Væltede bank med gummiged

Tyveknægte væltede facade på bank med gummiged og stak af med døgnboksen.

Nordeas filial i Assentoft ved Randers blev tidligt torsdag udsat for en noget hårhændet behandling. En eller flere ukendte gerningsmænd var efter alt at dømme så forhippet på at få fat i de mange herlige penge inde bag bankens mure, at de tog en gummiged i brug for at få fat i grunkerne.

- De stjal gummigeden i en nærliggende grusgrav og kørte den ad småveje til banken, hvor de væltede hele facaden, siger vagthavende ved Østjyllands Politi i Randers.

Det spektakulære indbrud blev registreret klokken 03, da alarmselskabet måbende kunne se til, at samtlige af bankens alarmer gik i gang.

Gerningsmændene slap af sted med døgnboksen, som siden blev fundet sammen med gummigeden ved Randers Fjord. Politiet havde torsdag formiddag ikke overblik over, om tyvene havde fået penge ud af anstrengelserne.

/ritzau/