Vådt - men godt

Søndag viste solen sig endelig fra sin bedste side, og varmen fortsætter i et par dage.

Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Vi turde næsten ikke tro det. Men allerede fra morgenstunden i går lod den til at være god nok solen velsignede os igen med sine varme, velgørende stråler. Derfor myldrede store og små solhungrende danskere ud af deres huler.

Landets mange badestrande, havnebade og friluftsbade var stuvende fulde. Det gjaldt også Furesøbad, som er et gammelt badested med en kunstigt anlagt badestrand ved Furesøen i Nørreskoven ved Fiskebæk mellem Værløse og Farum. Nicholas på fire år og hans lillebror Mikkel på to år (billedet) plaskede lystigt i det 20 grader varme vand. Deres farvestrålende UV-badedragter var endelig kommet ud af tøjskabet. Tina Dreyer købte dem til sine sønner for flere måneder siden, men efter købet har vejret været mere vådt end godt. Ved Furesøbadet var temperaturen i går eftermiddags 23 grader og de store smil i overtal blandt søbadets gæster.

I dag er der gode chancer for at ramme de 28 grader, og du kan roligt lade strandtasken blive fremme. Mandag holder det fortsat tørt, og vi får sol og temperaturer mellem 22 og 27 grader.