op i Region Syddanmark i protest over det nye gebyr.

Koncerndirektør i regionen Kurt Espersen håber, at lægerne med den nye aftale vil vende tilbage til vagtlægejobbet.

»Når de først får set, hvad denne nye løsningsmodel går ud på, håber jeg, at de kommer tilbage,« siger han til Ritzau.

Han forventer ikke, at det er en særligt stor regning, som vagtlægeordningerne vil blive pålagt.

/ritzau/