Vælgerne støtter sosu'ers lønkamp

To ud af tre vælgere mener, at det strejkende plejepersonale bør have en lønforhøjelse her og nu. Kun De Konservatives vælgere er generelt imod.

De fleste af de politikere, som sidder på statens og kommunernes pengekasser, er ude at trit med vælgerne, når de med arme og ben modsætter sig lønkravene fra de strejkende ansatte i den kommunale plejesektor.

Langt ind i den borgerlige fløj - også blandt Venstre-folk, men ikke hos de konservative - er vælgerne helt med på at give social- og sundhedshjælpere samt hjemmehjælpere mere i løn her og nu. Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Catinét Research har lavet for Ritzau.

Et flertal af vælgerne er endda klar til at punge ud af egen lomme og betale mere i skat for at rette op på den generelt ringe løn i den offentlige sektor.

To ud af tre vælgere siger, at plejepersonalet bør have en lønforhøjelse her og nu og ikke nøjes med at vente til overenskomstforhandlingerne, der skal afsluttes i begyndelsen af 2008.

Og selv blandt Venstres egne vælgere, mener et stort flertal, at regeringen må finde pengene til formålet.

/ritzau/