Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Egaa Gymnasium er i chok, efter en af deres elever mistede livet. Han faldt torsdag ud fra en balkon på 5. sal og omkom senere af sine indre kvæstelser. Og det er ikke første gang, at et gymnasiums skiferie bliver ødelagt af en tragedie.
Bornholms Gymnasium oplevede i 2011 en dødsulykke i Bad Gastein, i 2010 mistede Stenløse Gymnasium en elev i Tignes, og samme år omkom en elev fra Frederikshavn Gymnasium ligeledes i Bad Gastein.
For at undgå de tragiske ulykker har det danske selskab Sne & Snö og Valluga Ski Rejser A/S ansat en bred vifte af folk til at passe på de 160 gymnasieelever, der lige nu er med selskabet i Val Thorens i Frankrig.
- Vi har tidligere jægersoldater med, som er ansat til at holde ro og orden i barene. Civilklædte guider, der holder øje med stoffer, en sygeplejerske, der har kontakt til de franske læger, og vagtbiler, der hjælper de unge med at komme hjem om natten, hvor det kan være ned til minus 18 grader, siger Glenn Retz, der ejer selskabet.
Det var rejseselskabet Danski, som arrangerede turen til Risoul, hvor den 19-årige elev fra Egaa Gymnasium mistede livet torsdag. Selskabet har også ansat vagter til at passe på eleverne.
- Vores vagter er fra Grøn Koncert, og derfra har de erfaring med at håndtere berusede folk og konflikter. De er tilstede på diskotekerne i byen, og de går rundt på gangene og sikrer sig, at folk ikke laver larm, når de kommer hjem fra byen, siger underdirektør i Danski, Anders Højlund.
Selskabet Ecart har specialiseret sig i rejser for større grupper som for eksempel gymnasieelever.
- Vagterne er enten politimænd, dørmænd eller vagter hjemme i Danmark. De hjælper de unge med at finde hjem, sørger for ro på hotelgangene og forhindrer larm og ballade, når de unge for eksempel skal hjem fra diskotekerne, siger Karsten Thygesen, produktchef i Ecart.
Hos Ung Rejs, der gennem en lang periode har arrangeret charterture for unge, har de blandt andet følge-hjem ordninger, der har sikre gæsterne trygge rammer, når de skal hjem fra en våd bytur.
Sébastien Tutenges fra Center for Rusmiddelforskning kan ikke sige noget om de enkelte rejseselskaber, men han kan sige noget om de unges vaner på rejserne.
- Det at man er væk hjemmefra gør, at folk føler, at de kan skeje mere ud, Nogle rejseselskaber er gode og nogle dårlige til at holde sikkerheden. Men på steder som Sunny Beach og på skisportssteder er den gode fest en vild fest, og de unge er gode til at piske en stemning op og blive rigtig fulde.
Man ved endnu ikke om den 19-årige mand fra Egaa Gymnasium var fuld eller ej, men ifølge Anders Højlund fra Danski, blev han sidst set på et diskotek klokken 01. En time og et kvarter senere blev han fundet ved bevidsthed på jorden foran hotellet SARA Residences Mélèzes. På det tidspunkt var han dog selv i stand til at gå ind i ambulancen, men om morgenen blev han på hospitalet Briancon konstateret død af indre blødninger. Det er nu op til de franske læger at finde ud af, om han skal obduceres.